BOGANMELDELSE: “Ung kend din krop” (2016) af Ditte N. Herskind, Gry S. Senderovitz og Sarah Wåhlin-Jacobsen

Ung kend din krop af Ditte N. Herskind, Gry S. Senderovitz og Sarah Wåhlin-Jacobsen, 2016. 124 sider. Forlag: Tiderne Skifter.

Bedømmelse:

I starten af 2018 startede jeg nyt job. Udover at have Litteraturhuset og min private praksis, arbejder jeg nu også i Center for Børn og Unges Sundhed, under tilbuddet Sundhedstjek. I forbindelse med alle tre steder, anbefaler jeg bøger. Bøger, jeg foretrækker selv at have læst på forhånd, så jeg kan stå inden for kvaliteten. Senest har jeg læst Ung kend din krop, som I kan læse mere om her.

Ung kend din krop er en håndbog rettet mod unge mennesker, som er nysgerrige på krop og sind. I kontrast til tidligere bøger inden for genren, kigger denne bog på hele kroppen. Det hele menneske – dvs. også på psyken og de sociale sfære vi bevæger os i. Det hele hænger sammen og påvirker hinanden. Det formår bogen at omfavne på en simpel og informativ måde, uden det bliver for tungt. Udover emner som kønsorganer, sex, prævention og graviditet, beskrives kropsidealer, familierelationer og identitet også. Det er tydeligt at mærke, at bogen er skrevet i vores tid. Aktuelle emner som overgreb, grænsesætning, internettet, mobning, myten om jomfruhinden og køn berøres også. Flere af emnerne beskrives endda ud fra, hvis man er fra en familie med anderledes forståelser end de gængse ift. sex, kæresteri, syn på kønsorganer (omskæring) etc., hvorfor den favner bredt i sin målgruppe. Vinklen er dog klart, og forståeligt, vestlig og individualistisk.

“Du bestemmer hvad en pige, eller en dreng er, og du viser verden det. (…) Tidligere troede man, at en tissekone eller tissemand bestemte, hvilket køn man var. Nu ved man, at det ikke altid er sådan, og at det køn vi er, ikke kun handler om kroppen, men om identitet.” (s. 51)

Den overordnede holdning som skinner igennem bogen er, at du er helt okay, som du er. At der kan være kønsnormer, som du ved at være dig selv, kan komme til at kæmpe imod, og at du er medskaber af samfundet. Det er højaktuelle og vigtige emner, hvorfor det er dejligt at se, at det i Ung kend din krop bliver taget op og formidlet på en spiselig og pædagogisk måde.

På den anden side, kan jeg også blive bange for, at individualiseringen og bogens fokus på “at være sig selv”, for nogle unge vil forvirre mere end gavne, og medføre en indre følelse af stort ansvar og pres. Noget nutidens unge allerede døjer med i rigelige mængder. For hvem er det lige man er som person, hvilket køn er man til, hvor går ens grænser etc. Det er store spørgsmål for unge, og nogle gange kan det være rart med konkrete holdepunkter og normer at læne sig op ad.

Under hvert emne er tilføjet en instans med kontaktoplysninger, som den unge kan kontakte, hvis denne har spørgsmål eller behov for yderligere hjælp. Her ville jeg ønske, at de unge i stedet blev opfordret til at opsøge familie og/eller venner, og kun i fravær af samme, ville kontakte andre instanser. Med bevidsthed om min egen position, er institutionaliseringen af emotionel støtte og normaliseringen af, at man har brug for professionel hjælp til ellers normale problematikker, er et tveægget sværd, som vi skal være påpasselige med.

Vigtigst oplever jeg, at bogen er professionel og respektfuld over for den unge. På trods af, at jeg ikke er 13 længere, fornemmer jeg for eksempel ikke at den taler ned. Den taler med.

“Vi vil i de næste afsnit skrive om lysten, om hvordan du selv kan undersøge den, og hvad det kan betyde at dele den med andre. Hvis du ikke har lyst til at læse om det, kan du springe afsnittene over og vende tilbage til dem, når du engang leder efter svar eller inspiration til at tænke over lyst, sex og onani.” (s. 68)

Ung kend din krop understeger, hvor vigtigt det er at håndboger er opdaterede. Inden for de fleste emner ændrer tingene sig løbende. Samfundet ændrer sig, der kommer ny viden og tidligere antagelser bliver modbevist. Fordi det i forvejen er svært at være ung, og fordi krop og sind er så vigtige for vores trivsel, kan jeg kun anbefale forældre, lærere og unge, at når man læser om disse emner, at det så er det nyeste. Her er Ung kend din krop et godt bud.

“For hundrede år siden i Danmark syntes man, at tykke kvinder var smukkere end tynde kvinder. I dag er der mange, som er bange for at blive tykke. (…) Prøv at lægge mærke til, hvilket slags kroppe der bliver vist i film, reklamer og i blade. Ligner de dem, du ser på gaden? De fleste af os ligner slet ikke modellerne.” (s. 116)

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *