… Det er jo bare fiktion?


“Jeg læser ikke bøger. Jeg er nok lidt overfladisk på det punkt”, sagde hun henkastet og slog en latter op. “… overfladisk?”, spurgte jeg forsigtigt med et prøvende smil, lige dele overrasket og forarget over, at nogen ville kalde sig selv det ord. “Ja altså.. Det hele er jo opfundet. Det er jo bare fiktion”.

Sådan lød det forleden, da jeg gik en tur i skoven med en bekendt. Brudstykket fra vores samtale, har sat sig fast i mig for den prikker til en forståelse, jeg altid har haft. Siden jeg var lille har jeg været draget af skønlitteratur og altid drømt, at det var virkelighed. I mine pre-teenageår lånte jeg bog efter bog med heksefortællinger, fordi jeg var så fascineret af den urkraft kvinder besidder. Derefter ledsagede Harry Potter mig en række år af mit liv. Jeg tænkte ofte; “… hvad nu hvis”, samtidig med jeg drømte om min Hogwarts invitation.

I dag er jeg 27, men følelsen holder stadig ved. Måske bare på en lidt anden måde.

Alene det at fiktion er skrevet af et levende og tænkende menneske, gør det virkeligt for mig. Et menneske fyldt med minder, erfaringer, drømme, skuffelser mm. danner ikke sine historier fra bar bund. Fra ingenting. Tabula rasa. Forfatteren har derimod en historie og forståelse af situationer og relationer, som det bringer i spil, så snart det sætter sin pen på papiret. Hvilke og hvor tykke filtre der er mellem forfatteren og det skrevne, kan så variere. Nogle gange kan man se forbindelsen helt tydeligt, bare man kender lidt til fx forfatterens baggrund. Andre gange er forbindelsen ikke til at se, selv ikke for forfatteren selv. Det vil jeg prøve at eksemplificere i følgende.

Forfatteren bag Harry Potter bøgerne, J. K. Rowling, er et godt eksempel herpå. I en biografi fortæller hun, hvordan væsenerne ‘ Dementorer’, udspringer fra hendes depressive periode. Rowling benyttede altså sin personlige erfaring med depression til at skabe et af de mest grufulde væsener i det magiske univers. Dementorer beskrives således i hendes bøger, som måske kan give genklang hos folk der kender til depression:

Dementors are among the foulest creatures that walk this earth. They infest the darkest, filthiest places, they glory in decay and despair, they drain peace, hope, and happiness out of the air around them. Even Muggles feel their presence, though they can’t see them. Get too near a Dementor and every good feeling, every happy memory will be sucked out of you. If it can, the Dementor will feed on you long enough to reduce you to something like itself — soulless and evil. You’ll be left with nothing but the worst experiences of your life” (Rowling, 1999:140).

Selv bøger, som kan virke meget fjerne fra vores virkelighed, er stadig, på en eller anden måde, en afspejling af forfatteren bag. Philip K. Dick skrev spændende science-fiction. Med hans skøre verdener, kan man fristes til at tænke, at han opfandt det og var meget fantasifuld. Det er dog ingen hemmelighed, at Dick adresserede sine erfaringer med stofmisbrug, paranoia og transcendente oplevelser, gennem sine noveller og romaner.

Den russiske forfatter Dostojevskij afsonede en fængselsdom i Sibirien, og i en brevudveksling med sin bror beretter han, at han blev betaget af de kriminelle skæbner, som han her mødte. Hans fængselsoplevelser og betagelsen af kriminelle findes afspejlet i værkerne Brødrene Karamazov, Forbrydelse og Straf og Det Døde Hus. Herudover kæmpede Dostojevskij med ludomani, hvilket er omdrejningspunktet i romanen Spilleren. Og desuden havde han epilepsi, hvilket karakterer i Idioten, De Besatte og De undertrykte og forudrettede m.fl., også har.

Det er ikke altid, at vi hører om, eller forstår, forbindelsen mellem det skrevne og forfatteren bag. Dels fordi forfatteren ikke nødvendigvis ønsker at afsløre det. De fleste koblinger man laver mellem store forfatteres liv og deres skønlitterære tekster, er sjældent noget de selv har afsløret. Man har oftest fundet ud af det gennem et større undersøgelsesarbejde af brevudvekslinger, dagbøger etc. Dels fordi det ikke altid er til at se forbindelsen så tydeligt, som i de førnævnte eksempler. Det giver sig selv, at ikke alt en forfatter skriver, er noget forfatteren selv har prøvet, sagt eller set. Nogle gange kan det skrevne føles som fantasi/fiktion, men som jeg vil mene stadig er en kombinationen af netop den bagage den pågældende forfatter har. Det kan fx være en kombinationen af drømme, noget læst, andres historier mm.. Det er måske ting, man ikke helt kan fremkalde i sin hukommelse, særligt fordi man jo ikke selv har oplevet det, men som stadig ligger der et sted. Når fiktionen udspringer fra disse steder, kan det selv for forfatteren være svært at spore forbindelsen. Men den er der. Og det er en af grundene til, at jeg ikke skarpt skelner mellem dokumentargenren og fiktion, som man ellers gør normalt. Og det er også én af grundene til, at jeg synes skønlitteratur er så spændende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *