Agathe af Anne Cathrine Bomann, 2017. Sidetal: 112. Forlag: Brændpunkt. Anmeldereksemplar fra forfatteren – tak!
Bedømmelse:
Bogen er skrevet af en psykolog, omhandler en psykiater der laver terapisamtaler, og skal nu anmeldes af en psykolog som laver terapisamtaler. Samtidig henvendte forfatteren sig personligt til mig, og spurgte om jeg havde mod på at læse og anmelde bogen. Jeg påtager mig med det samme alt ansvar for bias, og går i kast med bedømmelsen af den lille bog.
I bogen møder vi jegfortælleren, den 71 årige psykiater, som har under et halvt år til sin pension. Uden familie, venner og de store interesser, synes psykiateren at leve et kedeligt og tilbagetrukket liv. Han eksisterer nærmest kun i kraft af sit arbejde, de daglige terapisamtaler og tanken om, at hans nabo kan høre ham. Ellers undgår han for enhver pris menneskekontakt og er endda begyndt at tælle sine terapisessioner ned – præcis 800 samtaler venter ham, før han endelig kan gå på pension.
“Jeg begyndte at tvivle på mig selv, og tolkninger, jeg havde fremlagt gang på gang klæbede til min gane, så jeg måtte spytte dem ud på en så jammerlig timing, at det var et mirakel at ingen protesterede.” (s. 46)
Det går dog gradvist op for ham, at han ikke ved hvad han tæller ned til. Og samtidig synes livet uden for terapirummet ikke særlig attraktivt ifølge hvad hans patienter beretter. Det vækker en angst og afmagt i ham. Han bliver yderligere forstyrret af en ung tysk kvinde, Agathe, som insisterer på at begynde i terapi hos ham. Agathe er plaget af stor meningsløshed og står ikke til at at redde før hans pension. Men samtalerne med hende vækker noget i psykiateren.
“Jeg bildte mig ind, at jeg nærmest kunne se håbløsheden som en tyk dis imellem os, og jeg rykkede frem i stolen for at holde hende fast: “Det passer ikke, at alt er for sent, Agathe. Jeg tror, at livet består af en lang række valg, vi er nødt til at træffe. Og det er først, hvis vi nægter at tage det ansvar på os, at alt bliver ligegyldigt.” (S. 44)
Parallelt med terapiforløbet med Agathe, bliver psykiateren selv konfronteret med nogle af livets store spørgsmål. Både som menneske generelt, men også som professionel. I takt med dette indser han, at han vil mere af livet end han har turde førhen.
“Jamen Doktor, hvordan kan De bruge Deres tilværelse på at lindre andres lidelse uden at have blik for Deres egen?” (s. 88)
Agathe er en bog, som er lige til. Hvis det er det man ønsker. Med sine 112 sider og kapitler af 2-3 sider, er det oplagt læsning at have liggende ved sengebordet eller have med på farten. Den er skrevet i et letforståeligt sprog og handlingen synes simpel. Hvis man har behov for skridtet dybere, er der både en del referencer til filosofiens verden og eksistentielle spørgsmål. Emner som alderdom, døden, kærlighed, ensomhed, eksistens og valg står tykt smurt ind mellem linjerne, og når man først har fået øje på dem, er der ingen vej tilbage.
Bogen var særlig læsning for mig som psykolog, hvilket jeg ved at flere har været nysgerrige på at høre om. Ligesom psykiateren i bogen har jeg samtaler med folk, som har ondt i hjertet. Først blev jeg irriteret over den karikerede måde en psykiater/psykoterapeut skal fremstilles på. En kedelig person, med store problemer selv, som får en masse penge for at nikke og sige “Ja, fortæl mere”. På den anden side er vi netop også bare mennesker, med ligeså mange kvaler og tanker som alle andre. Og mange af de ting psykiateren oplever, har jeg selv oplevet. Det gjorde den særlig at læse for mig og fik mig til at kigge indad og reflektere, i stedet for udad på mine medmennesker, som vi ellers normalt gør i vores erhverv. Det fik mig til at føle en skrøbelig og uudtalt forbindelse til både hovedpersonen, forfatteren og andre som arbejder med psykoterapi. Jeg ville sådan ønske at skønlitteratur også kunne være en del af psykologuddannelsens pensum.
“Og det lyder sikkert frygtelig banalt, men jeg havde sådan lyst til at være én, der betød noget.” (s. 79).
Jeg er imponeret over, hvor bredt denne bog tilsyneladende favner. Filosofiske tekster har oftest et kringlet sprog og kompliceret tankesystem, som derfor desværre kun når ud til et lille publikum. Agathe vil til gengæld både kunne læses af dem, som bare ønsker at læse en god bog. Dem, som interesserer sig for tilværelsens eksistentielle aspekter, og måske særligt dem, som laver psykoterapi. Jeg forestiller mig, at alle tre grupper vil have glæde af at læse denne lille, og på samme tid, tunge bog.
Man kan læse mere om forfatteren bag og hendes andre udgivelser her.
