Tabita (2020) af Iben Mondrup. 354 sider. Forlag: Politikens Forlag. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
Tabita er en gribende og barsk roman om adoption af Grønlandske børn i 1960erne. Men den skildrer også på gruopvækkende vis forholdet mellem Danmark og Grønland.
Tabita er en sproglig flot skildring af den grønlandske kultur og dets sprog, og en storslået skildring af den grønlandske fængende natur, hvor døden er naturlig og desværre ofte tilstede i den unge grønlandske pige Tabitas liv, som vi følger vokse op i romanen.
”Du skal også dø, aanaa.”
”Ja. Meget snart, meget snart. Før I ved af det. Tror du mon, du kan tage dig af dine søskende?”
Romanen starter i Upernavik i det nordvestlige Grønland i 1965 i en lille hytte hos den gamle Rosine. Hun bor med sin eneste tilbageværende datter Abelone, der er højgravid og hendes tre børn Angaju, Tabita og Vitus.
Allerede fra de første sider stifter læseren bekendtskab med forskellige grønlandske ord, som effektuerer forskellen, måske til tider kløften, mellem det danske og det grønlandske.
Abelone er Kiffaq, en husholderske, hos Hr. Berthel og Fru Eva. Snart tager hun sine børn med og Eva finder stor glæde i disse børn, da hun selv ikke har kunnet få børn.
Ganske hurtigt i romanen står det klart for læseren at Berthel og Eva vil adoptere Tabita og Vitus og tage dem med hjem til Danmark, som Eva længes noget så grueligt efter, mens hun sidder i den grønlandske kolde og mørke ensomhed.
Det bliver tilsyneladende ganske nemt for Berthel og Eva at få børnene og det er selvklart at de skal bringes til Danmark, til en bedre tilværelse, ifølge den dengang gængse danske opfattelse, der synes at have været.
”Hvis det overhovedet kan hjælpe dig, så tænk på, hvad alternativet ville være. Hvis ikke I tog dem, hvem skulle så? Jeg kan ikke fortælle dig, hvor mange børn jeg har set gå til.”
Grønland står med sin vilde og selvstændige natur i kontrast til det ordnede og anstændige Danmark, som kommer til udtryk i Evas ønske om at kontrollere Tabita og lære hende gode manerer, da hun mener at børnene er beskidte, lugter og uopdragne, underliggende at det forventes næsten af grønlandske børn. Hun vil derfor lave om på børnene og mener de skal være mindre grønlandske.
Det meste af romanen foregår efterfølgende i Danmark, hvor Tabita og Vitus er blevet fløjet ned og taget væk fra deres mor og fra Grønland. Her har Tabita svært ved at falde til og tilpasse sig Evas opfattelse af hvordan hun skal være. Tabita længes bare væk og har måske ligefrem stablet en drømmeverden på benene. Tabita vil hellere gå uden sko for at mærke jorden og føler ikke hun kan trække vejret, når hun får lukket vinduet på sit værelse. Flere gange bliver det pointeret overfor Tabita, at det må være fordi hun er grønlænderbarn, det må være hendes grønlænderblod og at hun jo er en speciel pige.
Tabita kan ikke finde sig til rette, selv efter mange år i Danmark. Men i disse mange år er hun blevet løjet for om sin lillebror Vitus’ skæbne, hun er blevet bedt om at glemme alt hvad der er grønlandsk og i stedet for opføre sig dansk og derved kun at tale dansk. Eva vil af med alle indtrykkene fra Grønland og alt hvad der har med Grønland at gøre skal glemmes, selvom Tabita så lyslevende husker sin mor Abelone, savner hende og længes efter hende og længes efter at være i et med naturen i Grønland.
”Det er meningen, de skal glemme hende med tiden, er det ikke?”
”Det kommer af sig selv.”
”Jeg ville synes det var ubehageligt at skulle snakke om hende, hvis jeg også selv skal føle mig som deres mor.”
Tabita bliver bedt om at glemme hvem hun oprindeligt er og skal være Evas forestilling om det barn hun har fået forærende. Men det synes at stride mod naturen, at tage Tabita fra Grønland og gøre hendes ophav til noget, der helst skal glemmes og derved gøre hende til en anden end den hun er.
Det eneste Tabita har at holde sig til for at føle sig som sig selv, er den grønlandske dukke Inuusaq, som hun har med fra Grønland. Dukken bliver et spejl på Tabita selv, hvad hun ønsker og hvad hun ikke rigtig tør gøre, men gør alligevel.
Da romanen til sidst eskalerer og der opstår for mange problemer mellem Berthel, Eva og Tabita, gør Tabita op med sig selv at nu er det nok – hun vil huske.
”Hun vil vide ting fra sit liv helt præcist. Hun vil vide, hvad der er sket i Vitus’ liv. Hun vil udradere løgnene, som hun er blevet fortalt fra start til slut. For første gang vil hun vide tingene rigtigt.”
Desværre er der historier om mange grønlandske børn, som har haft samme skæbne som Tabita og oplever en tilværelse i Danmark, som fængslende.
Tabita er en roman til alle de børn, der har skullet glemme sig selv, som forfatteren også selv indleder med. Romanen efterlod mig med fortvivlelse og en vis form for tomhed over den barske virkelighed, som har været Tabitas og de andre grønlandske børns. Jo længere jeg lod den synke ind og fik den på afstand, jo mere indtryk har den gjort på mig. Både romanens sprog og narrativ har ramt mig.
Den er en vigtig skildring af afsavn, svigt og knuste drømme.