Heimat (2018) af Nora Krug. 288 sider. Forlag: Gads Forlag. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
Heimat er et kunstnertisk tysk familiealbum af den tyske forfatter Nora Krug, hvori hun undersøger sin egen families historie tilbage til bedsteforældrenes ungdom før og under anden verdenskrig. En krig som har sat sine spor i det at være tysker i verden i dag, selvom man er født årtier efter.
Heimat er bogstavelig talt et familiealbum, hvor tekst og billeder smelter sammen, men er stadig en nogenlunde lineær, og i særdeleshed fængende, fortælling.
”Hvilken slags familie ville vi have været, hvis krigen aldrig havde fundet sted?”
Da jeg sidder med bogen Heimat i hænderne og bladrer sporadisk igennem den, som jeg altid har for vane at gøre med en bog, inden jeg begiver mig ud i læseoplevelsen, ser jeg at den er anderledes end noget andet, jeg før har læst. Bogen er ikke bare fyldt med billeder og illustrationer, den består simpelthen af dem og gør bogen til et grafisk værk. Jeg sad derfor med en bange anelse om at dette ikke var en skrevet bog, men bare optegnelser, billeder og illustrationer. En anelse som blev gjort til skamme, da jeg gik i gang med læsningen af Heimat. Bogen er skrevet meget indlevende med tilbageblik, overvejelser og forundring i en sådan grad at man som læser faktisk til tider glemmer at det er en atypisk litterær erindringsbog og ikke en traditionel erindringsroman.
Nora Krug er opvokset Karlsruhe i det sydvestlige Tyskland, hvortil hun vender tilbage for at finde ud af sin families historie, en historie hun ikke kender meget til. Hun beslutter sig for at undersøge og grave denne historie frem, som er overskygget af Tysklands grumme historie fra anden verdenskrig. Denne uvidenhed har i mange år overskygget hendes kendskab til sig selv og hvem hun egentlig er – udover at være en emigreret tysker, der bærer på både skyld og skam fra krigen. Nora har lært, fra hun var barn, at fordi farbroderen var soldat for Hitler, skulle hun ikke være ked af hans død. Men mere lærer hun ikke om krigen fra sin familie, ej heller om bedsteforældrenes liv før og under krigen.
”Hele min barndom var krigen til stede, men skjult – som terrinen med løvehovederne, der var et arvestykke og stod bag alt det normale køkkentøj.”
Hverken
bedsteforældrene selv eller Noras forældre taler om denne tid og
det giver hende en manglende forståelse for hvem hun er og hvad
hendes heimat er, da hun heller aldrig lærer hvad der var sket i
hjembyen, aldrig lærte nationalsangen eller de gamle
folkesange.
Nora lærer om krigen og alle ordene, som er knyttet
hertil i skolen og ikke gennem sin families historie eller heimat og
kender derfor ikke til de tab og lidelser hendes familie har lidt
gennem tiden og til stadighed lider under. Nora lærer derfor ikke
hvad det vil sige at være tysk gennem sit lands historie og
udvikling, men blot at der er ting, der ikke skal tales om.
”Vi lærte, at vores sprog engang havde været poetisk, men nu var potentielt farligt.”
Heimat betyder hjemstavn, det sted et menneske føler sig forbundet med, hvad enten det er faktisk eksisterende eller forestillet og er det sted, hvor et menneske er født og gennemgår den tidlige socialisering, der skaber identiteten. Heimat videregives fra generation til generation, men Noras heimat er ikke blevet videregivet gennem slægten på grund af anden verdenskrig og den enighed, der har været om at være stiltiende om historien til efterfølgende generationer.
Gennem sin rejse tilbage til Tyskland i sin egen, sin mors og fars forskellige barndomsbyer, stykker hun sin egen families historie sammen i tiden under og efter anden verdenskrig. Hun møder sin fars skrækkelige barndom i Külsheim, præget af broderens alt for tidlige død i anden verdenskrig. En død som har splittet farens forhold til Noras faster og dennes familie. En familie, som Nora opsøger og genetablerer et forhold til, kusiner og en fætter, som hun aldrig før har mødt. Samtidig finder hun frem til efterkommere af den mand, som står inde for Noras morfar Willis uskyld i forhold til nazismen og renser derved også luften i morens families historie.
Nora opsøger helt enkelt hvad der skal til for at genskabe en splittet familie, gennem moderens og faderens familiehistorier og fletter det sammen til historien om sig selv og hvem hun er. Nora finder endelig frem til sit helt eget heimat.
”… og jeg er glad for, at jeg stillede alle de spørgsmål, jeg havde behov for at stille – at jeg tog tilbage og samlede alle brødkrummerne op, at jeg så godt efter, så jeg var sikker på, at der ikke var nogen tilbage, at jeg nu ved, hvad jeg ikke vidste før: at et HEIMAT kun kan genfindes i erindringen, at det er noget, der først begynder at findes, i det øjeblik man mister det.”
Ord,
billeder og illustrationer tager læseren gennem fortællingen og
Nora Krugs familie og derved også igennem Tysklands historie. Det er
ganske enkelt en fængende litterær fortælling med billeder og
illustrationer til. Et ærligt og til tider meget humoristisk indblik
i hvordan det er at være tyskfødt og bære på en historisk arv så
tung, at den er er granskende til det uforstående, men er
altoverskyggende.
Hun genskaber sin historie yderst poetisk og
utrolig kunstnerisk illustreret.