BOGANMELDELSE: Skønhedssalon (2018) af Mario Bellatin

Skønhedssalon af Mario Bellatin, 2018. 51 sider. Forlag: Skjødt Forlag. Anmeldereksemplar modtaget af forlaget – tak! 

Bedømmelse:

Da jeg blev introduceret for kortromanen Skønhedssalon lød det: ”En mexicansk klassiker-fabel om menneskekroppen, seksualitet, fisk og døden.” Umiddelbart et finurligt miks. Skønhedssalon er den peruviansk-mexicanske forfatter Mario Bellatins gennembrudsroman fra 1994. Idag betragtes den som en moderne klassiker i mexicansk litteratur og er nu for første gang udgivet på dansk.

Romanens fortæller er en mand – homoseksuel, transvestit og frisør. Han har arbejdet som prostitueret og har siden drevet en frisør- og skønheds- salon for kvinder. Her har han dedikeret sin tid og kunnen til at forskønne kvinders udseende. Når læseren træder ind ad døren, har salonen dog for længst tabt sin glans og er nu omdannet til et dødssted, ”hvor folk, der ikke har andre steder at gå hen, kommer for at ende deres dage” (7). En endestation for dødsmærkede mænd, der alle er ramt af en udefineret dødelig pest.

Før skiftet til dødssted anskaffede frisøren sig en masse akvarier. Et farvestrålende univers med kongeguppyer, guldkarper og luftpumper formet som skattekister; ”Jeg forestillede mig, at kunderne skulle have en fornemmelse af at være nedsænket i krystalklart vand, mens de fik behandling, for så at dukke op til overfladen foryngende og smukke” (17). Nu står akvarierne tomme bortset fra ét enkelt, som han desperat forsøger at holde liv i, trods livet ebber ud af fiskene som hos mændene.

Fortælleren er mest detaljeret i beskrivelsen af fiskenes tilstand, og det er i forhold til dem han udtrykker størst omsorg og fornøjelse, imens gæsterne virker til ubelejlighed. ”Når de er blevet installeret, er det min opgave at føre dem til samme sted uanset deres sindstilstand, da de ankom. Efter nogle dage lykkes det mig at skabe en passende stemning. Det drejer sig om en tilstand, som jeg har svært ved at beskrive rigtigt. De synker hen i en døs, hvor der som oftest slet ikke er mulighed for selverkendelse. Det er ideelle arbejdsbetingelser. Sådan undgår man at involvere sig særligt med nogen, og arbejdet bliver mere effektivt, uden nogen hindringer.” (28)

Frisøren nægter at tager imod de syge kvinder med børn der med jævne mellemrum banker på døren. Det kan virke mærkeligt, at stedet som skønhedssalon var åben for kvinder, men kun tilgængelig for mænd som dødssted. Frisøren begrunder det med, at det ville være en hån mod hans mange års arbejde med at forskønne kvinder, hvis han tillod syge og uskønne kvinder i salonen.

Vi får aldrig helt svar på, hvorfor han vælger at åbne salonen for døende mænd, når ulysten er så tydelig. Af pligt? Er han egentlig afklaret selv? Gæsterne har ingen steder at tage hen og hvis de ikke får en seng i salonen, så dør de på gaden. Han finder det dog mest bekymrende, at mændene i så fald vil blive fundet af ”barmhjertighedssøstrene” som af selvgodhed vil udsætte dem for uværdige livsforlængende forsøg.

Vi får heller ikke en definition på den sære pest, der hærger i byen. Når frisøren tager på ”gade eventyr” med sine venner iført kvindetøj og trækker ved boulevarden eller søger et dampet øjeblik med mænd på badeanstalterne, så er det altid med risiko for overfald. På nuværende tidspunkt er han forhindret i at besøge disse steder grundet hans egen sygdomsramte krop, som ikke længere har styrken til natlige udskejelser.

”Alle fisk med svamp dør af denne sygdom og ikke af noget andet. Nu bliver jeg klar over, at det samme vil ske for mig, hvis jeg virkelig tager mig sammen til at besøge dampbadet igen eller gå på gaden om natten. I virkeligheden vil ingen turde så meget som at nærme sig eller udsætte mig for farlige situationer” (43). Man får associationer til ADIS/HIV ud fra de symptomer der præsenteres og det faktum, at pesten særligt rammer, dog ikke udelukkende, homoseksuelle, seksuelt aktive mænd. Desuden er bogen udgivet på et tidspunkt, hvor en hiv-smittet kun kunne forvente at leve et par år med smitten. Hvad end symbolismen eller inspirationen har været for Bellatin, så bidrager pesten i høj grad til bogens dystopiske stemning.

Romanen er enormt smuk, hvilket kan virke næsten paradoksalt overfor tematikken med døden, fortvivlede sjæle og kroppe i opløsning. Så hvorfor egentligt? Det er netop noget af det mest betagene ved bogens formåen. Vi finder en skønhed og en værdighed i et ellers meget nøgternt sprog. Vi finder det i manden, der uagtet ulyst og egen sygdom, vælger at åbne døren for nogen i nød. For en stigmatiseret minoritet, som fortælleren selv tilhører.

Skønhedssalon er på yderst poetisk vis en refleksion over vores syn på døden, sygdom og kroppen. En kortroman, der har fået mine øjne op for Bellatins eksperimenterende, fragmenterede og lyriske tekstunivers.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.