Hvordan starter man et indlæg, når det er hele 6 måneder siden man sidst skrev et? Det ved jeg ikke. Så nu får I det bare sådan her. Ufiltreret og ærligt.
Der har været stille her hos Litteraturhuset. Alt for stille. Bagom har der været den ene rasende storm efter den anden. I maj fødtes Litteraturhusets første mini bogorm. Som de fleste nygbagte forældre ved, særligt førstegangs, så bliver man ofte blæst omkuld af sådan en omgang. Det tog tid at finde fodfæstet i den nye rolle, lære den lille mus at kende og generelt blive tryg ved det hele. Det er gået rigtig godt og mini bogormen er jo slet ikke så mini mere, men vokser foran øjnene på mig og kan snart kravle. Jeg er måske nok en smule biased, men hånden på hjertet – hun er ikke mindre end vidunderlig!
Har det virkelig taget et halvt år, at nå dertil, spørger du måske? Det gør det faktisk for rigtig mange, og det er helt okay. Det gik lidt hurtigere her, men årsagen til at der alligevel var stille fra min side af, er at den ene ulykke har ramt den anden i min familie. Uden at gå i detaljer, har der været 5 begravelser siden august – still counting. Det er ekstremt, råt og ikke til at forstå. Jeg har mistet vigtige og højtelskede mennesker. Døden ånder mig i nakken. Folk dør mens livet fortsætter. Det tager tid at acceptere den kendsgerning.
Jeg har ikke så meget andet at dele for nu, udover at jeg regner med at være tilbage. Og jeg er ikke alene. Det må I læse mere om i én af de kommende indlæg.
Husk at man altid er velkommen til at følge med på Instagram (@Litteraturhusetdk), hvor jeg løbende har delt både læseoplevelser og lidt fra privatlivet.
Hvilke indlæg kunne I tænke jer i fremtiden? Jeg ser frem til at skrive indlæg igen.