BOGANMELDELSE: Den er der ikke (2020) af Liv Strömquist

Den er der ikke (2020) af Liv Strömquist. 170 sider. Forlag: Cobolt. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!

Bedømmelse:

“Leonardo DiCaprio har datet 117 bikinimodeller uden at forelske sig. Hvorfor? Er det på grund af forbrugersamfundet? Narcissisme? Biologi? Eller har han bare ikke mødt den rigtige? Og: bliver vi ikke allesammen mere og mere som Leo?” Sådan lægges emnet på bordet i den svenske forfatter og tegner Liv Strömquist’s seneste udgivelse Den er der ikke.

Liv Strömquist debuterede med Kundskabens frugt (2015) – en historisk gennemgang af synet på kvindens kønsorgan, som fik både anmeldere og læsere til at applaudere højlydt, og i øvrigt blev kåret som en af årets bedste bøger af The Guardian i 2018. I 2019 kom både mænd og kvinder og de fordomme og forestillinger, vi har om hinanden, under grundig behandling i udgivelsen I’m Every Woman.

I Den er der ikke udforsker Strömquist, hvordan det står til med kærligheden for det moderne menneske i senkapitalismens æra. Resultatet er blevet en satirisk analyse af, hvordan vores forestilling om køn og kærlighed har skiftet ham gennem tiden. Til for-målet hiver Strömquist Leoboy aka. Leonardo DiCaprio op af hatten, Søren Kierkegaard ud af ærmet, Beyoncé ind fra højre og den græske myte om Theseus & Ariadne op af skuffen. For slet ikke at komme igang med den imponerende palet af filosoffer og teoretikere, heriblandt Eva Illouz, George Bataille, Roland Barthes og Slavoj Žižek, der danner tegneseriens byggesten, og som får en tidligere kulturteoristuderende som mig til at klappe i mine små, glade pølsehænder.

Tegneserien er opdelt i tre serier. Den første som vi kan kalde ‘Leonardo DiCapios kærlighedsliv’ er i bund og grund hele bogens hovedtese, nemlig hvorfor kærligheden ikke formår at kaste sin fortryllelse over Leo (og dermed os) så han i stedet må vandre hvileløst fra den ene 20-årige Sports Illustrated topmodel til den næste. Tough for Leo!? – har man lidt sarkastisk lyst til at kommentere. Og ja. Det er faktisk det, Strömquist vil frem til. For med udgangspunkt i Leo’s lovelife tager hun et samfundskritisk blik på, hvorfor forelskelse lader til at blive et mere og mere sjældent fænomen for det sen-moderne menneske anno 2020. Det gør hun helt præcist ved at undersøge en række forskellige teorier og give fem hardcore bud herpå. Lad os dykke ned i et par af dem.

Vi præsenteres for ‘senkapitalismens ekstreme narcissisme’. I mødet med andre søger det moderne menneske at spejle og bekræfte sit eget ego frem for at anerkende andres ‘andethed’ (med ‘andethed’ skal forstås et andet menneskets originalitet og mystik). Men når vi ikke anerkender andres andethed, så bliver vi alle ens i hinandens blik og dermed sammenlignelig og erstattelig, hvilket jo går dårligt i spænd med vores gængse forståelse af forelskelse. For i den andens andethed ligger jo netop tanken samt følelsen af, at din udkårne ikke bare kan erstattes, trækkes i automaten, hentes i kiosken og sammenlignes med hvem som helst. Lige ham eller lige hende møder du ikke HVER dag. Eller hvad?

“Forbrugersamfundets ekspansion får os til at opføre os som rationelle, nytteoptimerende forbrugere selv i vores relationer til andre mennesker” (25)

Læseren møder også ‘det rationelle valgs opsving’. I dag tilstræber vi at forstå alt, at kunne forklare alt og gå så videnskabeligt til værks som muligt – også i vores kærligheds-liv. Det har skabt grobunden for et datingmarked, hvor vi som “kærlighedsforbrugere” har en langt mere rationel tilgang i valget af partner i stedet for en intuitiv. Men en rationali-sering af følelsen og erfaringen med kærlighed forringer vores evne til at mærke et stærkt følelsesmæssigt engagement, samt vores tro på kærligheden. I hvertfald hvis man spørger den sydkoreanske filosof Byung-Chul, som Strömquist loyalt læner sig op ad gennem bogen.

