BOGANMELDELSE: “Noget om Vitus” Af Sigurd Hartkorn Plaetner (2015)


Noget om Vitus af Sigurd Hartkorn Plaetner, 2015. Sidetal: 212. Forlag: Gyldendal. Bedømmelse: HjertefuldHjertefuldHjertefuldHjertefuldHjertefuldHjertefuld

Noget om Vitus – meget mere end noget om frysepizzaer og ufrivillige graviditeter. Så detaljeret og skøn, at jeg får lyst til at prøve MDMA.

Jeg må indrømme, at hvis det ikke havde været fordi jeg genkendte forfatterens navn, havde jeg aldrig skænket Noget om Vitus en tanke. Historien er den, at jeg har gået på gymnasie med Sigurd. Men selvom Sigurd fremstod som en rar og intelligent fyr, havde jeg ikke det store med ham at gøre. Alligevel havde jeg nok at gøre med ham, til at jeg var nysgerrig på hans arbejde. Det er jeg rigtig glad for i dag.

Romanens hovedperson er den unge Vitus, som umiddelbart lever et typisk ungdommeligt københavnerliv. Han går efter at være lidt mere end lidt for lidt, og lidt mindre end lidt for meget – han prøver at passe ind, for det er dér folk lader ham passe sig selv. Umiddelbart en uinspirerende og flad karakter, som dog grundet finurlige nyskabte vendinger og en hudløs og barnagtig ærlighed, alligevel vinder stor sympati fra begyndelsen. 

“Mit liv var mest bare en eksistentiel shake’n bake af tilfældigheder. Og det virkede.” (s. 8)

“Hendes skæve modermærke under læben var ikke længere smukt, det var ulækkert, jeg havde ikke lyst til at kysse hende, og jeg følte ingen seksuel tiltrækning overhovedet. Hun var bare en bunke indvolde, muskler, blod, knogler, brusk og lort, som blev holdt sammen af et betræk menneskeskind. Og hendes historier… fuck, hvor jeg kedede mig.” (s. 38)

Vitus skinner så meget igennem, at når jeg læser hans fortælling, så ser jeg igennem en 22årig fyrs øjne. Jeg føler gennem en 22årig fyr. Det er ikke noget som sker så ofte, men her får man muligheden gennem talrige sansedetaljerede beskrivelser, som følges ad med helt almindeligt københavnsk hverdagssprog, med alt hvad det indebærer af bandeord og nedslidte floskler.

“Hun havde glemt et par lerfarvede trusser ude på kommoden derude, og jeg kunne simpelthen ikke lade være. Efter at have tændt bruseren og hængt mit håndklæde på dørhåndtaget, så det dækkede for nøglehullet, tog jer trusserne op foran ansigtet, lugtede til dem. Og holy fucking moon cow! Jeg kunne have puttet dem i munden! Jeg kunne have taget dem over hovedet, båret dem som iltmaske i resten af mit liv og aldrig bedt om mere. Jeg tror, jeg brugte fem minutter på (modstræbende) at lægge dem præcis, som de lå, da jeg kom ind… “ (s. 81)

Det føles som, at velreflekterede og selvbevidste Vitus krænger sin sjæl ud på papiret og inviterer os ind i det dybeste. Ind i dét man ikke ville fortælle, selv til sin bedste ven. Man fatter ikke bare sympati for Vitus, men så dyb empati, at første del af fortællingen blev akkompagneret af et savn til det frie liv, at være i nuet og lysten til at smide karrieredrømmene væk og erstatte dem med sanselighed og morskab. Det blev akkompagneret af minder tilbage til mine egne ungdomsforelskelser, hvor alt fokus er på den elskede og udforskningen af denne fantastiske person. Mens sidste del af fortællingen blev fordøjet ved hjælp af kaskader af tårer, en voksende knude i maven og en så uregelmæssig og overfladisk vejrtrækning, at jeg tænkte; “det er sådan her mine klienter med angst må opleve det”. Adfærdsbeskrivelserne og den følelsesmæssige verbalisering føles så ægte, at når forfatteren i slutningen af bogen sender et tak til en person, som ifølge fortællingen ikke lever mere, føles det lidt som en mavepuster. Det er her jeg bliver bevidst om, at bogen jo ikke er om Sigurd, så meget som den er Noget om Vitus. Og dét Noget om Vitus, er det hele værd.

1 tanke om “BOGANMELDELSE: “Noget om Vitus” Af Sigurd Hartkorn Plaetner (2015)”

  1. Pingback: Litterære julegaveideer – LitteraturHuset

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *