Is-slottet (1963) af Tarjei Vesaas. 214 sider. Forlag: BATZER & CO.
Bedømmelse: 
Is-slottet er en genudgivet klassiker af den norske forfatter Tarjei Vessas, som anses for at være en af de største norske forfatter i det tyvende århundrede og var den første nordmand til at modtage Nordisk Råds Litteraturpris i 1964 for netop romanen Is-slottet.
Og sproget i romanen er da også en litteraturpris værdig. Det er en roman om at være alene i verden, om at føle sig fremmed og anderledes. En roman hvor meget bliver sagt mellem linjerne og ikke i dem egentlige handling.
”Fire øjne med glimt og stråler under vipperne. Hele spejlet fuldt. Spørgsmål som skyder frem og gemmer sig igen. Jeg ved ikke: Glimt og stråler, glimt fra dig til mig, fra mig til dig, og fra mig til dig alene – ind i spejlet og tilbage, og aldrig noget svar på hvad det er, aldrig nogen løsning.”
Romanen
starter i det sene efterår og handler om de to piger Siss og Unn på
elleve år, der udvikler et venskab efter at Unn er flyttet til sin
moster i samme bygd, hvor Siss bor.
Unns mor er død og Unn
bærer på en hemmelighed, hun vil fortælle Siss. Denne hemmelighed
er omdrejningspunktet for romanen, en roman som har en anderledes
fortællestil, der skifter mellem Siss og Unn, hvor de fortæller
nærmest direkte til sig selv. Det er denne fortællestil og det
sprudlende sprog, der bærer romanen og som er et sprog i særklasse.
Da Unn starter i skolen er hun den nye halvt ukendte pige, næsten sky, som Siss fatter interesse for, men samtidig venter på skal tage kontakt til hende og de andre i klassen for at være med. Men Unn udviser ikke interesse, heller ikke da Siss efter nogle dage i skolegården spørger hende direkte om ikke hun vil være med, men det vil Unn stadig ikke. Siss kan ikke lade være med at tænke på Unn og føle at der er noget imellem dem, et slags lokkende spil. Og endelig en aften er Siss på vej gennem kulden, som fortryllet for at mødes med Unn i mosterens lille hus.
”Hvad mon jeg finder ud af hos Unn. Vil sikkert få noget at vide. Har ventet på det hele efteråret, fra den første dag den fremmede Unn kom på skolen. Jeg ved ikke hvorfor.”
Hjemme
i det lille hus tager Unn Siss med på sit værelse og låser døren
og viser hende et spejl, hvori de kan ses begge to og vil fortælle
hende noget, som hun aldrig har fortalt nogen anden, en hemmelighed.
En hemmelighed som aldrig bliver afsløret for læseren og heller
ikke Siss på noget tidspunkt, hvad læseren ved af.
Siss er
skræmt, da hun går fra Unn og vil ikke snakke om sit besøg med
sine forældre, da hun kommer hjem.
Dagen efter vælger Unn at
gå på opdagelse i is-slottet i stedet for at tage i skole på grund
af det pinagtige møde med Siss aftenen forinden.
”I det samme slog det ned i hende hvor umuligt det var at møde Siss igen nu kun nogle timer efter den pinagtige måde de skiltes på. Hun havde skræmt Siss så Siss flygtede. Gik ikke an at møde hende lige efter! Gik ikke an at gå i skole i dag.”
Ved is-slottet åbner sig en ukendt verden for Unn og hun møder rædselsafgrunden ved det ukendte. Hun bliver draget længere og længere ind og glemmer alt andet, da hun står foran is-slottet og det er her at Vesaas’ sprog for alvor vokser og bliver sprudlende og skriver det store is-slot frem for læseren og her at det usagte mellem linjerne for alvor springer ud og er op til fortolkning for læseren.
”Hun løb glad over isen, over den hvidrimede jord og mellem rimfrosne birkekviste, de glitrede som sølv. For nu var det næsten lyst. Blege, frosne strå stak op med et knæk på, og blege, brede blade –”
Resten af romanen handler om at finde Unn og om hvor anspændt Siss er over hele situationen – det synes at ligge mellem linjerne at Siss skal finde sig selv ved at de skal finde Unn. Mens bygdens mænd er ude at lede efter Unn, bliver Siss udspurgt om den aften forinden, hvor hun var på besøg hos Unn og om det rygte der går; at Siss vidste noget, den hemmelig som hun angiveligt ikke har fået at vide.
Efterhånden ændrer Siss sig, lukker af for sine forældre og de andre i klassen – hun lægger mærke til at hun står ved muren ligesom Unn havde gjort, da hun kom i efteråret. Unn som alle nu vidste hvem var og ikke længere var den halvt ukendte pige, men som stadig var forsvundet. Efterhånden føler Siss at Unn er blevet glemt af dem alle sammen. Men ingen er glemt fordi de forsvinder og det er en rar påmindelse fra romanen. Men samtidig er det en påmindelse om ikke at glemme sig selv og lukke sig ind i sig selv i svære eller ulykkelige situationer.
Tarjei Vesaas er antydningens mester og sproget i Is-slottet er stort, blomstrende og sprudlende, når den omhandler is-slottet. Men desværre synes jeg ikke handlingen er særlig fængende og er til tider lidt overfladisk. Is-slottet er en klassikerroman og desværre er den måske ikke fulgt med tiden.