Så blev det endelig december igen! Her i Litteraturhuset er vi meget begejstret for december måned, for december forbinder vi med hygge, samvær og dejlige traditioner. I anledning af første december har vi forskellige godter til vores læsere. Udover en konkurrence, som I kan finde nederst i indlægget, så vil vi afsløre hvad I ellers kan forvente af os i december måned.
December måned byder på boganbefalinger og julekonkurrencer
I kan snart se frem til en boganmeldelse fra Fanny igen. Fanny har læst og boganmeldt digtsamlingen Skambidt af Cecilie Sund Kristensen (Forlag: Emeritus). Digte er ikke noget Fanny tidligere rigtig har gjort sig i, så jeg er personligt spændt på hendes oplevelse af Skambidt. Digtsamlingen beskrives som …“En rejse igennem kroppen. En vandring igennem frygt og grænser og en hyldest til den frie seksualitet og det vanvid, der kan opstå mellem mennesker, der tænker i kaos.”
Derudover vil jeg anmelde Bevægende Møder – En psykoterapeuts erindringer af forfatter og psykoterapeut Irvin D. Yalom (Forlag: Hans Reitzels Forlag). Yalom kan man ikke komme uden om, hvis man er interesseret i psykoterapi. I Bevægende Møder tager vi på rejse med Yalom helt fra hans spæde start, gennem hans særlige opvækst og hans tid med at stifte familie og gøre karriere. Yalom har gennem årene berørt mange mennesker og haft stor betydning for psykoterapien, så det har været en bog jeg har set særlig frem til at læse og anmelde.
Litteraturhusets litterat og kvinden jeg samtidig faciliterer Litterære Terapisaloner med, Cecilie, vil komme med et indlæg med boganbefalinger. Om du vil bruge anbefalingerne som julegaveinspiration eller til selvforkælelse kan du selv bestemme. Men når først Cecilie kommer med anbefalinger er de værd at lytte til.
Sidst, men ikke mindst, kan i forvente et par julekonkurrencer. I løbet af december måned vil man kunne vinde bøger, men man kan også vinde nødvendigt tilbehør til ens hyggelæsning. Hvad jeg præcis mener med det, må I vente med at se til selve konkurrencerne. Konkurrencerne vil desuden primært foregå på vores instagram, så følg endelig med derinde.
Litterære Terapisaloner
I november fik Cecilie og jeg afrundet og sendt Litterære Terapisaloner Kvindeliv – vol. 2. ud i verden. Gruppedeltagerne har været helt fantastisk modige og nærværende, og vi er så taknemmelige for deres personlige bidrag og støtten af hinanden indbyrdes. Forskellen fra første gruppe har bl.a. været at vi denne gang inviterede kvinder uden et aldersloft. Kvinder 25+ har været en del af gruppen, og vi fik sammensat en godt varieret fordeling, hvor aldersspændet var 27-52 år. Vi er meget glade for, at vi formår at tiltrække kvinder i alle aldre, hvilket sjældent er tilfældet med almindelige læsegrupper, vis publikum oftest udelukkende er pensionerede kvinder. Det har givet noget helt særligt, at vi har haft kvinder så forskellige steder i sit liv. Alene bevidstheden om, at vi sammen har kunne skabe et trygt rum med stor søstersolidaritet på tværs af alder, har selv deltagerne været meget rørte over. “For hver aften jeg er her, føler jeg der bliver mere plads til mig ude i verden”, sagde en deltager så fint. Læs desuden flere udtalelser fra tidligere deltagere her.
Med vol. 2 har vi også skiftet lokation til dejligste Den Grønne Dal, som ligger i krydsfeltet mellem Vanløse, Nordvest og Frederiksberg. Den Grønne Dal emmer af hygge og selvomsorg og deltagerne har været meget begejstret for indretningen og de muligheder stedet giver.
Vi har nu åbent for tilmelding til Litterære Terapisaloner vol. 3, som igen vil have Kvindeliv som omdrejningspunkt. Vi glæder os til igen at sammensætte en varm og inspirerende kvindegruppe, som vil blive en del af hinandens liv over 8 aftener. Læs mere her og se hvordan du tilmelder dig. Vi har tilmeldingsfrist d. 15. december. De første stykker har tilmeldt sig – så vent endelig ikke.
Sustain Yearly – Konkurrence
Som lovet kommer første julekonkurrence i dette indlæg, hvor man både kan deltage på vores instagram og her på indlægget.
I samarbejde med Sustain Daily, udlodder jeg to Sustain Yearly magasiner – et årsmagasin og et julemagasin. Det her er et af tidens vigtigste og grønneste blade – Sustain Daily skriver bredt om bæredygtighed, og giver både viden og inspiration. Et af deres værdigrundlag er handlekraft. Med det mener de, at de ønsker at inspirere til at ændre vaner og at de hylder dem der allerede er i gang med gode initiativer og ændringer.
Jeg har været så heldig at få et eksemplar af deres julemagasin, og jeg kan afsløre at vinderen har noget at se frem til. Magasinet er enormt gennemført, velskrevet, smukt og bærer ikke præg af løftede pegefingre eller dommedagstrusler. På elegant og positiv vis inspirerer de med smukke og simple måder til at ændre julevaner i en mere bæredygtig retning. Uden du skal gå på kompromis med hyggen. Det er et hyggeligt blad, som i kontrast til andre blade, ikke opfordrer til overforbrug og som indirekte fortæller dig, at du allerede er outdated ved ikke at have den nyeste måde eller bære den nyeste sminke. Det her er et sundt blad, for både vores miljø og sind. Det kan man bl.a. se ved deres artikler under sektionen Mindfulness, hvor man inspireres til et nej til juleræs og ja til julefred.
For at deltage i konkurrencen om de to magasiner fra Sustain Daily, skal du skrive en kommentar med, hvilken ting du gør, eller vil gøre fra i år, for at gøre julen mere grøn. Det kan være en lille, eller stor ting. Mange bække små, gør en stor å. Få et ekstra lod i puljen ved at deltage på vores instagramprofil @litteraturhusetdk.
Jeg trækker en vinder søndag d. 9. december.
Alle i Danmark kan deltage.
Jeg håber, at I får en dejlig første december.
Jeg har afmeldt alle tilbudsaviser, fylder alle bilens pladser når vi tager på julebesøg og genbruger stof, kasser, aviser osv. til indpakning
Jeg spiser vegetarisk/vegansk hele året og deltager derfor ikke i julens kødorgie. Derudover vil jeg som sidste år give oplevelsesgaver – de falder i overraskende god jord. Og så vil jeg pakke gaver ind i genbrugspapir
Gaver pakkes ind i genbrugsting (tøj, aviser og sådan).
Desuden spiser vi slet ikke kød – de tæller også lidt 🙂