BOGANMELDELSE: Planen (2015) af Morten Pape

Planen (2015) af Morten Pape. 563 sider. Forlag: Politikens Forlag.

Bedømmelse:

Planen er Morten Papes debutroman fra 2015, hvor han tager os med tilbage til sin barndom og ungdom i Urbanplanen på Amager. En debutroman, som Morten Pape vandt Bogforums Debutantpris i 2015 for. Forståeligt nok og jeg husker tydeligt det år til bogforum, hvor jeg havde taget fri fra læsesalen for at opleve suset på åbningsdagen og spændingen ved afsløringen af vinderen af det års debutantpris. Jeg lyttede interesseret, da noget af motivationen for valget af vinderen med formanden for debutantkomiteen Mona Madsens ord lød; ”Mortens skildring af sit liv med skolegang, fritid og venskaber er overbevisende ægte og meget minutiøst affotograferet”.
Som stor tilhænger af autofiktionen, en slags roman af en selvbiografi, fangede denne nye forfatter straks min opmærksomhed.
Så da jeg i sidste måned faldt over Planen på en udstillingsplads i nyt oplag, slog jeg til. Og er siden blev slået af den kraft Morten Pape skriver med.

Det var jo ikke noget jeg havde lyst til, jeg havde ikke behov for at smadre Markus og ødelægge hans ene ben, men jeg var nødt til det, sådan gør vi tingene herude … (260)

Planen ligner en moppedreng af en roman med sine over 500 sider inddelt i fire dele, men er medrivende fra start til slut. Morten Pape skriver både humoristisk, let og med en paradoksal almindeliggørelse af den voldelige hverdag for børn og unge i Urbanplanen på Amager. Dette er et sted i Danmark, der virkeliggør det multikulturelle samfund, som mange nok har hørt om, men få rigtigt kender til. Denne roman er et indblik i et multikulturelt miljø og hvordan man som ung dansker gebærder sig i denne verden, passer ind og skal finde sin egen rolle i en hverdag med mange etniciteter, vold og grimme ord.

Vi bliver taget med til Urbanplanen, da Mortens forældre bytter bolig med en ældre dame og derved tilfældigt kommer til at bo der. Vi følger Morten fra han er barn på Dyveke skolen og senere hen, når han bliver ung og skal på gymnasiet, i militæret og vi forlader ham igen, da han er flyttet sammen med sin kæreste Jazmin og vil starte på Filmvidenskab på universitetet.
Urbanplanen er en verden for sig, hvilket Morten opdager, da han går til casting til en ny tv-serie hans mor har set en annonce for i avisen. Her møder Morten andre almindelige danske drenge og indser at han ikke kender disse drenges verden udenfor Urbanplanen – og at de heller ikke kender hans verden i Urbanplanen og heller aldrig vil lære den at kende. At Urbanplanen adskiller sig fra resten af København går rigtigt op for læseren, da Morten bliver teenager, starter i gymnasiet og for alvor bevæger sig uden for Planen.
Et skel i verdner, som Morten Pape på glimrende vis skildrer i romanen ved at gøre brug af udenlandske ord i sætninger uden videre forklaring. Ord som Morten tager til sig og flittigt bruger, trods sin modvilje mod hele Urbanplanen og ønsker om at flytte skole for at komme væk fra sine plageånder, samt den evige stempling som nørdet kartoffeldansker med briller blandt de udenlandske drenge.

Til trods allierer Morten sig dog med disse drenge og bliver taget ind, selvom han dog aldrig rigtig kommer til at være som dem. Han gør dog ihærdige forsøg ved også at faste sammen med muslimerne og endda kommer med til et muslimsk bryllup, men alligevel aldrig rigtig falder ind i deres verden.

Det her er Morten, han er god nok selvom han er dansker, han er en af os, vi kalder ham Perker-Pape, siger Guled til de andre og griner (232)

Morten er splittet i sin identitet og kan ikke finde sit eget tilhørsforhold, hvilket bliver italesat for læseren, da danskerne udenfor Planen kalder ham for Plastic-Perker og hans tidligere ven Thor spørger ham om han virkelig tror de (læs; de andre etniciteter) er hans venner. Morten stiller derefter spørgsmålstegn om hvad det egentlig vil sige at være ’perker’ og senere i romanen spekulerer over hvad danske værdier egentlig er.
Dette er et gennemgående tema for hele romanen – hvor hører Morten egentlig hjemme? Ingen steder er konklusionen Morten selv kommer frem til.

Jeg havde aldrig været loyal over for mig selv, men blot forsøgt at finde et hul et sted hvor jeg kunne klemme mig igennem og måske komme ud på den anden side og høre til. Alt for længe havde jeg følt mig mest hjemme hos dem som aldrig ville høre hjemme nogen steder … (512)

Foruden så nænsomt at beskrive de universelle følelser og forvirringer, man som teenager oplever, beskriver Morten Pape så flydende den verden og orden, som hersker i Planen. Jeg kunne nogle steder sagtens genkende disse følelser og passager ganske tydeligt fra min egen ungdom, og det at stå midt i at vokse op og finde sin identitet.
Noget Morten kæmper yderligere med ved næsten at skulle tage sig af sine forældre.
Dog sidder jeg som læser lidt uforløst i forhold til Morten og hans forhold til sine forældre, som også fylder en stor del i romanen. Mortens far går fra Mortens mor, som får en depression, noget som bliver beskrevet lidt som et sidespor i forhold til hverdagen og verden i Urbanplanen. Faren flytter endeligt sammen med sin kæreste Kirsten og forlader sine tre børn en weekend han har dem, da Kirsten har det dårligt og ikke kan være alene. Herefter ønsker hverken Morten eller hans søskende at se faren igen, da det bliver prikken over i’et af svigt fra faren. En far Morten genser efter flere år, som det sidste i romanen, da han passerer Morten ved et kebabsted på Amagerbrogade uden at gå ud til ham – en åben slutning i det forhold, som er op til læseren at vurdere. Man kan roligt sige at denne roman skildrer fraværende forældre.

Planen er en roman om at finde sin identitet, familieforhold, venskaber og kærester i ungdommen, men i særdeleshed også et samtidsbilledet på Danmark i tiden og et indblik i det miljø, Morten oplevede i Urbanplanen på Amager. Det er en fortælling om hvordan ens omgiveler former en.

Det er i sandhed en overbevisende ægte og meget minutiøst affotograferet selvbiografisk beretning, som er sprængfyldt med humoristiske indspark, flotte sproglige vendinger og en leg med ord, som tydeliggør at Morten Pape altid har haft talent for at skrive og beskrive.