Man skulle nok have været der (2021) af Thomas Korsgaard. 272 sider. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Anmeldereksemplaret er lånt af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
Tue er lige blevet smidt ud af sit værelse. Det er tredje gang han flytter på de fem måneder, der er gået, siden han flyttede/flygtede fra Skive.
Man skulle nok have været der er tredje og sidste bind i serien om Tue, der vokser op i en mildest talt dysfunktionel familie og altså nu prøver at stå på sine egne, syttenårige ben.
Tue flytter midlertidigt ind hos en kollega og hendes mor, der er en berømt arkitekt. Qua sin baggrund har Tue indre konflikter: hvordan håndterer man for eksempel et skænderi, når modparten ikke bruger vold, som man ellers er vant til? I København ser verden helt anderledes ud. Men det er både på godt og ondt.
Teknisk set er bogen hurtigt læst. Som det også er tilfældet i seriens foregående bøger, Hvis der skulle komme et menneske forbi og En dag vil vi grine af det, er denne treer en pageturner. Den er underholdende, humoristisk, tåkrummende og spændende, med små og store nik til de forrige udgivelser såvel som til virkeligheden. Den er let skrevet, teksten flyder og sider og kapitler er overskueligt korte. Men den tog mig alligevel mere end én dag at læse. For jeg måtte virkelig tage mig sammen til at vende tilbage til den, da først det var lykkedes mig at lægge den fra mig.
At skulle vende tilbage til Tues kamp med hverdagen. Hans vej ind i en ny verden og den efterfølgende deroute.
Perspektiver
Korsgaard har skrevet en bog, der gør ondt. Den er svær at lægge fra sig, måske fordi man ved at lægge den fra sig bliver bevidst om sit eget privilegie – at man overhovedet kan forlade fortællingen og vende tilbage til et mindre problematisk liv. Bogen gør ondt fordi man ikke kan bortkaste den som det pure opspind – den er baseret på Korsgaards virkelighed.
Jeg har selv haft alvorlige psykiske problemer – jeg læste faktisk de første to bøger i denne serie første gang jeg var indlagt – og jeg ved godt, at man ikke må eller skal sammenligne sin egen situation med andres. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at føle mig heldig at jeg altid har haft et sted at sove om natten.
Læs denne bog, hvis du trænger til grin gennem tårer. Læs den, hvis du kan tåle at holde vejret af spænding mens du skifter side. Men gør dig selv en tjeneste at læse de to foregående først.