BOGANMELDELSE: “Tjenerindens fortælling”(1985) af Margaret Atwood

Tjenerindens fortælling af Margaret Atwood, 1985. Læste udgave er fra 2017. 366 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Anmeldereksemplar modtaget af forlaget – tak!

Bedømmelse:

Den var et gennembrud da den blev udgivet i 1985, og nu har den fået et fornyet gennembrud. Margaret Atwood’s “The Handmaid’s Tale” er blevet udgivet på dansk og er ligeså aktuel som dengang. Bogen har været nomineret og vundet flere priser for sin skildring af en nær dystopisk fremtid.

Tjenerindens fortælling finder sted i et nært fremtids USA, hvor forurening har gjort det meste af befolkningen steril. Som resultat er de få stadig fødedygtige kvinder blevet placeret i den totalitære republik Gilead, hvor deres eneste funktion er at blive gravid og føde. Berøvet enhver form for identitet og individualisme, overvåges og kontrolleres kvinderne, og vi præsenteres dermed for den ultimative kvindelige objektliggørelse og rugemaskinemodel.

I fortællingen følger vi Offred, som inde under sin anonymiserede uniform, savner sin familie, har længsler og spejder efter håb. Men som med alt diktatur, kan man ikke vide sig sikker på nogen – hvem er ens ven, hvem er ens fjende. Det kan blive et spørgsmål om tid, før nogen indgiver én, for at redde sig selv.

“Det, de er bange for, er ikke, at vi skal løbe væk. Vi ville ikke nå langt. Det er de andre flugtveje, dem man kan åbne i sig selv, hvis man fik fat på noget skarpt” (s. 18)

Bogen gjorde et stort indtryk på mig. Med international debat om rettigheden til prævention og abort, Donald Trumps interessante holdninger til selvsamme, med Christiansborgs “oplysninger”/skræmmekampagner om fertilitet med skjult politisk agenda, #metoo og hele feminismedebatten generelt, er denne bog vigtig. At Atwoods skrivestil samtidig er enorm sanselig og til tider rytmisk eksperimenterende, gør oplevelsen det bedre. Man bliver flere steder som læser guidet til at læse tingene op på en bestemt måde, med en bestemt timing, grundet tegnsætningen, hvorfor Atwood ikke alene viser os en diktatorisk, fordummende og stressende verden, men også får os til at tage den på sig.

“En stol, et bord, en lampe. Ovenover, på det hvide loft, en reliefudsmykning formet som en krans, og midt i den et tomt område, gipset til, som det sted i et ansigt, hvor øjet er blevet taget ud. (…) Et vindue, to hvide gardiner. Ved vinduet en vinduesbænk med en lille pude. Når vinduet står på klem – det kan kun åbnes på klem – kan luften komme ind og få gardinerne til at bevæge sig.” (s. 17)

Netop ovenstående passage gjorde særlig indtryk på mig. Beskrivelsen af de umiddelbart ligegyldige og trivielle objekter, men med så meget betydning bag, fik mig til at tænke på spiseforstyrrelsesafdelingen på Bispebjerg psykiatri, hvor jeg i en årgang arbejdede. Denne sammenligning var mig slående, for spiseforstyrrelser, ligesom de ultimative rugemaskiner i bogen, har det tilfælles at de er en manifestation af samfundets sygelige fokus på den perfekte og funktionelle krop. Og det er også her, at debatten om hvorvidt Tjenerindens fortælling er science fiction eller ej, bliver relevant. Atwood ser ikke selv bogen som science fiction, da alt i den er realistisk og til en vis grad allerede eksisterer. Og det er også dét der gør den så skræmmende. Bogen kan sammenlignes med George Orwell’s 1984, som netop også har fået fornyet opmærksomhed og omtale i år. Fans af 1984 bør unde sig at læse Tjenerindens fortælling.

Bogen indeholder mange interessante (meta)lag, hvorfor jeg også kan se forskellige mennesker få noget forskelligt ud af den. Den udforsker magtforhold, patriarkalske forhold, kvindefællesskaber, krop og køn, objektliggørelse, undertrykkelse, kvindefrigørelsen historisk set og fremtiden. Det er en bog, som ikke blot underholder og fører sin læser ud på en rejse, som de fleste bøger gør, men er også et nødvendigt politisk opråb. Om Atwood vil det eller ej.

“Jeg er umiddelbart ikke i fare, vil jeg sige til dig.

Jeg vil lade, som om du kan høre mig.

Men det nytter ikke, for jeg ved, at det kan du ikke” (s. 54)