Strömquist har en formidabel måde at fremføre sin argumentation på uden du påtvinges en bestemt holdning eller føler dig sat i bås. Jeg køber ind på hendes projekt, og hver gang man kunne være tilbøjelig til at tænke: “Hov, hov – det synes jeg da ikke, jeg gen-kender? Sådan oplever jeg det altså ikke!?” Så har hun dækket sig ind med en gedigen brug af writer’s notes – ofte som sarkastiske kommentarer, så det altid understreges, at hun ikke vil lægge hverken ord eller holdninger i munden på læseren, og at hendes generaliseringer og mere grove optegninger absolut ikke skal forstås sådan. Hendes writer’s notes er ret skønne og giver rent faktisk en merværdi til fortællingen.

Jeg må også lige nævne serie tre med titlen ‘Et andet DU på et minut’ her bringer Strömquist nemlig den altid bootylicious Beyoncé på banen som talskvinde for en self-empowerment feminisme. Det vil sige det kærlighedssyn, at du selv bestemmer, hvornår kærligheden til en person skal ophøre eller opstå. Jeg kan afsløre, at Strömquist ikke er overvældende enig i det postulat, og selvom du muligvis nu skriger: “Hvor vover det svenske kvindemenneske, we run the world girls!” så gi’ det lige en chance – også som inkarneret Beyoncé-fan. For denne del af tegneserien er netop et fedt eksempel på, hvordan Strömquist benytter sin skarpladte satirepen på popkulturelle fænomener som Beyoncé eller DR’s såkaldte kærlighedseksperiment Gift ved første blik. Det er gennem-arbejdet humor, og det kan virkelig noget.

Den er der ikke kan siges at tilhøre tegnestilsarten comics, hvilket er den mest dynamiske stilart i tegneseriegenren. Strömquists tegnestreg er finurlig og blød og holdes i sort/hvid, lige bortset fra et par enlige kulørte sider, som set foroven. For sin genre hører bogen i den teksttunge afdeling, særligt grundet de omfattende tekstfelter. Teksten har en hånd-skrevet stil med jævnlig brug af blokbogstaver til fremhævelse af enkelte ord og små tekstbidder. Strömquist veksler meget i de grafiske elementer og udover den førnævnte brug af tekstfelter, så anvendes både talebobler, tænkebobler, drømmebobler, lyd- og råbebobler. Dertil ses mange lydord og talrige følelsesmarkeringer.

Tegninger og tekst mikses med fotografier fra popkulturen, samt avis- og magasinudklip, hvilket skaber et hyggeligt spil mellem indholdet som helhed. Dette suppleres af helside – og halvsidemontager, samt en varieret brug af billederammer – helrammer, dekorative rammer og rammeløse tegninger – der yderligere bidrager til indholdets samspil. Værket er i det hele taget en stærk repræsentant for hele tegneseriegenrens værktøjskasse, hvilket giver den et broget og legende udtryk.

“Elskende er ikke objekter for hinanden, der sagligt kan bedømmes som andre ting, men egentlig bare et mærkeligt eventyr” – Lou Andreas-Salomé (27)

Den er der ikke er et underholdende og kløgtigt værk. Liv Strömquist formår at præsentere nogle tunge teorier og heftige filosofier, men gør det på en måde, som er vildt humoristisk og lettilgængeligt, både i sproget og i stregen. Som læser får du et interessant bud på, hvordan vores blik på kærligheden har udviklet sig gennem tiden, og du får gransket alskens problematikker ved det moderne menneskes kærlighedssyn år 2020. Hvorvidt du er enig i bevisførelsen, argumenterne og konklusionerne, vil jeg lade være op til dig. For Strömquist fremlægger materialet, men påtvinger aldrig, hvilket jeg synes er et meget sympatisk træk og samtidig et fortællermæssigt smart move. Den er der ikke er en sarkastisk-pædagogisk bedrift.