Højdepunkterne fra læseåret 2019

Så kom vi ind i det nye år, et nyt årti, et nyt bogår. I den anledning vil jeg dele højdepunkterne fra mit læseår 2019.

I starten af min barsel havde jeg svært ved ikke at have tid til at læse. Læsning er mit åndehul og er en stor del af mig. Så jeg følte, at jeg fik frataget noget helt essentielt. Hurtigt opdagede jeg dog, at man sagtens kan amme mens man læser. Så jeg gik i kast med 2’eren i Elena Ferrantes Napoliserie. 1’eren, Min geniale veninde, slugte jeg, men fik derefter brug for en pause fra Napolis hede og larmende gader. Derfor var det et glædeligt gensyn, da jeg efter en længere pause, igen vendte tilbage til de højtråbende koner, stolte mænd og smukke kvinder i Historien om et nyt navn. Det er jo nærmest en kliché at synes om Napoliserien, men der er altså noget om snakken. Karaktergalleriet, de levende beskrivelser af Napolis gader, fattigdommen, kampene, den sociale arv. Den holder hele vejen.

Som de fleste nok ved har 2019 været et specielt år for mig. På mange måder. Jeg har mistet højtelskede personer, og jeg har givet liv. Det kan ikke anbefales at gøres samtidig, omend sådan noget sjældent planlægges. I forbindelse med førstnævnte var Cecilie her fra Litteraturhuset, så sød at forære mig Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Selvom Aidt og jeg ikke har mistet samme relation og mistet på vidt forskellige måder, så skabte den alligevel genklang. Der er bred enighed om, at det er en god og vigtig bog. Det er jeg helt enig i. Jeg kan desuden ikke tage et billede af bogen til jer, da den er ude på tur lige nu. Der er faktisk kø til den i min vennekreds, efter jeg har læst den og fortalt om den.

Ovenpå alt det svære i 2019 havde jeg brug for noget ekstremt. At købe en motorcykel giver ikke så meget mening lige nu, så da jeg opdagede, at Kaspar Colling Nielsen havde udgivet en novellesamling, vidste jeg, at jeg måtte have fat i den. Gyldendal var søde at sende mig et eksemplar (mange tak!), og straks kastede jeg mig over novellerne Hr. Fissen, Hunde er freaks, Varpen, Offeret fra Allerød samt mange flere eksotiske titler. Jeg var underholdt hele vejen igennem, hvilket ikke siger så lidt. Jeg har på fornemmelse, at Nielsen tester grænser af i takt med, at han bliver mere og mere anerkendt. Dengang dinosaurerne var små er ikke mindre end fantastisk underholdende, tankevækkende, overraskende og vulgær. Jeg er glad for, at jeg stadig har et par bøger at se frem til fra hans forfatterskab. Hans bog Den danske borgerkrig, kan jeg desuden også anbefale.

En anden novellesamling som fik mig til at spærre øjnene op, er Kristen Roupenians Kattemenneske. Uden at have hørt om hverken forfatter eller bogen, dumpede den pludselig ind ad brevsprækken fra Gyldendal. Jeg må indrømme, at den var ved at komme på hylden over bøger jeg ikke har tænkt mig at bruge tid på. Èn af dem, som bare måtte få lov at samle støv eller komme hjem til en ven. Jeg er glad for, at jeg gav den en chance. For Kattemenneske minder på mange måder om Dengang dinosaurerne var små – den er morsom, tankevækkende, kreativ, skør og waaay over the top. Det er åbenbart lige mig. Læs den! Og endnu engang tak til Gyldendal.

I slutningen af 2018 var jeg i biografen, hvor jeg så reklamer for filmen Mortal Engines. Filmen modtog blandede anmeldelser og jeg nåede aldrig at se den, men alligevel hang den ved. Jeg prøvede at vurdere om bøgerne var noget for mig, men da jeg opdagede at de er beregnet til unge var jeg tæt på at lade det ligge ved det. Alligevel var der noget, som fik mig til at købe bogen. Siden har jeg taget Tom og Hester under mine vinger. Fortællingen foregår i en fremtidig verden, hvor kloden er blevet gold, forladt og farlig, og byer kører på hjul. Det er de klassiske temaer som ondt mod godt, penge og kyniskhed overfor medmenneskelighed og godhjertethed osv. der udfolder sig, men alligevel var jeg grebet af det spændende univers. Mortal Engines var afgjort min guilty pleasure i 2019. Derudover har den en særlig plads i mit hjerte, da jeg nåede at dele glæden for bogen med én af dem, som jeg har mistet.

Ligesom Kattemenneske fik jeg tilsendt Ophav af Eva Tind, uopfordret fra Gyldendal. Med en personlig hilsen i bogen, en spændende forside og et lovende skriv på bagsiden, gik jeg igang med bogen. Eva skriver fantastisk, levende, relevant. Jeg elskede fortællingen, karaktererne og den rejse i verden vi kommer ud på. Ophav beskrives således: “… en hverdagsodyssé om en familie på tre, der skilles og rejser ud i verden for at finde sig selv i utraditionelle livsformer. En eventyrlig fortælling om, hvad der kan ske, når man bliver forladt, og de indsigter og overraskelser der følger med, når man vælger en anden vej i livet.” … Det lyder egentligt lidt letkøbt og som noget man har både læst og set før. Det kan jeg love jer for, at det ikke er.

I slutningen af året fik jeg anbefalet bogen Kirke af Madeline Miller fra forlaget Grønningen 1. Den skulle åbenbart være lige noget for mig. Og det var den i den grad. Miller har fundet inspiration i den græske mytologi og serverer her på underholdende vis en masse viden om de græske guder, deres magtforhold, relationer og interne stridigheder. Kirke er en troldkvinde og datter af solguden Helios, men bliver på trods sendt i eksil på øen Aiaia. Her finder hun sig selv og den hun i virkeligheden er. En meget rørende og spændende fortælling, hvilket gav mig følelsen af, at jeg er blevet en nær ven rigere. Tak til forlaget for gaven.

Læseåret 2019 indeholdte en del flere bøger end ovenstående, men det var dem her jeg stadig husker tilbage på her i starten af 2020. Det er dem her, der gjorde det største indtryk, dem der hjalp mig igennem på forskellig vis. Det er dem jeg er sikker på, at jeg en dag vil vende tilbage til og dem jeg derfor giver mine varmeste anbefalinger. Må 2020 blive et mindst ligeså spændende læseår. Og må de ovenstående forfattere få vind under deres pen, så jeg kan læse endnu mere fra dem.