Bag Litteraturhuset

LITTERATURHUSET – STEDET HVOR LITTERATUR OG PSYKOLOGI MØDES

I 2015 blev jeg uddannet psykolog med afhandlingen “Jeg føler den forstår mig! – Teoretisk og empirisk undersøgelse af skønlitteraturens terapeutiske potentiale”. At fusionere psykologi og litteratur har længe lagt mig på sinde, fordi det i mine øjne er uadskilleligt. Det er min mission at fremhæve det og bruge det på forskellige måder, hvoraf Litteraturhuset blev skabt juli 2016.

Litteraturhuset er mit ønske om at skabe et sted, hvor vi kan samles om litteraturen. Det vil være i form af boganmeldelser, information om bogarrangementer, forskning, boggadgets og hvad vi ellers føler for på det givne øjeblik. Litteraturhuset er et modellerbart og åbent rum med stor interesse i litteratur, samfundet, fremtidsscenarier/dystopi og feminisme. Vi er altid åbne for nye ideer og tiltag, og ønsker at bruge vores position til at booste andre, særligt via Instagram.

Litteraturhuset.dk står bag litterære terapisaloner, med fællesskab, refleksion og fordybelse i fokus. Den første litterære terapisalon har Kvindeliv som overordnet tema og begyndte foråret 2018. Til september kører vi et nyt hold – og vi glæder os!

De litterære terapisaloner bliver faciliteret sammen med Cecilie Larsen, der blev en del af Litteraturhuset i efteråret 2017. Cecilie bor på Nørrebro sammen med sin mand og studerer Litteraturvidenskab på Københavns Universitet på sidste del af bacheloren. Sommeren 2018 kom Fanny Menaka Dons med ombord. Fannys primære rolle er boganmeldelser og indlæg. Fanny har en baggrund i kulturformidling og er generelt Litteraturhusets kulturelle blæksprutte.

Udover Litteraturhuset, har jeg en psykologisk praksis. Her dykker jeg sammen med mine klienter ned i deres narrativer, når livet gør ondt: www.ElenaLeah.dk

Elena Leah

 

Anmeldelser

Vi er altid i gang med at læse bøger i Litteraturhuset og nogle af dem anmelder vi efter endt læsning. Indledningsvis i hver anmeldelse giver vi bøgerne hjerter. Seks hjerter er det maksimale. Det gør vi for at give læseren en hurtig fornemmelse af vores oplevelse med bogen. Vi vil dog til en enhver tid anbefale, at man læser anmeldelserne til ende for at danne sig et nuanceret billede. Det vil fremgå af anmeldelserne, hvem af os der har anmeldt bøgerne, og vi vil hver især bekende os til den fremgangsmåde, vi finder mest naturlig.

Fanny: For mig er en forfatters sproglige særpræg, finurlige formuleringer og skæve symbolismer, meget afgørende for, hvordan jeg tager fortællingen til mig. Samspillet mellem forfatterens sprog og den historie der bliver fortalt, er noget der altid interesserer mig i læsningen af et værk, og derfor også et aspekt jeg vil vægte højt i mine anmeldelser. Elementer som f.eks. værkets grafik og font vil jeg også inddrage, i forskellig grad, da jeg mener, at mødet med værket allerede starter på det visuelle plan. Jeg vil prioritere at min position til hvert værk fremstår så transparent og ærlig som muligt, men ellers vil mine anmeldelsers indhold variere, alt efter hvilke aspekter af værket der står stærkest tilbage, når den sidste side er vendt.

Elena: Mine anmeldelser bærer ikke præg af en fast struktur. For jeg mener, at hver bog må vurderes med friske øjne og ikke ud fra et forudbestemt skema. Jeg forsøger gennem min anmeldelse, at lade mig og min position skinne igennem, da jeg mener dette er mest ærligt og også mest givende for læseren. Jeg skriver om det, som jeg særligt falder over. Det kan være bogens udseende, skrivestilen, narrativet, dens socialpsykologiske kontekst og hvad den får mig til at føle. Nogen vil måske mene, at denne form for anmeldelse er subjektiv. Jeg vil mene, at ingen anmelder kan undgå at være subjektiv.

Cecilie: Jeg er som udgangspunkt ikke særlig optaget af biografiske læsninger af værker. Det vil sige, at jeg er mere interesseret i mødet mellem værk og læser, end jeg er i forfatteren og den kontekst, der har omgivet værket og dets tilblivelse. Jeg tror på, at oplevelsen i mødet med et værk spiller en lige så vigtig rolle, som vurderingen af værkets litterære kvalitet. Måske er en af største litterære kvaliteter netop selve læseoplevelsen. Og den oplevelse er individuel og efter min overbevisning foranderlig. Derfor vil min vurdering, og i det her tilfælde også antallet af hjerter, ikke altid gives på det samme grundlag. Det vil være forskelligt, hvad der taler til mig. Derfor vil jeg også, i varierende omgang, positionere mig, så anmeldelserne bliver mest mulig gennemsigtige og ærlige.

 

Vi modtager bøger og andre litteraturrelaterede ting til anmeldelse, med forudsætningen om at forlag/forfatter er indforstået med, at vores anmeldelser er 100% ærlige. Hvis andet ikke er aftalt før afsendelse, går vi ud fra, at vi må beholde det vi har modtaget. Kontakt os på Fanny@Litteraturhuset.dk, Elena@Litteraturhuset.dk eller Cecilie@Litteraturhuset.dk for mere information, eller hvis du ønsker at få din bog anmeldt. OBS: Vi forsøger at vende tilbage til alle interesserede. Grundet stor interesse, har vi desværre ikke tid til at vende tilbage til alle. Men prøv alligevel – måske bliver det netop din bog, der fanger vores interesse.

 

God læselyst

Alle sidens billeder er blevet taget af undertegnede, udover hvis andet står skrevet.

2 tanker om “Bag Litteraturhuset”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.