SFINX (2021) af Daniel Dalgaard. 412 sider. Forlag: Gutkind. Anmeldereksemplar er lånt af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
Jan Schnecker er paralyseret og bogstavelig talt bundet til sin kørestol ved en crowded pool på en ø i Thailand. Thea rejser rundt i Asien og forsøger at dokumentere så mange forskellige historier som muligt. I tiden op til 26. december 2004, hvor hele verden lærer hvad ordet “tsunami” betyder.
Og så ved jeg faktisk ikke, hvor meget mere jeg vil fortælle. SFINX er en roman om storhed og fald. Eller, mere fald end storhed, egentlig. En fortælling om afmagt og mere eller mindre frivillige eventyr. Schnecker var barn på Bornholm under anden verdenskrig. Han er albino. Thea er næsten to meter høj. Hun samler på historier. Han har en, men er ikke i stand til at fortælle den til hende. Han fortæller den på en måde til læseren. Og reflekterer over det imens:
“Frivilligt at ligge og stirre ind i sit uendelige indre fremstår perverst når det nu er her jeg bor, og det sted jeg kommer til at tilbringe resten af mit liv, og hvor mit eneste selskab (jeg har lyst til at sige selskab selvom jeg ved det er forkert, selvom jeg ved at jeg burde sige: min eneste måde at findes på) er den her stemme.“
Og hvor sidder egentlig den indre stemme? Hvad har man, når der ikke er noget tilbage?
“Nogen burde lægge mig i en scanner, forsøge at finde ud af hvad det er for et dyr der rumsterer i mig og fortæller sine historier om flugt og kærlighed, men mest flugt, den stemme der spreder disse fortællinger som flyveblade i natten over en mørklagt by.”
En svær fortælling
Da jeg først kom rigtigt i gang med SFINX, var den ikke til at slippe igen. Men der gik tid. Dalgaard har et stærkt sprog og en god fornemmelse for plot. Og han skriver poetisk. Men vi føres frem på ryggen af lange sætninger fulde af billedsprog og flyvske tanker, og det skal man lige vænne sig til.
Samtidig er der i bogens anden halvdel en overvældende mængde karakterer, man pludselig skal forholde sig til. Men det er gode, stærke, dybe og sjove karakterer. Daniel Dalgaard kræver noget af sin læser, men forærer os så til gengæld en virkelig god historie som en slags tak for indsatsen. Og nogle helt fantastiske sætninger:
“…for når han stod der og bar sin krop som et skibsvrag, var det det velkendte ved hans liv der gravede huller i hans hjerne, og hvis han var blevet spurgt af nogen, ville han have sagt at det ikke var mangel på mening der gav ham den her slaskede holdning og de triste øjne, men derimod alt for meget mening…”