Bob (2021) af Helle Helle. 158 sider. Forlag: Gutkind. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
Det var med en smule ærefrygt, jeg besluttede mig for at anmelde Helle Helle. En kendt og elsket forfatter, utrolig mange har læst både af lyst og i forbindelse med undervisning. En produktiv og evigt prisbelønnet forfatter, der er oversat til 22 forskellige sprog.
Helle Helle er kendt for sin nøgterne, beskrivende skrivestil. Hendes fortællemåde minder mig om den måde, jeg skriver breve til min farmor på. Beskrivende, nøjagtigt og med indhold, der betyder noget. Ældre mennesker sætter pris på gode breve, er min erfaring.
Tre dage senere tabte han en knap bag Lollands Centret, den trillede hen i nærheden af et par kinasko, og det var mine.
Bob skiller sig ud fra Helle Helles forfatterskab på flere måder. Dels er bogen på sin vis en efterfølger til “de”, der udkom i 2018. Det er første gang for Helle Helle. Datteren fra “de” og Bob er sammen flyttet til Vanløse. Det er hende, der fortæller, men udelukkende fra hans perspektiv. Det er magisk at følge Bobs liv, gøren og tanker fortalt af en stemme, der ikke er hans. For Bob ses som sådan ikke med andres øjne i bogen, men han bliver fremstillet af en anden. Det bliver han med en stemme der ikke er hans egen, men lige så godt kunne være det. På en måde er denne fortæller, den alvidende kæreste om man vil, mere troværdig end hvis Bob selv skulle berette. Jeg er ret sikker på, der er ting, han ville udelade, stod fortællingen til ham.
Dels er den nøgterne og berettende skrivestil ikke afbrudt af, men derimod suppleret med, en poesi, der er langt mere udtalt end jeg tidligere har oplevet det hos Helle Helle. Bob tænker meget, og hans tanker får frit løb. Og i dét opstår magiske øjeblikke:
Han tænkte: Ingen kan aldrig vide, hvordan det er at stå på en trappe som en anden. Eller ingen kan nogensinde. Eller alle kan ikke, alle kan ingensinde, ingensinde kan nogen ikke aldrig. Nu gik det helt agurk, han vred sig i sengen.
Og:
Og dunede dueunger. Det første flyttelæs og farven blå, vores samtaler om farven blå, blå i alle afskygninger over hans skråvindue i juli, august. Måne og stjerne, begrebet tomme ord. En buldren i det fjerne, at ligge vandret i et jordbærbed, lyden af hø. Hø lød af noget.
“Bob” tager os igennem en lille del af et liv for en ung mand. Han er flyttet fra Lolland til Vanløse i København, hvor han gør sit bedste for at få tiden til at gå. Han får arbejde på et hotel, møder mennesker med større og mindre indflydelse på hans liv, og passer den lille etværelses lejlighed overfor tanken. Han vasker tøj. Rydder op og køber ind og laver mad. Lader sig drive med på omveje via s-toget og traveture gennem byen, i en slags apati eller underspillet nysgerrighed som vi tidligere har mødt det hos Helle Helles hovedpersoner, særligt i romanen “Dette burde skrives i nutid” fra 2011.
Jeg ved ikke, hvor meget mere jeg skal eller kan sige. Helle Helle har gjort det igen. Med rolig penneføring har hun skabt endnu et lille, blåt mesterværk, og selvom jeg kun har læst det een gang, er jeg ret overbevist om, at det er sådan et, der afslører nye åbenbaringer, følelser og forvirring for hver læsning. Så jeg glæder mig meget til at vende tilbage.