Vi af Jevgenij Zamjatin, 1921 (мы, Евгений Замятин). Læste og anmeldte udgave er på dansk fra 2017. 251 sider. Forlag: Forlaget Kosmos. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
Inden for det seneste års tid har jeg fået en større og større interesse for science fiction. Så da jeg en dag sad og ledte efter overset og specielt science fiction, var det med stor glæde at jeg stødte på Vi. Vi er skrevet af den sovjetiske Jevgenij Zamjatin og udgivet i 1921. Den udkom dog først i sit hjemland i sin fulde længde 51 år efter Zamjatins død. Hvis det ikke skulle være særligt nok, kan jeg fortælle at George Orwells anerkendte 1984 og Aldous Huxleys Fagre nye verden blot er nogle af de bøger, der er skrevet med inspiration fra Vi. Vi passer derfor på mange måder ind i mine kriterier for, hvilke bøger jeg bl.a. ønsker repræsenteret her hos Litteraturhuset, fx overset og ikke-vestlig litteratur.
“Da jeg nåede hjem, skyndte jeg mig ind på kontoret, stak den vagthavende min lyserøde kupon og fik en gyldig gardinhjemmel. Denne hjemmel får vi kun på vores seksualdage. Ellers bor vi mellem vores gennemsigtige vægge, gennemsigtige som var de vævet af funklende luft, er altid synlige, altid badet i lys. Vi har ikke noget at skjule for hinanden.”
Vi befinder os i Enhedsstaten, i en ukendt fremtid, hvor vi følger D-503. Gennem dagbogslignende optegnelser gengiver han sin hverdag og sine tanker, og herigennem bliver vi bekendt med det noget anderledes samfund han lever i. Enhedsstaten er et totalitært samfund, omringet af en glasmur, den Grønne mur, og indenfor den hersker fuldstændig statslig regulering, overvågning og afstraffelse. Samfundet har en ekstrem undgåelse og nedtrykkelse af alt individualitet, hvilket bl.a. ses ved at dets borgere ikke har navne, men et nummer, alle bærer ens uniformer, og alle følger fastlagte skemaer og muligheder for deres ageren døgnet rundt. Seksuel samvær bliver for eksempel sat i system, ligesom børn bliver taget fra forældrene så snart de fødes, for at blive placeret på Børneopdragelsesfabrikken. Logik, matematik, maskiner og formler er sandhed, på et plan, hvor også kunst er udført og udregnet af maskiner. Dette gennemsyrer også skrivestilen, eftersom D-503’s ræsonnementer hovedsageligt styres af logik og matematik, hvilket i sig selv gør læseoplevelsen speciel.
Borgerne bor i fuldkommen åbne glasfacader og kan deraf se hinanden til hver en tid. Man får stærke vibes af Jeremy Benthams/ Foucaults panoptikon begreb, og selvjustitsen er da også høj i Enhedsstaten, hvor borgerne ikke alene angiver hinanden, men også til tider sig selv.
“Tag nu for eksempel to skåle på en vægt: i den ene ligger et gram, i den anden “Vi”, Enhedsstaten. Er det ikke klart at det at forestille sig at “jeg” kan have nogle rettigheder i forhold til Staten, er det samme som at forestille sig at grammet kan opveje tonnet. Og heraf følger distributionen: retten følger tonnet, pligten grammet; og den naturlige vej fra intethed til storhed er at glemme at man er et gram, og i stedet føle sig som en milliontedel af et ton”
D-503 er sammen med andre borgere i gang med at bygge INTEGRALET. En maskine som skal ud i verdensrummet og sprede Enhedsstatens samfundsmodel. Han går flittigt op i sit arbejde, men mødet med den promiskuøse og lokkende I-330 får fundamentet til at smuldre. D-503 bevæger sig på gyngende grund i sit store begær efter I-330, og falder blindt skiftevis fra det ene fangeskab ind i det andet, aldrig helt bevist om sit ståsted.
Omend det er for meget at forlange af én, som har levet i et totalitært samfund hele sit liv, så når jeg aldrig helt at fatte sympati for D-503. Jeg bliver simpelthen provokeret over hans manglende abstraktionsniveau. Samtidig kunne jeg godt have tænkt mig flere beskrivelser af samfundets styre, omgivelserne, samt det der ligger uden for den Grønne Mur. Det er ikke til at komme uden om, at fortællingen har stærke referencer til bogens samtid – Det sovjetiske styre. Hvis man synes Rusland virker korrupt og underlagt diktatur og censur i dag, viser historien, at det altid har været sådan. I slutningen af bogen får vi serveret en spændende og detaljeret forfatter- og samtidsbiografi, som er interessant at læse i forbindelse med Vi. Herigennem forstår man, hvor Zamjatin får sin inspiration fra, og at bogen i sin fiktion på mange måder var den skræmmende virkelighed.
Derudover fortjener forlaget ros for det fysiske arbejde med bogen. Selvom det er deres første udgivelse, er bogen et solidt og ordentligt håndværk, hvor der ikke er gået på kompromis med kvaliteten. På trods af sine 251 sider har den, den perfekte størrelse til at have med på farten. D-503s optegnelser bliver ledsaget af stemningsfyldte billeder, taget af fotografen Saša Štucin. De er en anelse misvisende, da der på nogle af billederne er illustreret dyr og natur, to ting som ikke synes at forekomme inden for Enhedsstaten, men billederne giver nu alligevel noget særligt til stemningen. Jeg er spændt på at se, hvad forlaget har at byde på i fremtiden.
Vi er en anderledes, spændende og historisk vigtig bog, som jeg stærkt kan anbefale, uanset om man er til science fiction eller ej.
“Den eneste måde, hvorpå man kan befri mennesket fra at begå forbrydelser, er ved at befri det fra friheden.”
Hvis du er interesseret i science fiction, kan jeg anbefale at kigge nærmere på mit tidligere indlæg, hvor jeg anmelder bogen De Fremmede, og beskriver hvorfor jeg mener at science fiction er en vigtig genre.