Dam af Clarie-Louise Bennett

BOGANMELDELSE: “Dam” af Claire-Louise Bennett (2015)

Dam af Claire-Louise Bennett, 2015. På dansk 2018. 196 sider. Forlag: Turbine. Anmeldereksemplar modtaget af forlaget –tak!

Bedømmelse: 

I debutromanen af den britiske forfatter Claire-Louise Bennett bliver det hverdagsnære og trivielle på én gang sanseligt og poetisk. I langsomt tempo udfolder Bennett en stille eksistens, som har valgt ensomheden frem for tosomheden og frem for mængden. En kvinde, der i stedet for handling først og fremmest responderer på atmosfæren omkring sig og herfra henter de ofte ubeskrevne oplevelser fra sindets tankestrøm. 

”Åh, tomatpuré! Når jeg endelig kommer i tanke om dig, er du oversvømmende, frisk og i udbrud. Men når jeg åbner døren og rækker ud efter dig, fanger det kølige lys dig, og du fremstår sammensunken, kold og – til trods for at du er langt inden for din udløbsdato – med så hårdt brug for hjælp.”

Dam er svær at kategorisere, hvilket er en essentiel del af dens formåen. De 20 historier er alle tæt forbundne, men er ikke historier i traditionel forstand. De er hverken noveller, breve, digte eller dagbogsudsnit, men derimod en form for improvisationer af dem alle. En række degressive meditationer fortalt af en kvindelig jeg-fortæller, som forbliver unavngivet. Kvinden bor tilsyneladende alene i en hytte ved Irlands vestkyst. Hun har forladt den akademiske verden og arvævet fra ødelagte kærlighedsforhold trækker i huden med jævne mellemrum. Herudover er det sparsomt, hvad vi får fortalt om kvindens liv, der nærmest virker som en sidebemærkning til værkets handling.

Men hvad er bogens handling? Med en særpræget stemme, der giver associationer til Virginia Woolfs indre monologer, demonstrerer Bennett, hvordan sindets konstante bevægelse kan dramatiseres til en handling i sig selv.

”Himlen er ikke sort endnu, så månen er enerådende på en måde, den ikke så ofte er – men det virker nærmest, som om den er ramt af sceneskræk. Ja, det er, som om tæppet lige er gået op for den! Og den hænger så lavt, at det føles helt naturligt og ligetil at give den ængstelige måne et skulderklap.”

Som læser flyttes du langsomt fra den generte måne til en mailudveksling af seksuelle fantasier og derefter pludseligt videre til havrekiks og en kærlighed til det tyske sprog. Hvor end flyvsk denne sammensætning lyder, så er det netop fortællerstilen, der skaber en naturlig overgang mellem de forskellige historier. Som én bølge af tanker, erfaringer og minder, der i skiftende tempo skyller i land uden nogen åbenlys kurs.

Gennem værket sætter den kvindelige fortæller spørgsmål ved, hvorfor hun tænker som hun gør, og ikke mindst, hvorfor hun indvier læseren i lige præcis de tanker. Dette har effekten, at du som læser opfordres til at overveje, hvornår de tanker vi gør os er uvæsentlige og ligegyldige, men stadig har sin ret. Også selvom de så omhandler vejskilte, mandelflager og kærlighed eller hvorvidt ens hoved kan presses ind i en Belling ovn.

En insisteren på, at vi egentligt går rundt og mangler en betydningsfuld del af vores liv, nemlig voksenlivets melankoli.

”De store ændringer var faktisk helt uinteressante i mine øjne; det var de små ting, der forblev konstante, som tiltrak mig. For eksempel har næsten alle de sten, mit hus er bygget af, samme størrelse og form. ”

Dam bliver en lyrisk, jordnær og uhøjtidelig øjenåbner af alle de mange hverdagsoplevelser som normalt forbliver ubeskrevet og ufortalt. Et både stille og levende værk af en nytænkende stemme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.