Bogblogger-arrangement marts 2017


I søndags var jeg til mit første bogbloggerarrangement, hvilket var en særlig oplevelse. Jeg kan afsløre, at bogbloggere kommer i mange forskellige størrelser og former. Den yngste var 13 år og den ældste var 71, nogen var kommet hele vejen fra Jylland, mens andre boede et metrostop væk derfra. Samlet var vi over 40 bogbloggere. Det var hyggeligt endelig at få hilst på nogen af dem, heriblandt søde Louise fra TheSecretLifeOfABookCollector. Hende skal jeg uden tvivl få set mere til fremover.

Det hele foregik på Københavns Hovedbibliotek og blev arrangeret af de tre damer bag bloggen Mellem linjerne samt litteraturfestivalen KBH Læser. De, og alle sponsorerne, fortjener et stort tak. Når man sidder til sådan et arrangement, og alt bare spiller, så kan man få en følelse af, at det er let som en leg at lave sådan en begivenhed. Af egen erfaring ved jeg dog, at det slet ikke er sådan. Det kræver meget planlægning, kommunikation og koordinering. Og mange ting går ikke lige som ønsket. Der ligger mange timers arbejde bag, og man kunne snildt mærke, at der var blevet arbejdet hårdt for at denne dag skulle lykkes. Tak for det!

Temaet var krimi, og udover at vi fik foræret fire krimier hver, var der fire krimiforfattere på scenen. Thomas Clemen, Jacob Weinreich, Julie Hastrup og Lotte Petri delte deres oplevelser som krimiforfattere. Vi fik fortalt om alt fra deres opvækst til researcharbejde og selve skriveprocessen. Vidste i for eksempel at Lotte Petri er vokset op på en underafdeling af Psykiatrisk Center Sct. Hans, eftersom hendes far arbejdede der? Hun blev ofte passet af patienterne, da hendes far mente det var godt for deres rekonvalescens. Pludselig var det ikke nær så svært at forestille sig, hvor Lotte Petri får sine krimiideer fra. Omend jeg ikke selv læser krimier, var det berigende at høre disse forfatteres personlige fortællinger.

Derudover var pressechef Camilla Høy fra Politikens Forlag, Rikke Andrup fra forlaget Drømmefangeren, to bogbloggere samt festivalleder for KBH Læser, Niels Offenberg på scenen, som fortalte om alt fra forlagsarbejde til fremtiden for bogbloggere.

Alt i alt, et rigtig fint arrangement.

2 tanker om “Bogblogger-arrangement marts 2017”

  1. Helt enig! Selv om temaet “krimi” måske ikke lige var os, så var der stadig spændende at hører om forfatternes arbejde. Og derudover var det så hyggeligt at møde andre bloggere, og især dig. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *