Boganmeldelse: “Neuromantiker” af William Gibson (1984)


NeuroCroppet.png

Neuromantiker af William Gibson , 1984. Dansk udgave 1992. Sidetal: 323. Forlag: Per Kofod. Bedømmelse: HjertefuldHjertefuldHjertefuldHjerteløsHjerteløsHjerteløs

Neuromantiker (Originaltitel: Neuromancer) af William Gibson var den første bog jeg stødte på, da jeg begyndte at søge efter skønlitteratur inden for det dystopiske univers. Sidenhen stødte jeg på mange andre vigtige titler, men det var tydeligt, at denne bog ikke var at komme uden om. Det skulle være den bog, som grundlagde udtrykket “Cyberpunk”, og den vandt alle tre store science-fiction priser: Nebula Award, Hugo Award og Philip K. Dick Award. På nettet står der, at filmen Matrix har været inspireret af Neuromantiker, hvilket ikke overrasker mig. Undervejs i min personlige visualisering af fortællingen, lænede jeg mig ofte op af Matrix.

Himlen over havnen havde samme farve som et fjernsyn, der er indstillet på en død kanal. (s.11)

Bogens hovedperson er den unge hacker, Case, som efter at have stjålet penge fra en arbejdsgiver, har fået ødelagt sit nervesystem – systemet som giver adgang til Cyperspace. Arbejdsløs, afhængig af stoffer og med folk efter ham, bevæger han sig fortvivlet rundt i den snuskede japanske by, Chiba City, og forsøger at overleve med savnet efter matrix’en. Han bliver snart reddet af Molly, en gadesamurai udstyret med barberblade i fingrene og en overnaturlig smidighed, og hendes chef, Armitage. Sidstnævnte tilbyder at fixe Case’ nervesystem, i gengæld for at han vil hacke for Armitage. Umiddelbart en ligetil opgave for en tidligere hacker, men hvem er det egentligt der arbejdes for? Hvem og hvad kan man stole på, og hvad er virkeligt, og hvad er teknologi? Mistænksomheden og tvivlen bliver ikke mindre af, at Case opdager, at reparationen af hans nervesystem kun er på lånt tid, hvis ikke han fuldfører sin opgave.

Fortællingen kører derudad og nogle gange fangede jeg mig selv i at ryge ind og ud af den, ikke sikker på, at jeg altid var lige meget med. I starten ærgrede det mig, og jeg synes jeg gik glip af meget, men jo mere jeg læste, jo mere så jeg forvirringen som en del af læseoplevelsen. Det gik op for mig, at jeg nok følte lige netop dét, bogen forsøger at skildre – en hurtig og kynisk verden, som ikke lader sig vente.

Et grelt gult lys kastede hårde skygger over væggens paneler af pseudo-klippe. Case opdagede med et sæt, at tyngdekraften her var nær det normale på Jorden, hvilket betød, at hun havde måttet bevæge sig ned igen, efter klatreturen op. Nu kunne han overhovedet ikke finde ud af, hvor han var; manglende rumlig orientering fyldte hacekere med en ejendommelig rædsel. (s.253)

Neuro2

Fortællingen skifter konstant mellem virkelighed, cyberspace og sim-stim (her kan en person sanse gennem en andens sanser, uden selv at være til stede). Det hele bliver et virvar af virkelighed og teknologi, af kunstige intelligenser og cyborgs. På trods af en umiddelbar fremadskridende kronologi, kastes læseren uhæmmet og nådesløst rundt i de tre kontekster. Det er egentligt en rigtig god skildring af, hvor vores samfund så småt er på vej hen. En verden, som mange allerede nu mister pusten af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *