Vandpest & Men jorden står til evig tid (2020) af Merete Pryds Helle. 397 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
”Jeg havde tænkt, at mennesker ikke er landskaber i forandring, at vi er stabile. Men det passer ikke, hver dag bringer sin lille forvandling” (Vandpest)
Merete Pryds Helles to romaner fra 90erne, Vandpest fra 1993 og Men jorden står til evig tid fra 1996, er i år genudgivet i én samlet udgave. Denne nyudgivne samlede udgave har det smukkeste omslag, jeg længe har set. Et så smukt omslag, der drager én og gør at man ikke kan lade være med at lade sine fingre glide over bogens omslag. Det er til trods for alle covid-19-reglementer, som måtte befinde sig i en fysisk boghandel.
Heldigvis lå bogen i min postkasse, sendt fra forlaget. Og tak for det. For denne bog kan mere end bare at drage en på sit udseende. Når først man åbner den flotte guldglitrende bog, åbner der sig en helt anden verden for øjnene af en. En verden som ændrer sig og alligevel forbliver den samme. En verden som Merete Pryds Helle skriver frem i særdeleshed gennem naturen og mennesket – i kontrast til hinanden.
Derved gør romanerne fra 90erne sig stadig gældende ind i 2020 og i allerhøjeste grad i den interesse for og debat om klimaet, som bliver mere og mere presserende for år til år.
”Jeg så muld løsne sig fra jorden og falde op, den spredtes på vej op, og den let lyserøde luft, der omgav os, sank igennem mulden, der steg og lå som en mørk sky over os. Temperaturen vekslede mellem frost og næsten ulidelig varme. I varmen kunne man se jorden svede, se dråberne blive presset ud gennem jordskorpens revner. Sveddråberne hang i luften og satte sig på os, de aflejrede hvide skorper, hvor huden på vores kroppe var blottet, på hænderne og i ansigterne.” (Vandpest)
Mennesket og naturen synes at smelte sammen i romanen Vandpest, som starter med en billedrig, medrivende og sprogligt uforglemmelig beskrivelse af vand. Selv layoutet af teksten er æstetisk og anderledes tænkt. Her har Merete Pryds Helle valgt at komme med små noter omkring natur og menneske, som på sin vis gør læseren klogere på nogle af de områder, teksten bevæger sig over. Selvom det er flot sat op og godt tænkt med at kommentarer om naturen gennemsyrer teksten i margen, må jeg indrømme at det er en anelse forstyrrende for min læsning. Til tider skimmede jeg hurtigt kommentarsporerne i stedet for at tænke over dem i forhold til teksten. Og det er synd, da det er små fine og poetiske passager om kroppen, naturen og verdens kredsløb. Romanen Vandpest er en kort roman skrevet frem i et smukt poetisk sprog.
”Da Øjet skabtes skjulte sig Urilden, indesluttet i Hud og i fine Væv, bag den runde Pupil; og de var gennemborede helt igennem af Guddommelige Kanaler, som holdt det dybe, rundt om strømmende Vand borte, men lod Ilden slippe ud, fordi den var saa meget finere.” (Vandpest)
I Vandpest får vi som det første præsenteret romanens karakterer, en for en; Beatrice, Malcolm, Mikael, Agnes og Kate, uden at få deres indbyrdes forhold afsløret. De præsenteres hver især, igennem en handling og dette fører læseren ind i et ganske kort indblik i en situation, i hver deres barndomsmorgener og hen over hver deres ungdomsaftener. En ganske minimalistisk og poetisk måde at gøre læseren bekendt med karaktererne helt fra start.
Beatrice og Malcolm er et par og hinandens diametrale modsætninger; Malcolm virker sikker på sig selv, på sine beslutninger og tager verden forgivet og møder den med et åbent og eventyrlystent sind. Hvor Beatrice er usikker og tænker på hvad andre må tænke om hende, når de ser hende. Hun er meget introvert og eksistentiel; tvivler på sin eksistens og sin person. Beatrice benævner sig selv som en ø af erindring, som til alle tider er et spørgsmål ved den menneskelige eksistentielle bevidsthed. Vandpest, og især Men jorden står til evig tid,opridser på finest vis erindring og glemsel i kontrast til virkeligheden.
Vandpest omhandler en rejse i en luftballon, som den evigt eventyrlystne og spontane Malcolm får Beatrice med på. Under deres rejse ændrer landskaberne under ballonen sig hele tiden, hvilket gør Beatrice nervøs. Rejsen fører dem ind i noget, som synes at være et andet sted i en anden verden, hvor kaos har opslugt al stabilitet. De lander et sted, hvor de møder Agnes og Michael, samt deres datter Kate.
Igennem disse mennesker møder de fortvivlelse, ondskab og død.
Vandpest er en roman om traumer og angst, som gav mig et par chok-effekter undervejs i læsningen. Traumer og angst synes gennem romanen at gøre mennesket dekadent og i et direkte forfald i kontrast til den smukke natur, som blomstrer frem gennem skriften i romanen. Vandet løber videre, men menneskets forfald forpester det.
”Vi er livet, vi forstår det ikke. Enhver tanke er selv liv. Undfangelsen skærmes af både engel og dæmon, der skal to modsatrettede kræfter til, for at intet kan komme i tilstrækkelig bevægelse til at blive et menneske.” (Men jorden står til evig tid)
I den selvstændige fortsættelse Men jorden står til evig tid møder vi igenBeatrice og Malcolm og her deres datter Iris. Iris er en blanding af Beatrices angst for verden og for at gøre noget forkert og Malcolms ligefremhed og mod på verden. Alle karaktererne i Men jorden står til evig tid lider af en angst for at være alene, som Yroul – angstens engel bliver en personificering af. Iris mister i starten af romanen sin far til havet, som Beatrice i Vandpest fortæller også hun gjorde, da hun var barn. Dette traume kan være årsag til deres angst for at miste og for at blive alene.
Iris og hendes veninde Anna skal starte til sang, hvorigennem de møder sanglæreren Thomas. Begge forelsker sig i ham. Dette udvikler sig igennem romanen og skaber en kløft mellem de to veninder, der ender på tragisk vis. Igen møder vi menneskets egoisme, dekadence og forurening af livet; Iris bliver stresset og kan ikke finde ro i hverken byen eller i stilheden hos sin mor. Ingen steder vil larmen i Iris’ hoved ende.
Iris synes ikke at gøre noget for sig selv eller noget hun egentlig gerne vil. Hun fastholdes i mange år af sin mor Beatrices greb for at holde hende derhjemme, i sorgen over Malcolms død, for senere at overgå til Thomas’ omklamring af hende og frygt for at miste hende.
Igen i denne roman skriver Merete Pryds Helle på en så fin og poetisk måde, at det giver mig uventede chok, mens jeg læser mig igennem romanen og der opstår angst, ødelæggelse og død. Merete Pryds Helle formår virkelig i denne roman også at skrive ødelæggelsen frem på en så selvfølgelig måde, at den kommer så uventet.
Denne roman er også smuk i sin opstilling og udformning rent visuelt, anderledes fra Vandpest, her bruger Merete Pryds Helle smukt formede startbogstaver og farver går igennem hele fortællingen. Iris beskriver sine følelser med farver. Romanen synes at blive afbrudt af kapitler Byen, Landskabet og Engle. I disse kapitler smelter karaktererne mere og mere ind i, som romanen skrider frem. Men igen synes dette lidt at forstyrre min læsning, dog i mindre grad. Jeg nød at læse kapitlerne om de forskellige engle, der bliver skrevet frem igennem romanen, som synes at styre alt i vores liv.
”Hun følte, at der var lige så hvidt inde i hende, som der havde været i huset sammen med Beatrice. Hvidt og gylden sol og lidt skræmmende.” (Men jorden står til evig tid)
Merete Pryds Helle formår med disse to romaner at skrive menneskets indre kamp frem med et vildt og anderledes sprog, som gør romanerne intime og intense. De er to sprogligt anderledes romaner, som også udtryksmæssigt sjældent er set. På den måde Merete Pryds Helle skriver alle karakterernes angst frem, gør hun den almen. Dette er lige hvad litteraturen gør for os, giver os et indtryk af at lære noget om andre mennesker og derved lære noget om os selv, når vi læser.
De gennemgående kontrastfyldte opsætninger sætter det hele på spidsen. Ved at have vandet som en stærk og styrende kraft, der går igennem begge romaner, skriver Merete Pryds Helle sig ind i den meget nutidige bølge af klimalitteratur. Men 30 år forud for tiden.
Begge romaner er meget eksistentielle på hver deres måde. De tydeliggør at vi mennesker har brug for noget større end os selv. Det skriver Merete Pryds Helle frem ved at give alle ting og følelser en engel for sig. Romanerne efterlader mig som læser, med et groende spørgsmål om virkeligheden findes og i hvilken form den findes – og hvis den gør, er det naturen eller mennesket, som styrer den.
Vandpest og Men jorden står til evig tid er god efterårslitteratur.