Til de voksne (2021) af Linn Skåber. Illustreret af Lisa Aisato. 288 sider. Forlag: People’s. Anmeldereksemplaret er lånt af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
Det er de færreste der ikke har fået øjnene op for norske Lisa Aisatos magiske illustrationer. Personligt fik jeg første gang glæde af dem gennem bogen “Livet – Illustreret”. Bogen er en illustrationsmæt coffee table lignende bog med en masse mening. Den var jeg stor fan af. Herefter anmeldte jeg udgivelsen Til Ungdommen, som var det første samarbejde mellem Linn Skåber, som lavede forarbejet og skrev teksten, hvortil Aisato illustrerede.
Og nu er der kommet en pendant til Til Ungdommen, nemlig Til de voksne.
En bog om det (for)voksende liv
Til de voksne mimer bogen Til Ungdommen ift. opbygning; Bogen introduceres af Linn Skåber med en kort og fin tekst om, hvad det egentligt vil sige at være voksen, og hvordan bogen er tilvejebragt.
“Jeg har interviewet, iagttaget, husket og fundet på voksne. Og ingen af disse voksne, disse mennesker midt i livet, disse “voksende” mennesker, som jeg hellere vil kalde dem, er fuldt udvoksede, selv om det kan se sådan ud, ingen af dem er færdiglevede, færdigtegnede, selv om mange af dem kan føle det sådan. Af og til. Mange af os er stadig skitser. Heldigvis.”
Efter forordet præsteres forskellige voksenliv, voksensituationer, voksenfølelser, igennem et par siders monologer hver, som alle viser, at vi alle inderst inde bare er forvoksede børn, som bare vil holdes af og høre til. Titlerne er alt fra “At føde en mand” til “Skål for dårlige vaner” og favner bredt ind i voksenlivet med både sine rørende og humoristiske historier.
Hvordan er det nu med 2’ere?
Efter to gode oplevelser med Lisa Aisato, skulle jeg naturligvis også læse Til de voksne. Men måske deraf, har forventningerne været høje. Omend bogen på mange måder minder om Til ungdommen, er der også steder, hvor den ikke gør det. Vigtige steder.
Selvom ungdomslivet i dag bliver strukket mest muligt og det for mange kan føles uendelig langt, så er den set i et gennemsnitligt liv stadig en mindre procentdel. Til trods for, at jeg nogle gange bilder mig selv ind, at jeg er ung, er jeg vidst mere voksen, og derfor havde jeg været igennem stort set alle de historier der stod i Til ungdommen. Dem jeg ikke havde oplevet på egen krop, havde jeg været vidne til gennem andres liv. Derfor blev bogen også en særlig nostalgisk læseoplevelse, hvor jeg oplevede at meget af den ræssonerede ind i min egen fortælling, så både tårer og lattermuskler gav efter.
Til de voksne rammer ind i flere årtier. Årtier af ens liv, jeg endnu ikke har betrådt og heller ikke som sådan interesserer mig for. Derfor var det faktisk sjældent jeg oplevede samme følelsesmæssige reaktion på historierne. Det er ikke et krav for, at en bog er god. Men det er svært at se mig frifundet fra, nu hvor jeg har Til ungdommen at sammenligne med.
Derudover var der færre illustrationer i denne, og de var ikke lige så eventyelige, som jeg tidligere har oplevet Aisatos pen.
Hvem bør læse bogen?
Jeg kan forestille mig, at folk som er 40+ bedre kan relatere til bogen, og dermed kan få mere ud af den. Egentligt behøver man jo som læser slet ikke være jævnaldrende, eller på anden vis minde om karaktererne i en bog, for at kunne få en masse ud af læsningen. Men lige med de her bøger synes jeg det særlige er, hvor meget resonans de kan give. Hvor meget man kan opleve sig set, med alt hvad det indebærer at være menneske præcis det sted i livet. Derfor kan jeg kun forestille mig, at Til de voksne kan være en stor læseoplevelse for dem der er voksne. Så forbliver jeg ung lidt endnu.
