Glædelig jul fra Litteraturhuset! Jeg håber alle har haft nogle dejlige juledage fyldt med kærlighed og godt selskab.
For mange handler julen om langsomme timer med god julemad, familiehygge, gaver og hvad der ellers hører til af traditioner i de individuelle hjem. Men der er også mange derude, hvor blot julen er endnu en påmindelse om familiebrud, ensomhed og en understregning af en umiddelbart håbløs situation. På baggrund af dette, sidder der folk derude, som ikke er glad for julen. Som synes at enhver nisse og musikstykke med klokker er irriterende og som vil have julefrokoster og gaveudvekslinger hurtigst overstået. For dem kan det være en trøst at begrave sig i velskrevede bøger, som får julen til at glide forbi. I bøgerne er der mulighed for at forsvinde væk i fortællinger, som er så grandiose og betydningsfulde, at man for en stund kan glemme sine egne udfordringer.
Lad denne jul blive endnu varmere, lad krammene vare endnu længere tid og lad det menneskelige overskud blive endnu større. Kærlighed avler kærlighed.