Mødre, døtre, søstre af Emma Bess, 2018. 158 sider. Forlag: Rosinante & Co. Tak til forlaget for anmeldereksemplar.
Der er en gennemgående længsel i Emma Bess’ otte noveller. Den er på mange måder uforløst, som det så tit er gældende for længsler, og som er det, de ofte næres af. Længslen efter en brors eller søsters varme krop, en mors anerkendelse og et ønske om at være en anden. Fortællingerne drives frem af lys og kærlighed, af det cirkulære, og af det komplicerede spændingsfelt i nære relationer.
I den første af samlingens noveller, Fest, er Tilde et barn, en lillesøster, hvis omgivelser opleves uafgrænset, og for hvem ”verden kun var de to ting, lys og vand, lys eller vand”. Hendes fantasi strækker sig ind i et ældre jegs erfaringsverden, når hun onanerer, imens hun føler sig større end solen selv. Det er en pige, der længes efter den indsigt, solen nærer hendes søster med:
Først forestiller jeg mig solen fordi det er den der har magten over Nelli nu; fordi fra nu af er alt tydeligt for hende, som om hele hende selv var i lyset, og der slet ikke var noget der kunne gemme sig. Fra nu af ved hun præcis hvad hun skal gøre, og hun er sikker på hvad det ene og det andet er.
Hun er et barn, der leger med grænser i en sansesværm af fugt, dug, en duft af appelsin, en timianbusk og søsterens dunede kønsbehåring på solsengen med Vi Unge. Alt dette midt i sommerferiens ”opsparede, vidtstrakte, uendelige dage”, hvor det meste af tiden går med at finde sig selv i lyset af en storesøster. Jeg genkender et ønske om en søsteralliance – mod forældre og mod verden – men hvor det symbiotiske hele tiden udfordres af en afvisning eller en fascination. Som med Mia, der i novellen Hjem fortsat længes efter søsterens kropsvarme, som hun i barndommen forgæves søgte mellem hendes balder i det kolde sommerhus. Det fremstår som en cirkulær længsel, der skifter udtryk, men som altid opstår i det samme spændingsfelt mellem de to søstre. Det felt, der i flere af novellerne strækker sig ind i andre relationer end de familiære, så de får en søskendelignende eller moderlig karakter af omsorg, fascination og kærlighed.
Kærligheden løber igennem samlingen, og løber i den sidste novelle Søvn og mad fra en nybagt mor. Anna er på en gang mor og datter, der, hvor jeg forestiller mig, at de to roller flyder mest sammen. Jeg synes, det er en generel styrke for samlingen, at Bess portrætterer nære relationer, så kærlighedens iboende afsavn står klart frem. I Annas kærlighed til sin mor findes også et afsavn og en længsel efter anerkendelse.
I den tredje novelle Sol og sol præsenteres jegets mor fra anslaget som én, der ser sin datter og lyser. Efter de også meget lysende, solrige og sansetunge første noveller, er det som om, sanseuniverset bliver lidt forudsigeligt her:
Om natten regner det meget. Bleg, gullig regn tidligt på natten, den lyse himmel fyldes op, senere blitzende regn under lygtepælene, tonsende, hovedkuldse dråber.
Jeg tror ikke, at det forudsigelige udelukkende handler om, at novellerne kunne være arrangeret anderledes. Det handler også om, at bogen allerede fra forsiden er meget gul, skinnende og uafgrænset og derfor på en måde tager sansningerne for meget på forskud. Men forsiden har også noget forårsagtigt over sig – måske fordi den minder mig om gul akvarel på hvide æggeskaller. Om ikke andet, så kan sansningerne noget særligt lige her, hvor vinteren trækker ud og jeg længes efter lysere dage og varme kroppe.