En ny genre har åbenbaret sig for mig. Ikke fordi jeg ikke har kendt den før – jeg er glad for Blade Runner, Matrix og V for Vendetta, jeg har købt Philip K. Dicks noveller til min kæreste og jeg snakker ofte om fremtidsscenarier med venner, hvis i ikke passer bedre på hinanden og vores jord. Men jeg har vidst aldrig rigtig læst noget af den dystopiske genre selv. Det er egentligt lidt pudsigt, hvordan min interesse for dystopiske bøger startede..
Forleden dag, da jeg gik ned ad Vesterbrogade på vej til arbejde, tænkte jeg på alle mine klienter. For folk som ikke har klienter, kan det måske være svært at sætte sig helt ind i, hvor forskellige vi mennesker er, samtidig med at vi alligevel er så ens. Og hvor meget vi i sidste ende alle bare ønsker at blive set, hørt og elsket. Det virker måske elementært og selvsagt. Man behøver ikke være psykolog, for at forestille sig det. Men sådan rigtig at få det ind under huden og føle det, der tror jeg det er en hjælp at arbejde intenst med menneskers hudløse ærlighed og åbenhed.
Ofte tænker jeg, at det er denne manglende forståelse for hvor ens vi egentligt alle er, er den som kan muliggøre ignorance, racisme, fordomsfuldhed og en masse andre ting, som vores verden kunne være foruden. Ud fra det udsprang en idé om at dele mine erfaringer, men selvfølgelig med respekt for mine klienter og den tavshedspligt jeg er pålagt som psykolog. I mit hovede begyndte det at spire med fantastiske fortællinger, hvor mine klienters metaforer og følelser, blev til fysiske manifestationer. Pludselig blev den unge kvinde med ondt i sindet, som havde svært ved at finde årsagen til sine triste følelser, en kvinde som havde en lille udgave af sig selv, med på slæb. Metaforen “elefanten i rummet” gør sig gældende her, for kvinden holdte fast i, at der ingen lille pige var, og at vi bare skulle snakke videre og at det desuden var både svært og frustrerende at forstå de her følelsers ophav – alt imens kvinden smækkede døren i hovedet på pigen, satte sig på hende for at kvæle hendes stemme og gjorde alt for ikke at give hende plads. En anden klient var enormt gennemsigtig. Og her mener jeg ikke i overført betydning. Nej, jeg kunne se direkte igennem ham (igen, ikke i overført betydning). Min hånd faldt igennem hans da vi skulle hilse på hinanden og hans forståelse og følelse af sig selv, var også meget gennemsigtig. Blottet for indhold og ord. En tredje klient havde tankemylder. Det var faktisk ganske udfordrende at være i rum med ham. Det myldrede med forvirrede myrere ud af hovedet på ham, som havde mistet både følehorn og sin evne til at udskille feromoner. Det vil sige, at hele deres kommunikationsapparatet var brudt sammen.
Udover at disse individers historier, sind og følelser pludselig manifesterede sig fysisk, så foregik det også i en dystopisk verden. Noget med, at vi efterhånden havde ødelagt det meste af vores ozonlag, hvorfor verden var et kæmrpe virvar af farlige ultraviolette stråler, som dræbte og ødelagde i tide og utide, overlevelsestilstand og kaos. Og noget med, at vi bl.a. handlede med vores urin som en fødevarer, i ønsket om at overleve…
… Ovenstående mundede ud i, at jeg nu sidder med “Den Danske Borgerkrig” af Kaspar Colling Nielsen, George Orwell’s “1984” samt William Gibsons Sprawl trilogi. Jeg vender stærkt tilbage med boganmeldelser.