Louisiana Literature 2018 reportage

I sidste uge var jeg for første gang deltager ved den internationale litteraturfestival, Louisiana Literature. Festivalen foregår i de skønneste omgivelser på Louisiana Museum i Humlebæk, omringet af snoede stier, smuk natur og international kunst. Jeg var så heldig at modtage presseadgang til festivalen, så jeg var ekstra spændt da jeg fredag eftermiddag begav mig mod Nordsjælland fredag for at skyde 2 begivenhedsrige dage i gang. Festivalen løber egentligt 4 dage, torsdag-søndag, men grundet arbejde og privatlivet, havde jeg mulighed for at deltage fredag og lørdag. Det var heldigvis også de dage, som jeg allerhelst ville med til. Akkompagneret af en vandflaske, en bunke visitkort og en opladet mobil, var jeg klar til at få sprunget min Louisiana Literature mødom.

Louisiana Literature tilbyder en international scene fyldt med spændende forfattere, nye som gamle, oversættere, kunstnere og moderatorer. Jeg var så heldig at høre en del af dem, mens jeg også fandt tid til at nyde omgivelserne og Louisianas anden kunst. Jeg har valgt at fremhæve et par af de oplevelser, både fra scenerne, naturen og kunsten, fra festivalen, som står klarest i min erindring.

Pia Juul samt Jonas Eika og Olga Ravn

Efter jeg var ankommet til smukke Louisiana, som allerede 30 meter væk fra indgangen ser sofistikeret og indbydende ud, gik jeg lidt rundt i deres butik. Omringet af keramik, smukke plakater, glimmersokker og et par møbler, lå bøger af de optrædende forfattere side om side. Det var let at komme til og slentre rundt og se, om der var noget for én. Tilbudspriser og megafoner bliver uden for entreen, hvorfor her tilgengæld emmer af kvalitet, overskud og eftertænksomhed.

Min første sceneoplevelse var til oplæsning ved Pia Juul. Jeg havde intet kendskab til Juul på forhånd, og min tilstedeværelse skyldtes, at jeg ville være klar til de næste som skulle på scenen. Juuls oplæsning af sine digte, var på trods af det alligevel det hele værd. Hendes digte handlede bl.a. om sorg og død. Noget af det som rumsterer i mit privatliv for tiden bevæger sig netop inden for disse tematikker. Selvom det var tilfældigt, at min dag skulle starte på denne måde, var der alligevel noget magisk over det. Jeg følte mig blidt og omsorgsfuldt modtaget af litteraturen, som så ofte forstår én og kan formidle svære følelser.

De næste på villascenen var Jonas Eika og Olga Ravn, som fik mulighed for at fortælle om hver deres nyeste udgivelse, hhv. Efter Solen og De Ansatte. Jeg har kigget langt efter begge bøger, og endda ønsket mig Efter Solen i forbindelse med min fødselsdag om nogle dage. Men samtalen gjorde mig klogere på flere måder. Efter at have hørt meget og været med i snakke om De ansatte, er det som om gnisten omkring bogen og konceptet er falmet for mig. Jeg er sikker på, at det er en god bog, men jeg føler ikke jeg behøver læse den.
Om det skyldes den vinkel Ravn og Eika havde valgt på Efter Solen, eller om det er sådan bogen er, virkede den mindre interessant herefter. Det er på sin vis ærgerligt at have mistet lysten til to bøger, som jeg havde set frem til at læse, men det efterlader til gengæld tid til andre bøger. Og det var vigtigt under denne festival, da jeg blev gjort opmærksom på dobbelt så mange bøger, som jeg ønsker at læse.

Hiromi Itō – Interview og oplæsning med Johanne Lykke Holm & Olga Ravn

Fredag kl. 18 skulle Hiromi Itō blive interviewet af Olga Ravn og Johanne Lykke Holm på parkscenen. Det var dét arrangement jeg så allermest frem til på hele festivalen, og jeg kom derfor til scenen en time før det skulle gå løs. I første parket var jeg vidne til en sammensmeltning af alder og kultur, da Holm og Ravn i sekretærlignende tøj, med fintfoldede ben og røde læber, interviewede sprælske Itō. Itō med vildt hår i alle retninger, fagter og grimasser og vildt svingen rundt i stolen, som resulterede i at hendes headset vinklede sig fast i stolen.

