
I 2015 blev jeg uddannet psykolog med afhandlingen “Jeg føler den forstår mig! – Teoretisk og empirisk undersøgelse af skønlitteraturens terapeutiske potentiale.” 2016 blev Litteraturhuset.dk født, oven på mange drømme om at fusionere psykologi og litteratur.
Litteraturhuset.dk er mit ønske om at skabe et sted, hvor vi kan samles om litteraturen. Det er primært i form af boganbefalinger, information om bogarrangementer, forskning, boggadgets og hvad vi ellers føler for på det givne øjeblik. Litteraturhuset er et modellerbart og åbent rum med stor interesse for litteratur, psykologi, samfundet, bæredygtighed, fremtidsscenarier/dystopi og feminisme. Vi er altid åbne for ideer og samarbejde, og ønsker at bruge vores position til at booste andre, særligt via Instagram (@LitteraturhusetDk).
Litterære Terapisaloner

Litteraturhuset.dk står desuden bag Litterære terapisaloner, med fællesskab, refleksion og fordybelse i fokus. De første litterære terapisaloner har Kvindeliv som overtema. I fremtiden forventer vi at åbne op for andre temaer også. Litterære Terapisaloner er sponseret af samtlige danske forlag.
Litterære terapisaloner bliver faciliteret sammen med Cecilie Rahbæk Larsen, der blev en del af Litteraturhuset i efteråret 2017. Cecilie bor på Nørrebro sammen med sin mand og studerer Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Mail: Cecilie@Litteraturhuset.dk
Udover Litteraturhuset, har jeg til daglig min psykologipraksis, hvor jeg tilbyder terapi. Her dykker jeg sammen med mine klienter ned i deres fortællinger, når livet gør ondt, og finder nye perspektiver og stier at betræde: www.ElenaLeah.dk
Jeg håber, at du vil finde meget inspiration på vores hjemmeside.
God læselyst
Elena Leah
Litteraturanmeldelser hos Litteraturhuset
Vi er altid i gang med at læse bøger og nogle af dem anmelder vi. Indledningsvis giver vi bøgerne hjerter. Seks hjerter er det maksimale. Det gør vi for at give læseren en hurtig fornemmelse af vores oplevelse med bogen. Vi vil dog til enhver tid anbefale, at man læser anmeldelserne til ende for at danne sig et nuanceret billede. Det vil fremgå af anmeldelserne, hvem af os der har anmeldt bøgerne, og vi vil hver især bekende os til den fremgangsmåde, vi finder mest naturlig.
Louise Amalie Juul

Louise Amalie er nyeste skud på stammen siden 2020. Louise Amalie er forfatter og har læst litteraturfag på KUA.
“Tekster, bøger og ord har altid fyldt det meste af min verden, og jeg elsker at lade mig drage og forsvinde ind i fortællinger. Få ting er bedre end duften af ny bog, og er det mit eget eksemplar kan jeg godt finde på skamløst at sætte æselører ved vigtige passager og ting der skal huskes. Jeg går til anmeldelser med en blanding af faglighed og intuition.
Jeg er fokuseret på det aftryk, bogen sætter i mig, og de ting, den får mig til at tænke og føle. Bøger må gerne efterlade mig med en knude i maven, tomhed eller tårer i øjenkrogen. Jeg elsker leg med formater og brud på regler. Og så falder jeg for godt sprog og finurligheder, der er gjort ordentligt.
LouiseAmalie@Litteraturhuset.dk
Fanny Menaka Dons

Sommeren 2018 kom Fanny Menaka Dons med ombord. Fanny har en baggrund i Engelsk & kulturformidling og er redaktør hos forlaget Snepryd.
“Samspillet mellem en forfatters sprog og den historie der bliver fortalt, er noget der altid interesserer mig i læsningen af et værk. Jeg betages af forfatterens sproglige særpræg, indfanges af finurlige formuleringer, falder for opfindsom ordbrug og elsker i det hele taget nytænkende historiefortælling. Som sprognørd og litteraturentusiast vil min tilgang til anmeldelser være et godt miks af en faglig vurdering og en personlig, intuitiv fornemmelse. Jeg vil prioritere, at min position til hvert værk fremstår så transparent og ærlig som muligt, men ellers vil mine anmeldelsers indhold variere, alt efter hvilke aspekter af værket der står stærkest tilbage, når den sidste side er vendt.“
Fanny@Litteraturhuset.dk
Elena Leah
Stifter af Litteraturhuset.dk
“Jeg mener, at hver bog må vurderes med friske øjne og ikke ud fra et forudbestemt skema. I mine anmeldelser forsøger jeg at lade mig og min position skinne igennem, da jeg mener at denne ikke kan ses løsrevet fra en anmeldelse. Ligesom Fanny skriver jeg om dét, som jeg særligt falder over. Det kan være bogens visuelle udtryk, skrivestilen, narrativet, fortællingens socialpsykologiske kontekst, dens relevans og hvad den får mig til at føle. Nogen vil måske mene, at denne form for anmeldelse er subjektiv. Jeg vil mene, at ingen anmeldelser kan være 100% objektive.“
Elena@Litteraturhuset.dk
Vi modtager bøger og andre litteraturrelaterede ting til anmeldelse, med forudsætningen om at forlag/forfatter er indforstået med, at vores anmeldelser er 100% ærlige. Hvis andet ikke er aftalt før afsendelse, går vi ud fra, at vi må beholde det vi har modtaget. Kontakt os på mail for mere information, eller hvis du ønsker at få din bog anmeldt.
OBS: Vi forsøger at vende tilbage til alle interesserede. Grundet stor interesse kan dette til tider være svært for os at nå. Men prøv alligevel – måske bliver det netop din bog, der fanger vores interesse.
God læselyst
Alle sidens billeder bliver taget af os, udover hvis andet står skrevet.
Kære Elena
Jeg er vild med jeres kombination af litteratur og psykologi. Og dit speciale lyder virkelig spændende. Er det mon noget, man kan komme til at læse?
Bedste hilsner fra Marlene..
Kære Litteraturhus,
Er I interesserede i et gratis abonnement på vores kulturmagasin Anglomania?
Læs mere på http://www.thisismyengland.info
Mangasinet har modtaget støtte fra bl.a. Statens Kunstfond og rummer ikke mindst anmeldelser og omtaler af nyere litteratur.
Vh Lise Lotte Frederiksen
red. og Udgiver
Kære Lise Lotte Frederiksen
Mange tak for tilbuddet!
Vi har desværre ikke fokus på England som sådan.
Hav en dejlig dag.
De bedste hilsener
Elena