Litteraturhuset.dk har stor interesse i at samarbejde med andre, som måtte have interesse i krydsfeltet mellem litteratur og psykologi. Derfor er vi altid åbne for ideer og tiltag.
Du er velkommen til at kontakte os på Kontakt@litteraturhuset.dk hvis du kan se dig selv som samarbejdspartner til os.
Nuværende samarbejdspartnere
- Forlag
Vi samarbejder med de fleste forlag i Danmark. Dette samarbejde udmønter sig i at vi har mulighed for at låne bøger til anmeldelse. Herunder bl.a. Gyldendal, Politikens, Lindhardt & Ringhof, People’s, Gladiator, forlaget Mammut, Klim, Svane & Bilgrav, Koppelwrite.
Derudover har følgende forlag hjulpet os med bøger til Litterære Terapisaloner: Gyldendal, Lindhardt & Ringhof, Gladiator, Politikens Forlag, People’s
- Foreningen for Litterære Håndsrækninger
Foreningen for Litterære Håndsrækninger, forkortet FFLH, er en frivillig forening med fokus på at udbrede og understøtte litteraturen på en måde, der er åben og tilgængelig for alle.
FFLH blev stiftet af forfatter Cecilie Sund Kristensen og forfatter Nanna Lundgaard Arbøl i november 2019. Visionen var at oprette en forening, der kan udbrede litteraturen ved at give forfattere en hånd på vejen med at dele og udgive deres kunst, og læsere med at opdage nye figurer på den litterære scene. I marts 2020 udgav foreningen den første antologi, Kodyle Tider; en antologi fyldt med lyrik fra unge forfattere. Alt overskud fra Kodyle Tider er gået og går til Ventilen, der bekæmper ensomheden blandt unge i Danmark og udbreder viden om ensomhed.
I dag består foreningen af fem bestyrelsesmedlemmer med vidt forskellige baggrunde indenfor litteratur, men med den samme passion for bøger og ord, hhv. Cecilie Sund Kristensen, Nanna Lundgaard Arbøl, Nicoline Christensen, Celeste Sylvest Brix Møller og Cæcilie Sylvest Brix Møller. Du kan læse mere om hvert bestyrelsesmedlem på foreningens hjemmeside.
Vi afholder forskellige litterære events, f.eks. litterære pop-up scener, udgiver antologier, hvis overskud går til velgørende formål, og så udgiver vi litteratur- og kunsttidsskriftet Plenum tre gange årligt. Så længe Covid-19 begrænser fysisk afholdelse af arrangementer, vil vi sørge for, at der er aktiviteter at deltage i på vores Instagram, fx FællePoesi. Det er vigtigt for os, at holde fællesskabet om litteraturen i live, selv under coronakriser. Flere både online og fuldt levende planer er på programmet i 2021.
Søger man som aspirerende forfatter råd og vejledning, vil man på vores hjemmeside kunne finde en fane med navnet ”Hjælp til nye forfattere”. Her har vi oplistet og uddybet nogle af de spørgsmål, det er godt at kende svaret på, når man overvejer at udgive. Vi modtager gerne nye spørgsmål og finder svar til jer, så alle grønne eller garvede forfattere kan få glæde af det.
På hjemmesiden finder du også magasinet Plenum, som kan læses helt gratis, samt vores webshop, hvor du kan købe antologien ”Kodyle Tider” eller donere til foreningen. Når du donerer til os, vil pengene gå til omkostninger for vores hjemmeside, hjælp til arrangementer samt fremtidige projekter for at støtte litteraturglæden og udviklingen af måden vi deler den på.
Gå gerne ind og følg os på både Instagram og Facebook, hvis du elsker bøger og har lyst til at følge med i vores foretagende. Vi glæder os enormt meget til at arbejde sammen med Litteraturhuset.dk om fremtidige projekter i litteraturens tegn!
Mvh
Foreningen for Litterære Håndsrækninger
Hjemmeside: https://fflh.dk/
Instagram: @fflh_dk
Facebook: Foreningen for Litterære Håndsrækninger