BOGANMELDELSE: “Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” (2017) af Tove Ditlevsen (Udvalgt af Olga ravn)

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø af Tove Ditlevsen (Digte i udvalg ved Olga Ravn), 2017. 149 sider. Forlag: Gyldendal. Tak til forlaget for anmeldereksemplaret.

 

2017 var et år i Tove Ditlevsens tegn. Kvinden ville være fyldt 100 år, og landet blev i den særlige anledning ramt af “Tove-feber”. Aviser, bogbloggere, teatergenudgivelser, litteraturgenudgivelser og fejringer kom på banen, og midt i alt postyret blev “Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø” udgivet. 73 af Toves digte i blåt omfavn og udvalgt af Olga Ravn og Gyldendal.

Mit eget forhold til Tove Ditlevsen er endnu sparsomt, men dybt. Udover jeg sandsynligvis har læst nogle af hendes digte i danskundervisningen, læste jeg “Gift” i Paris for 3 år siden. Denne forpinte, og samtidig stærke, kvinde dragede mig og derfor var forventningerne høje.

Forpintheden følger kun med i Toves digte, og både som privatperson og psykolog, er det med det samme, at mine alarmklokker ringer. Tove er forpint, problematisk, problemsøgende, men er det samtidig bevidst. Det er ingen hemmelighed, at Tove har gået på en vej i livet, fyldt med torne og mørke huller. Jeg får lyst til at sige, at digtene står i kontrast til normen med sine destruktive historier, og så alligevel ikke. For dét Tove kan er at skildre det barske, det ensomme og melankolien på en hudløs ærlig og nøgtern måde, og stå ved den. De svære følelser og oplevelser, som mange af os har oplevet og forsøger at glemme, bringer hun frem i lyset. Dét i sig selv er en befrielse og en stor grund til at læse Ditlevsen.

De udvalgte digte er skrevet fra 1939 til 1976 og spænder bredt i tematikker. Nogle af digtene afklædte og ramte mig, mens andre ikke sagde mig noget.

“Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø

hun er ikke længere mig, og jeg ikke hende,

men hun stirrer på mig fra spejlet, i øjnenes sø,

som søger hun noget, hun ikke mere kan finde.”

Jeg ville gerne invitere Tove ind i vores samtid, hvor kønsroller er til diskussion, kvinderne igen råber højt (omend på nye måder), og hvor der er flere muligheder for kvinder. Ville Tove trives bedre i nutidens samfund? Jeg tror det næsten ikke, for hendes kvaler lå ikke kun i at være træt af hushold, gentagelse og kvinders evige og utaknemmelige arbejde, men også i søgen efter kærlighed og forbundethed. Så lige så meget som Toves skriverier er et opråb fra arbejdersamfundet, om den kvindelige kunstners vilkår i det 20.århundrede, er den bestemt også en skildring af noget af det mest universelle blandt os mennesker, uanset alder, klasse og køn – det brændende ønske om at høre til, og de mange måder forsøget fejler på.

Mod blidhed længes jeg. Mod stille ord,

hvoraf en varig tryghed sagte gror.

Jeg længes mod et hjertes trofasthed,

hvis høje flamme aldrig brænder ned.

Men jeg er ikke blid. Og stille ord

kan ikke trives i mit hårde spor.

Mit hjerte spotter den, der er mig tro.

Jeg ynker kun den sjæl, som faldt til ro.

I slutningen af bogen har Olga Ravn skrevet et efterord, hvori hun beskriver sit syn på Ditlevsen og hendes forfatterskab. Og omend jeg har mine forbehold for at teoretisere et komplekst væsens kunst, hører det hjemme i en genudgivelse og en fejring af én af Danmarks største litterære stemmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *