Bogbloggerarrangement – kvindeliv. 2 Juli 2017

I søndags gik det løs – 4 måneders hårdt arbejde bestående af en masse mailkorrespondancer, møder, afhentning af 20kg+ kasser med bøger, latter og begejstring, fik Louise og jeg omsider afholdt Bogbloggerarrangementet – Kvindeliv 2017. Det er altid noget særligt at have arbejdet intenst og længe på noget, for derefter at se resultatet udspille sig. Omend vi selv efter flere forsøg ikke kunne ramme, kan jeg fortælle, at vi i slutningen af arrangementet high-fivede. For hold op hvor var det skønt og spændende. Og hvor virkede det til at folk hyggede sig. Lige som vi havde håbet.

Vi var begge meget spændte timerne op til, da det gik op for os, at alt det vi havde sat i gang, forpligtede. Nu skulle vi “rigtig” præstere, ved at tage imod, tale over for folk vi ikke havde mødt før og dirigere hele showet. Noget jeg personligt ikke gad ligge for meget tankeværk i, med en tidligere historik bestående af voldsom præstationsangst (Så er det godt man er psykolog og kan hjælpe sig selv, oh yes).

Dagen begyndte med at vi hentede 40 lækre franske makroner hos La Glace, og begyndte at stille møbler op hos Paludan Bogcafé. Cafeen havde som aftalt reserveret den hyggeligste del af 1. etage til os. Her var vi omgivet af bøger fra gulv til loft, tunge bordeauxfarvede gardiner, gamle malerier i guldrammer og fine lysekroner. For os var omgivelserne enormt vigtige, da vi mener, at det giver meget til stemningen. Og her passede Paludans rustikke og varme bogatmosfære helt perfekt!

Vi startede dagen ud med at skyde en konkurrence i gang i samarbejde med forlaget Modtryk. De 5 der kunne tage de mest kreative billeder med bogen “Et Barn At Føde” af Kristina Sandberg, ville vinde et eksemplar hver. Da dette var blevet annonceret, blev det oplægsholdernes tur.

Oplægsholderne fik lov til at stå i midten af lokalet, så det blev mindre forelæsningspræget og mere samlet. Ønsket var også at undgå en “jer på bagerste række. Kan i overhovedet høre?“-række. Første oplægsholder var Sune De Souza Schmidt-Madsen, redaktionschef hos Lindhardt & Ringhof. Med sig havde han en række bøger, skrevet af kvindelige forfatter, som han fortalte om. Herudover kom vi vidt omkring med Sune. Han fortalte for eksempel om nogle af sine personlige oplevelser gennem tiden i branchen, kvindelige forfatteres rolle i litteraturen, den måde hvorpå udlandet forholder sig til kvindelige forfattere vs Danmark og en masse andet spændende. Der var ikke mange mobiler fremme under oplægget!

Efter en pause kom forfatterne Karen Strandbygaard (som havde fødselsdag og kom hele vejen fra Jylland! Stærkt!) samt Agnete Friis fra forlaget People’sPress på. De fortalte om og læste op af sine udgivelser, Sommeren med Ellen samt Se ikke væk, og fortalte om de kvindelige hovedpersoner i bøgerne. Frygten for at fejle som mor, og den altomsluttende perfektionisme vi har i vores samfund i dag, diskuterede vi lystigt og fik inddraget både sociale medier, personlige fortællinger og meget mere. Deltagerne ved det ikke, men den flotte dame med blondt hår ved min side, som var på kort visit under Agnete og Karens debat, var Lene Steinbeck – PR Manager for People’sPress. Skøn og hjælpsom person, som lige kom forbi og hentede inspiration til et bogbloggerarrangement, som de pønser på i fremtiden (uhhh).

Efter en masse spændende insiderviden, debatter og tanker, var det tid til at lege! Louise og jeg havde planlagt pakkeleg med en masse sponsorater fra gavmilde forlag og bogrelaterede virksomheder. Selvom vi selv havde leget pakkenisser nogle dage forinden, blev vi overrasket over, hvor mange pakker der egentligt var, da vi hev det hele frem fra depotet. Da startskuddet lød, blev der med høj energi og ivrighed stjålet og givet pakker (ja, det var ikke kun den grådige 6’er der var med i spil. En gavmild 1’er, som resulterede i, at man skulle give en pakke væk til en anden deltager, var skam også med. Ikke til alles glæde dog ;)). Det var en fornøjelse at se folk hygge sig, grine og komme hinanden ved.

Da folk havde åbnet sine pakker, byttet lidt frem og tilbage, sænkede roen sig igen. Over sandwich kunne vi fordøje dagens indtryk og få snakket de sidste snakke. Herefter dryssede folk så småt ud i verden igen. Nogen med toget til Odense, andre på cyklen til Valby, men alle hjem igen foran vores alles fælles interesse – bøgerne.

I takt med at bogbloggerne skriver om deres oplevelse af dagen, vil links til indlæggene blive tilføjet herunder (Bogblogger: Hvis dit link ikke står her, så skriv det endelig til mig i kommentarfeltet). Jeg glæder mig til at se jer skønne mennesker en anden god gang.

TheSecretLifeOfABookCollectorBookWormsclosetLiteraryliningsJulieTheBookCatLivetIDukkethusetPaper QuestsJanni From The blogMellem LinjerneBook Me Up, ScottyBuch’s Books

 

Derudover: Et kæmpe tak skal lyde til alle de forlag og virksomheder som sponserede til denne dag. I har været så utroligt gavmilde og hjælpsomme. Da jeg fortalte det til deltagerne under slutningen af arrangementet, grinede alle, fordi jeg vidst kom til at kigge op mod himlen og prise jer som guder. Det afspejler virkelig den taknemmelighed jeg føler 🙂 Udover de mange pakker til pakkeleg, fik deltagerne hver 2 goodiebags fyldt til randen med bøger, smukke kalendre, økologisk the og andre bogrelaterede godter. Det er sjældent man ser folk smile over at skulle bære på så meget. Tak!

Café Paludan (Særligt Søren Weikop!) CulturePlus.dk, PLUSbog.dk, Karen Wolf, Fredsted, tebox, La Glace, Arnold Busck, Tante T, Politikens Boghal, Forlaget Brændpunkt og forfatteren Anne Cathrine Bomann , People’sPress, Gads Forlag, Aarhus Universitetsforlag, Forlaget HarperCollinsNordic, Forlaget Modtryk, C&K Forlag, Turbine Forlaget, Forlaget Arvids, FADL Forlag og Lindhardt & Ringhof.

Et personligt tak til min dejlige veninde Lotte Jarlnæs, som agerede fotograf på dagen. Du er en stjerne. Og ikke mindst til min book partner in crime, min medarrangør – Louise / TheSecretBookColletor. Det aflåste depot, samt dig og mig, vil for evigt være i mine minder! 🙂

 

11 tanker om “Bogbloggerarrangement – kvindeliv. 2 Juli 2017”

  1. Pingback: Bogbloggerarrangement – kvindeliv 2017 #2 – The Secret Life of a Book Collector

  2. Pingback: Litteraturhuset fylder 1 år - Hvad er planerne nu? Litterære terapisaloner!

  3. Hvor er det bare godt skrevet!
    Nu tænker jeg helt, om mit skal skrives om 😀 haha. Men de skal jo ikke ende med at være 100% ens, da vi jo blogger forskelligt. Men godt er det virkeligt!

  4. Det var er superfedt arrangement, og I gjorde det så godt. Desuden fornemmede jeg ingen præstationsangst!

    Tusind tak for den tid I har lagt i det 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.