BOGANMELDELSE: “Den usynlige bog” (2017) af Claus Lund Rosenkilde

Den usynlige bog af Claus Lund Rosenkilde, 2017. 178 sider. Forlag: Palatium. Anmeldereksemplar modtaget af forfatteren – tak!

For noget tid siden blev jeg kontaktet af Claus Rosenkilde, som udover at have startet et forlag op, har udgivet en krimi. Normalt er jeg ikke til krimier, men Claus fik mig alligevel overtalt. Derfor får I her en anmeldelse fra en ikke-krimianmelder – uden spoilers.

Indre København danner rammerne for Den usynlige bog, hvor manuskriptvaluaren Saxo Haussmann er hovedpersonen. Han har arbejdet på en særlig udstilling i kælderen af Det Kongelige Bibliotek, som skal præsenteres for første gang for en udvalgt skare af prominente mennesker. Udstillingen hedder Den usynlige bog, og indeholder en stor samling af spændende okkulte værker, som vækker gæsternes interesse, men også en diskussion omkring magi, dæmoner og overtro. Da strømmen pludselig går grundet en voldsom orkan i København, er gæsterne fanget. Men med en spændende udstilling og en masse god mad og alkohol i sigte, er de fortrøstningsfulde og beslutter sig for at få det bedste ud af aftenen.

“Mercedes smilede, men holdt bogen stille.

“Agrippa?” “Heinrich Cornelius Agrippa. Du står med hans De Occulta Philosophia,” sagde jeg.

“Occulta Philosophia,” lo Mercedes og så ned på bogen, hun stod med i hænderne. På forsiden var der et blindtryk af et pentagram. “Sikke noget sludder”.

Og der. Lige dér gik strømmet, og vi stød alle i et altomsluttende mørke.”

På trods af strømafbrydelsen, er aftenen umiddelbart en succes, men midt i alle samtalerne og de gode vine, findes én af gæsterne død. Endda i en mærkværdig position og med én af udstillingens dæmonbuster over sig. Forvirringen og ønsket om at komme ud tiltager, mens de sære hændelser fortsætter. Hvem står bag drabet, har gæsterne kommet til at fremkalde en dæmon, hvem er det der stjæler bøger fra udstillingen og hvilken relation har gæsterne egentligt til hinanden.

I Den usynlige bog bliver vi taget med på en rigtig cluedooplevelse, da vi på forhånd ved, at et mord vil finde sted. Fra start har man detektivhatten på, og er obs på hver eneste replik, bevægelse og position. For spørgsmålet er selvfølgelig – hvem er morderen. Rammerne er helt i uhygge-detektiv ånden – vi har et voldsomt uvejr som spærrer personerne inde, det foregår i en kælder med okkulte elementer og der er 13 gæster, hvoraf der er en oberst, en kommissær ved drabsafdelingen og en halvblond, grædende kvinde. Derudover gør flere af gæsterne ting, som set i lyset af situationen, virker tåbelige at gøre. Klichéerne undgår vi altså ikke, og da mordet bliver opklaret, sidder jeg tilbage med en lidt flad og antiklimaks fornemmelse. Personligt ville jeg gerne have det okkulte fulgt til dørs, men må huske mig selv på genren.

Hvis du kan se bort fra ovenstående, og har en indre Sherlock Holmes, er bogen lige noget for dig. Der er også noget for dem, som synes at okkult historie er spændende, eftersom meget af det som bliver præsenteret, faktisk er taget fra virkeligheden. Her har Rosenkilde gjort et spændende arbejde, og implementeret det elegant ind i en krimi.

God læselyst

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *