Louise Amalie – Nyeste skud på stammen

Spændende bøger er der nok. Derfor har Litteraturhuset.dk allieret sig med Louise Amalie Juul, som bliver en del af vores faste anmelderteam. Juhu og begejstret fanfare herfra! For Louise Amalie er super sej, udmærker sig i at læse en masse (og skrive selv), og så har hun meget at byde på (bl.a. mange spændende personlige fortællinger). Jeg har bedt Louise Amalie om at fortælle lidt om sig selv. Tag godt imod hende:

Foto: Stine Tidsvilde.

Jeg er glad for at være med i hulen! 

Jeg er en syvogtyveårig forfattertype med runde briller og flagrende gevandter. Fagligt har jeg baggrund fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Engelsholm Højskole for kunst og musik og Københavns universitet. Tekster, bøger og ord har altid fyldt det meste af min verden, og jeg elsker at lade mig drage og forsvinde ind i fortællinger. Få ting er bedre end duften af ny bog, og er det mit eget eksemplar kan jeg godt finde på skamløst at sætte æselører ved vigtige passager og ting der skal huskes.

For tiden er jeg særligt optaget af Christina Hesselholdts og Sara Stridsbergs forfatterskaber. De fangede mig begge første gang med autofiktionen, som jeg selv arbejder med, når jeg ikke læser andres vidunderlige værker. Jeg tror, det er når man er i gang med at skrive en bog, at det for alvor går op for een, hvor fantastisk meget arbejde der ligger i at skrive skønlitteratur. Det har jeg en enorm respekt for.  

Anmeldelser går jeg til med en blanding af faglighed og intuition. Jeg er fokuseret på det aftryk, bogen sætter i mig, og de ting, den får mig til at tænke og føle. Bøger må gerne efterlade mig med en knude i maven, tomhed eller tårer i øjenkrogen. Jeg elsker leg med formater og brud på regler. Og så falder jeg for godt sprog og finurligheder, der er gjort ordentligt.

Jeg sætter pris på at være kommet med i anmelderteamet, og glæder mig til at bidrage med anmeldelser fremover! 

Læs mere om resten af vores hold her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.