“You know, I must say, the scandinavians are crazy” – Hiromi Itō.

Under samtalen dansede Itō ind og ud af tangenter og krydrede sørgelige øjeblikke fra sit privatliv med humoristiske anekdoter og fagter. På trods af hendes snakkelyst og humor, behøver man ikke være psykolog for at kunne fornemme, at Itō har haft et hårdt liv. Både selv og som pårørende. Og det er netop disse oplevelser, som man kan læse om i hendes værker. Alt fra hendes kærlighed til planter, udfordringer med moderskab og oplevelser med små penisser bliver transporteret ind i hendes tekst, som har skabt hende flere fjender end fans i Japan.

“Instead of killing myself, I moved to America” – Itō.

Interviewet nåede sit højdepunkt, da Ravn og Itō skiftevis læste op af Vildgræs ved Flodlejet, Itōs seneste udgivelse på dansk. Itō på kraftfuld og rytmisk japansk, og derefter Ravn på blidt og roligt dansk, battlede de to kvinder med teksten som sit våben. Det virkede nærmest som en duel, og med al respekt for Ravn, vandt Itō den stort.

De tre kvinder kom også ind på, hvordan de identificerer sig med det skrevne, og hvor isoleret de er med deres særlige skrivestil og univers. Særligt for Ravn har bekendtskabet med Itōs værker været personligt vigtigt for hende, for hun følte, at nu havde hun noget at læse, hvor hun kunne se sig selv. Itō kvitterede, ikke overraskede, med; “All my readers are sick”. Det var med til, at jeg købte Vildgræs ved flodlejet på stedet, og fik den signeret på fonetisk japansk.

 

Jan Kjærstad i samtale med Svend Åge Madsen. Moderator: Klaus Rothstein

Gennem tiden har flere anbefalet mig at læse værker af Svend Åge Madsen. Men af grunde jeg ikke kender, har jeg ikke fået det gjort endnu. Derfor vidste jeg, at jeg måtte benytte mig af muligheden for at komme nærmere hans værker, da jeg så hans navn i programmet.

Dygtige Rothstein fik de to herrer i spil omkring det at være forfatter. Et erhverv, som de var enige om må være et af de mest ensomme af slagsen. Men også et meget vigtigt erhverv. Forfatterens styrke ligger simpelthen i, at være alene og tænke alene. At tænke anderledes og tænke det hidtil utænkte. Undervejs i samtalen hørte jeg strømninger af narrativ teori, hvilket var med til at bekræfte mig i, at litteratur og psykologi på mange måder er tæt beslægtet.

“Det eneste redskab vi har til at forstå os selv og hinanden er fortællinger.” – Svend Åge Madsen.

De kom også ind på, at livet som forfatter har ændret sig fra da de var unge til nu. De har begge været med til at se, hvordan markedsføringen har ændret sig sammen med teknologiens opblomstring. Noget ingen af dem er fan af, men som de anerkender nødvendigheden i, for at deres værker kommer ud. Kjærstads erfaring var, at han kunne sidde 2-3 år i sit hus, skrive en roman, aflevere det til forlaget, og sige på gensyn igen om 2-3 år. Engang. Nu skal de være med til at promovere sine værker i form af interviews diverse arrangementer og helst også være lidt morsomme. Noget de forsigtigt kunne fortælle, at de ikke var så trygge ved… hvoraf Svend Åge Madsen havde hyret en skuespiller til at spille ham.

“Jeg har aldrig læst Svend Åge Madsen. Men jeg har hørt meget om ham.” Svend Åge Madsen.

Der var ikke tvivl om, at der var meget kærlighed til litteraturen og livet i forfatterskab for både Kjærstad og Madsen.

Hiromi Itō i samtale med Yoko Tawada. Moderator: Mette Holm

En anden forfattersamtale, hvor man kunne mærke kærligheden og livet i forfatterskab, var under samtalen med japanske Hiromi Itō og Yoko Tawada. Mette Holm, japansk oversætter som er mest kendt for at oversætte Murakami, modererede samtalen, og den lille trio var lige så underholdende som de hver var forskellige. Som til andre interviews skulle de to forfattere fortælle om hinandens litteratur, hvor Tawada sagde følgende om Itōs forfatterskab; “Her literature reminds me of acient japanese literature and at the same time it is very modern… The literature critics says, that Itō writes with her uterus.”

