BOGANMELDELSE: Hvid (2021) af Han Kang

Hvid (2016/2021) af Han Kang. 98 sider. Forlag: Gyldendal. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!

Bedømmelse:

Har man hørt vores podcastafsnit om skønlitteratur, ved man, at jeg mistede min bror samtidig med at jeg blev mor. Siden har jeg interesseret mig særligt for sorg. Et eksistentielt vilkår, noget vi alle skal igennem, men noget som der ikke desto mindre mangler et sprog for og rum til. Så da jeg opdagede, at den sydkoreanske forfatter, Han Kang, havde skrevet en bog med refleksioner over livet og døden, vidste jeg, at jeg måtte læse den.

Han Kang har tidligere brilleret med sin prisvindende bog Vegetaren, som fortsat ligger højt på min liste over anbefalelsesværdige bøger. Det givende ved bøger fra andre kulturer er, at de trækker én ind i en helt anden verden og forståelse. Sproget lever på en anden måde og bundfalder i læserens fundament, som til gengæld udvides for hvert læste ord. Den oplevelse fik jeg også med Hvid.

“I begyndelsen var de små øjenlåg klemt hårdt i, men efter en time åbnede de sig utroligt nok. Da de sorte øjne mødte hendes, hviskede hun igen. “Dø ikke, vær sød ikke at dø!” Der gik en time til, og så døde barnet. Hun blev liggende på køkkenfulvet med det døde barn trykket ind til brystet og mærkede hvordan den lille krop gradvist blev koldere. Gråden var stilnet af.”

Hvid er en selvbiografisk bog, hvor fortælleren poetisk deler, hvordan hendes storesøster døde i morens arme, blot få timer gammel. Et liv, der aldrig fik lov til at udfolde sig. En søster, som fortælleren aldrig fik mulighed for at møde. Fortælleren rejser til en europæisk by og dvæler ved den del af hendes fortælling, som får lov til at vokse frem fra alt hun iagttager. Sne, hvid sommerfugl, lommetørklæde, frost, ris, øjne. Alt det hvide fletter sig ind og ud af hinanden, og fortid bliver en del af nutiden, mens fortælleren ræsonnerer over, hvad et liv egentligt er. Og hvad det betyder for hendes eksistens, havde storesøsteren overlevet.

Fortællingen forholder sig også til andre slags dødsfald, end tabet af et barn, af en søster. Og selvom fortællerens personlige liv fylder en del, så fletter den sig også ind og ud af en forholden sig generelt til krig, ødelæggelse og død.

Hvid er ikke mere end 98 sider, og der står ofte blot 10 linjer på siderne. Men det betyder ikke, at bogen er hurtig læst. Fordi fortælleren tænksomt og forsigtigt funderer og stopper op, inviteres læseren også til at læse i et roligt tempo. Det får mig til at tænke på, at det matcher meget godt livet selv. Et liv er som en dråbe vand i det store perspektiv, men for den enkelte er det alt.

Hvid er en interessant og poetisk læseoplevelse, som stadig vokser i mig efter endt læsning. Mellem linjerne er den fyldt med spørgsmål til livet selv, som får lov at svæve forsigtigt ud af bogen og agere som et spejl for de spørgmål man selv kan have i forbindelse med tabet af nogen. Alene af den grund, er den det hele værd.

Læs mit indlæg om Han Kangs Vegetaren her.