Wild af Cheryl Strayed, 2012. Dansk udgave, 2016. Sidetal: 357. Forlag: C&K Forlag. Bedømmelse: 
Tryg tilbage i Danmark, er jeg nu klar til at boganmelde Wild. Jeg var ude og vandre i de norske fjelde, og fandt det passende at tage netop denne bog med mig. Den blev læst efter vores lange vandredage, afsluttet med tiltrængt middag over blus, hvor vi var klar til at lade op til næste dags vandring. Med pandelampen på, mens min kæreste og jeg puttede os i soveposerne i teltet, læste vi på skift bogen. Vi var bare os to afsted, og heldigvis var min kæreste med på at dele denne læseoplevelse med mig, påtrods af, at han havde sit eget læsestof med.
Omend Wild ligesom Ind I Wildmarken er endnu en rejseroman, så adskiller den sig på mange punkter. Wild er en selvbiografisk fortælling skrevet af Cheryl Strayed – En ung kvinde, som beslutter sig for at tage på vandretur. En smule uforberedt og uden den store erfaring, kaster hun sig ud i Stillehavsruten, en rute på godt 1800km. Ruten som fører sine besøgere ind i alt fra alarmerende tør ørken til iskolde sneklædte bjerge, og udover overdådig natur, klapperslanger og andre vandrere, støder vi gennem fortællingen også på Cheryls tidligere liv. Fra hun er helt lille og bor sammen med sin voldelige far, til hun flytter ud i et primitivt hus med sine søskende, mor og bonusfar og lærer alle omkringliggende sten og træer at kende, til hun er i den hårde situation, hvor hun står ansigt til ansigt med døden og den sorg og blandede følelser det efterlader at miste. Hun mister sin mor, hun mister sit ægteskab og begynder så småt at miste sig selv, når hun indleder et heroinmisbrug. Cheryl kæmper sig gennem livet og selv på sin spændende og selvvalgte vandrertur, har hun oddsene imod sig. Det er hun klar over, og hendes styrke ligger i hendes stædighed og indsigt i at udfordre dette.
“At have Tom og Doug i nærheden om natten betød, at jeg ikke var nødt til at sige Jeg er ikke bange til mig selv, hver gang jeg hørte en kvist knække ude i mørket, eller blæsten ruskede voldsomt og faretruende i teltdugen. Men jeg var ikke taget af sted for at slippe for at sige Jeg er ikke bange. Jeg var taget afsted, indså jeg nu, for at kunne se frygten i øjnene, for at se alting i øjnene – alt det, jeg havde gjort mod mig selv, og som var overgået mig. Jeg ville ikke kunne gennemføre dette i selskab med andre”. (s. 145)
Hun ender med i mine øjne at blive den superseje motherfucking amazonedronning, som hun så stærkt ønsker at være. Mistede tånegle, tæt-på-død-oplevelser og en vandrerygsæk, der må være omtrent dobbelt så tung som min kærestes og min rygsæk til sammen, får hende ikke til at give op. Gennem fortællingen blev jeg rørt, forskrækket, forarget og glad. Altsammen med Cheryl. Jeg genkendte flere af hendes følelser og tanker, særligt dem som er relateret til vandring. Dette gav mig følelsen af, at Cheryl og jeg var på vandretur sammen, selvom det har været på vidt forskellige tidspunkter, og mange kilometer fra hinanden.
“Indimellem virkede det, som om Stillehavsruten bestod af ét langt bjerg, som jeg steg op ad. (…) Først når jeg tænkte, at nu kan jeg simpelthen ikke fortsætte opad, jævnede stien sig ud og gik nedad. Hvilken fantastisk følelse det var at gå nedad de første par minutter! Ned, ned, ned gik det, indtil nedstigningen føltes lige så håbløs og plagsom og nådesløs, og jeg bad til, at stien snart ville stige igen.” (s. 257).
Generelt tror jeg, at mange kvinder vil kunne relatere til bogen. Man behøver ikke have vandret eller mistet sin mor til kræft, for at kunne fremkalde den følelse inde i sig selv, som er fortvivlet, alene og usikker på, hvor man er på vej hen i livet. Om hvordan nu det hele skal gå. Denne stemme har både en eksistentiel og bogstavelig dimension i bogen.
Omend bogen har en del tastefejl og kringlede sætninger, ødelagde det ikke læseoplevelsen. For Cheryl skriver meget indlevende, åbent og ærligt og man kan ikke ende med andet end at holde af hende og blive opslugt af hendes refleksioner og indsigter.