Litteraturhuset er nomineret – DBBA 2018

Det er med stor begejstring at vi nu kan dele, at Litteraturhuset.dk er nomineret i årets Danish Book Blog Award gennem Plusbog.dk. Vi oplever nomineringen som et stort skulderklap, og vi er meget taknemmelige for alle der har foreslået os. Tak!
Næste ønske for os er at komme i finalen. Det vil vi rigtig gerne. Af mange årsager.

STEM LITTERATURHUSET.DK HER

Litteraturhuset fyldte 2 år i juli, men ideen har spiret længe før det. På trods af, at jeg siden barnsben har været begejstret for litteraturen, sejrede lysten til at blive psykolog. Til mit held, opdagede jeg med årene, at de to verdener har ligheder, og jeg begyndte at få en masse ideer. Det hele kulminerede, da jeg afsluttede universitetet med et speciale om skønlitteraturens terapeutiske potentiale. Det overrasker jer nok ikke, at specialet gav rigtig god mening og var den mest spændende opgave jeg har skrevet i løbet af min tid på universitetet.

Noget tid efter, at jeg blev færdiguddannet psykolog åbnede jeg dørene for Litteraturhuset, med boganmeldelser, indlæg om litteraturarrangementer, bogsnak med følgere samt forfattere og lignende. Jeg elsker at skrive med følgere om bøger, og bliver ofte kontaktet mhp. hvilke bøger jeg kan anbefale mod kærestesorger, ensomhed, depression og alle mulige andre menneskelige udfordringer. Bag kulisserne arbejder jeg på de Litterære Terapisaloner. Jeg er meget optaget af, at vi i vesten bliver mere og mere ensomme, og dårligere til at dyrke relationer og fællesskaber. Litterære Terapisaloner er mit bud på, hvordan vi kan mødes og gå i dybden med det kulturelle, fællesskabet og dermed også selv.

At fusionere psykologi og litteratur er så meningsfuldt for mig, at jeg sagde mit faste job op i august, for fuldt at kunne fokusere på dét samt mine klienters personlige narrativer i egen praksis. En situation, der gjorde at mine veninder forleden sagde: “Jaja, du tænker du er Ravenclaw, fordi du læser så meget.. men du er mest Gryffindor. Du er modig og springer ud i ting.”

Cecilie, Fanny og jeg har store drømme på Litteraturhusets vegne. Flere af dem er gået i opfyldelse hen ad vejen, hvilket gør at vi for hvert skridt tør drømme endnu større. Vores vision er at sprede interessant, givende og anderledes litteratur i lækre rammer. Vi ønsker at eksperimentere og udvide litteraturens mulighedsrum, og bliver begejstret når vi får nye ideer og spændende samarbejdsaftaler. Vi har en række af dem i ærmet, og har for eksempel konkrete ideer til at udvide Litterære Terapisaloner.

Vi håber sådan, at I, kære følgere, vil stemme på os til Danish Book Blog Award. De stemmer vi får vil vi kvitterer med tifold litteraturkærlighed til jer – både i form af indlæg herpå og vores Instagram, men også via litterære arrangementer i den virkelige verden.

Måske du har en idé, du gerne så os udføre? Skriv gerne i kommentarfeltet eller til vores mail: kontakt@Litteraturhuset.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.