Forfatterdrømme

Følgende indlæg er lavet i samarbejde med Plusbog.dk.

De sidste par år har jeg kunne overstrege flere større punkter på min mentale bucketliste. Noget med noget færdiggjort uddannelse, blive selvstændig og åbne egen praksis, starte Litterære Terapisaloner og meget andet. Til maj vil endnu en stor drøm gå i opfyldelse – jeg skal være nogens mor. Sammen med denne vigtige og livslange titel, håber jeg stærkt på også at kunne skrive en anden titel på CV’et.

En drøm jeg har haft længe før jeg drømte om at blive psykolog, er at blive forfatter. Jeg har siden helt lille haft en fremtrædende fantasi, som heldigvis ikke er forduftet med alderen. For nogle måneder siden skrev jeg bl.a. om min forfatterdrøm hos Book Me Up Scotty – I kan læse indlægget her. Nu er det endelig lykkedes mig at finde tid og mod til at sende noget ind til et forlag – mere præcist har jeg sendt en novelle ind til Science Fiction Cirklen, hvilket betyder at jeg i maj ikke bare bliver mor, men måske også får udgivet mit første skønlitterære stykke. Det er nervepirrende at fortælle om, for måske mit bidrag slet ikke går igennem. Men uanset hvad, er tiden moden til at forsøge sig frem. Og hvis det ikke lykkes første gang, så prøver jeg igen. Harry Potter blev også afvist samtlige steder til at starte med.

Ligeså meget, som jeg gerne vil udgive, ligeså svært kan det nogle gange være at prioritere tid til at få skrevet. Ideer, universer og vigtige fortællinger er der nok af, men vasketøjet og regnskabet er der også. Under sådanne perioder, finder jeg en stor trøst i at læse om dét at skrive. For mig er det en måde, hvorpå jeg stadig kan dyrke min interesse i skrivekundskaben uden direkte agere den. Plusbog.dk støtter op om dette, og indvilligede i at sende mig to klassikere inden for skrivekundskab.

 

Stephen King – On Writing

(Kan købes her)

Når jeg fra tid til anden spørger efter inspiration til bøger om det at skrive, er der altid et par stykker som nævner Stephen Kings On Writing. Stephen King er bedre kendt som én af de største (hvis ikke den største) forfattere indenfor gysergenren, og flere af hans 65 bøger er da også blevet kendte filmklassikere siden. Listen består bl.a. af It, The Shining og Onskabens Hotel. Jeg er hverken fan af gyserbøger eller gyserfilm. Faktisk undgår jeg begge dele, for min fantasi kan ikke tåle at blive fodret med den form for materiale. Derfor har jeg også tidligere gået en bue rundt om On Writing. Jeg er glad for, at jeg nu har givet bogen en chance, for den ER god. Stephen Kings On Writing er en autobiografisk bog om Kings vej gennem forfatterskabet, og hvordan de mindste minder og oplevelser har kunne udfolde sig til de gyseligste historier, med 50′ og 60’ernes USA som kulisse. King skriver bramfrit, humoristisk og lige til benet, og alene hans bog om at skrive, giver mig faktisk lidt mere lyst til at give hans skønlitterære titler en chance.

“This is a short book because most books about writing are filled with bullshit. Fiction writers, present company included, don’t understand very much about what they do – not why it works when it’s good, not why it dosen’t when it’s bad. I figured the shorter the book, the less the bullshit.”

 

Jeff Vandermeer – Wonderbook

(Kan købes her)

I kontrast til On Writing var jeg overbevist om, at jeg måtte have fat i Jeff Vandermeers Wonderbook så snart jeg stødte på den. De fleste genkender sandsynligvis Vandermeers navn i forbindelse med Southern Reach trilogien, hvoraf første del Annihilation / Udslettelse er blevet filmatiseret på Netflix. Bogen Annihilation fangede mig til min store overraskelse aldrig, men filmen var for mig mindblowing. Men Vandermeer begyndte faktisk allerede at udgive i 80’erne og har efterhånden en solid udgivelsesliste bag sig. Herudover underviser han også i faget creative writing, hvilket bringer mig til Wonderbook. Når jeg læser i Wonderbook kommer det på ingen måde bag på mig, at Vandermeer forbindes med ord som eco-fiction, post-apokalyptisk fiktion, science fiction og at han sågar har været med til at definere genren New Weird. For alene hele bogens layout, opsætning og illutrationer er et spændende mix af netop de begreber, og mange flere. Wonderbook er en kaskade af skøre væsener og forunderlige universer, og bare ved at kaste blikket på et af de mange illustrationer, vil det sætte gang i ens fantasi og katalysere den ene idé efter den anden. Wonderbook er som at træde ind i en narniansk skriveverden, og med de mange spændende forfatterinterviews, øvelser og skriveteori, bliver man både underholdt, informeret og motiveret. Det er en bog jeg virkelig kan anbefale, og som jeg ved jeg selv vil vende tilbage til fremover. Ah men,, se den lige!

 

Så hvor er jeg så i min skriveproces på nuværende tidspunkt, tænker I måske. Efter jeg indsendte min novelle til Science Fiction Cirklen, tog jeg mig en velfortjent pause, hvor jeg lige skulle forstå, at jeg på en måde havde sat min drøm igang. Siden er jeg gået på graviditetsorlov, som jeg håbede ville frigive tid til skriveriet. Virkeligheden er dog den, at jeg jo har nogle ret vigtige begivenheder i sigte om ikke så lang tid. Jeg vil gerne kunne tage imod det her nye menneske med al den forberedelse, kærlighed og ro som er muligt, og det kræver tid. Selvom jeg går og klargører fryseren med mad, tager til temadag om smertelindring, tager middagslure og får hygget med familie samt venner før verdenen bliver vendt om på hovedet, kribler det i fingrene og jeg får tilfredsstillet min skrivelyst til dels ved særligt at bladre løs i Wonderbook.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.