Særligt for denne samtale var, at fire sprog kom i spil. Både Itō og Tawadas værker udkommer naturligvis på japansk, men fordi de hver er immigreret til hhv. Californien og Berlin, var engelsk og tysk også en del af interviewet. Sidst, men ikke mindst, læste Holm også op på dansk for publikummet, hvilket fik Tawada til at udbryde “That’s why I love danish. It’s so mysterious. It’s a miracle”. Henvist til at dansk mindede hende så meget om tysk. Det var en oplevelse at høre deres værker blive læst op på så forskellige sprog, og blive klogere på, hvilken betydning det havde for udgivelsesprocessen også. (Man kan desuden se oplæsning af Itō læse op af Vildgræs ved Flodlejet i stories på vores instagram). Både Tawada og Itō var enige om, at dét at være flyttet til udlandet, generelt havde påvirket deres forfatterskab. Itō følte det meget frustrerende at skrive på engelsk, grundet det ordforråd hun sådan manglede og higede efter, mens Tawada oplevede det som et mulighedsrum ikke at kunne sproget perfekt. I kontrast til Itōs oplevelse, føler hun, at det åbner op for mulighederne for at lege med sproget og være kreativ. Som multisproget selv, var det inspirerende at få denne vinkel, som jeg under overfladen også selv har følt, men blevet begrænset i af regelryttere. (sorry not sorry).
Tawada har indirekte beskrevet sin immigration fra Japan til Tyskland gennem sin nyeste udgivelse – En isbjørns erindringer. Alligevel var det hendes værk The Last Children of Tokyo med sit fine omslag og spændende dystopiske setting, som fangede mig. Selvom jeg ihærdigt forsøgte at overbevise mit spejlbillede om IKKE at købe bøger på festivalen, var det med stor glæde at købe bogen og få den signeret, som et minde om denne berigende samtale. Nu havde jeg alligevel ødelagt det hele ved at købe Vildgræs ved flodlejet dagen forinden.

Også i denne samtale fik vi lov til at træde ind i det private hos Itō, som det så ofte sker, når et menneske har oplevet så meget tragisk, at det slår revner. Der var både rørende og sørgelige øjeblikke, og selv hvis Itōs værker ikke falder i min smag, så har jeg alligevel den dybeste respekt for hende. Både som kunstner og som menneske.

“I’ve had a hard life, you know. I sit here and smile and laugh.. But it’s not me.” – Itō.

Louisiana – Perfekte rammer for kunsten

Selvom jeg har besøgt Louisiana før og altid har synes godt om stedet, var det noget særligt at være her under Louisiana Literature. Det var som om stedet vibrerede af kærlighed og overgivelse til kunsten, og det hele gik op i en højere enhed. Lige fra naturen, som nogle steder var som taget ud af Antichrist, til de mange stier og labyrintiske gange, som er en god metafor for kunstverdenen. Til at se forskellige forfattere stå i det fri, fordybet i en privat samtale, Johanne Lykke Holm sidde på et trappetrin og facetime med sit barn derhjemme, til de overdådige brownies, både i smag og pris.

Louisiana Literature og festivalens gæster har uden tvivl inspireret mig og bekræftet mig i, at jeg hører hjemme i denne verden. Det er med stor begejstring og funklende øjne, at jeg er kommet hjem og fortalt om dagene på festivalen. Måske fordi jeg, på trods af at jeg ikke selv er forfatter, bare for en stund følte mig som en del af den verden, som jeg sådan elsker.

Til sidst vil jeg sige, at jeg sidder tilbage og er meget rørt og taknemmelig over denne oplevelse. Jeg er meget beæret over, at have fået lov til at komme med som presse til denne skønne festival, hvor jeg har fået øjnene op for nye og spændende forfattere, fået grint en masse og fået nye perspektiver på dét at være forfatter. Og det at være menneske. Jeg har følt en forbundethed, som jeg sjældent oplever andre steder.

Jeg synes litteratur og forfattere fortjener at være i inspirerende og smukke omgivelser. Med deres hårde arbejde, som de aldrig kan være sikre på hvordan bliver modtaget uanset hvor meget de krænger ud af deres inderste, skal de hyldes og respekteres. Jeg kan ikke forestille mig et bedre sted til det end Louisiana.

Vi ses igen d. 22.-25. august 2019.