Tour de chambre (2020) af Tine Høeg. 324 sider. Forlag: Gutkind. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
”min bogreol
fletstolen og skrivebordet
værelsesnøglen
som
jeg har lagt i den røde skål,
det skal være nøglens faste
plads
i vindueskarmen en kaktus
et hjem. Min hånd
der hæver glasset,
mine varer i køleskabet”
Dette citat klinger yderst velkendt i mine følelser omkring tiden, hvor jeg lige var flyttet hjemmefra og havde fået en lejlighed med to af mine bedste veninder i København. Tine Høegs nyeste roman Tour de chambre er minimalistisk, men rammer plet på alle følelserne. Den gør hvad god litteratur gør bedst; den rammer mig midt i mit eget midtpunkt og udløser en eksplosion af minder og jeg er blæst bagover af Tine Høegs ”svære to’er”
I Tour de chambre fortsætter Tine Høeg den minimalistiske og poetiske genre fra sin debutroman Nye rejsende fra 2017. Denne gang tager Høeg atter fat i den svære kærlighed, som i romanen her udfolder sig i forfatterhovedpersonen Astas og hendes veninde Mais kollegietid. En tid som romanen springer tilbage til fra nutiden, hvor Asta også prøver kræfter med kærligheden ved at swipe på Tinder og kæmper sig igennem timers træg dialog, som hun selv beskriver det i starten af romanen.
Asta er lige fyldt 33 år og i ungdommens tredje fase, som det kækt beskrives. Tine Høeg er en mester til at beskrive de situationer og følelser, vi helst ikke vil stå ved at vi føler, som moderne mennesker, hvor ungdommens faser er rykket længere ud og ”hvad man burde gøre” i Astas alder måske clasher med den moderne kvindes netop nylig erhvervede nye fase af ungdommen.
Asta står i en tilværelse, som mange kvinder i starten af 30erne kender til. Livet som single kan være trægt og utrygt og langt fra det man ønsker sig. Her er det vores venner, som er ens livlange kærlighedsrelationer – og den vigtigste relation.
”Jeg kyler telefonen fra mig, jeg føler afsky
for hele menneskeheden
jeg samler telefonen op igen og sletter Tinder
jeg
har lyst til at græde
eller skælde nogen ud
men jeg ved ikke hvem”
Asta tages tilbage til starten af sin ungdom og sin kollegietid, netop da hun får en invitation til en mindehøjtidelighed for August.
Livet på kollegiet synes at være trygt, Asta bor der med sin bedste veninde Mai og livet er fyldt med kærlighed, gangmøder, fester og fyre.
Romanens tid springer mellem kollegietiden og nutiden, mellem Astas tanker og samtaler. Selvom romanen ikke gør brug af punktummer som indikator, fungerer disse spring godt og gør teksten velfungerende flydende. Man fanger hurtigt, og uden egentlig at lægge mærke til det, hvornår det skifter i tid. På denne måde får Tine Høeg skrevet scenerne frem for læseren uden at gøre brug af den klassiske beskrivende tekst – et meget vellykket eksempel på den klassiske ”show it, don´t tell it” og er perfektionistisk udført kortprosa-form. Et format som bestemt er kommet for at blive forhåbentligt.
Gennem hele romanen skitseres et begær, som står i kontrast til den gængse opfattelse af et burde. Og det er det som gør Tour de chambre til noget helt enestående. Tour de chambre er en roman til alle os millenniumbørn, der er vokset op, vokset gennem ungdommen og ind i de voksnes rækker. Vores voksne rækker der føles forskudt af tidligere generationers definition og hvor man kan føle at være 10 år bagud i forhold til det rungende burde.
Tour de chambre handler i høj grad om venskaber, Asta og Mais venskab synes at være stærkt, selvom man som læser får fornemmelsen af at der ligger noget under alle disse år. Noget som kommer op til overfladen med invitationen til mindehøjtideligheden for August. Tour de chambre viser i den grad hvordan venskaber er livslange relationer og hvordan disse relationer så fint kan tåle meget og sagtens kan være vores vigtigste relationer, hvis vi giver plads til det og giver igen.
”og du må skrive hvad helvede du vil
om mig, om Bertram. Du må få det hele
men du er nødt til at lukke mig ind”
Teksten
flyder så meget at man lader sig fuldstændig rive med og gør at
man er ved slutningen hurtigere end man ønsker. Da jeg nåede sidste
side, havde jeg læst hele romanen ud i en køre og ønskede ikke at
slutte selskabet med Høegs sprudlende, rammende og klare sprog
endnu. Tour de
chambre gjorde et
stort indtryk på mig, både personligt og i særdeleshed stilistisk,
sprogligt og litterært – og den sidder stadig i mig.
Tour
de chambre er en
velskrevet eksistentiel roman om døden, forelskelsen og venskaber på
en så smuk og ikke overdimensioneret måde. Tine Høeg rammer livet
lige på sømmet;
”Jeg
føler mig på samme tid
udmattet og fuldstændig euforisk”
Tak for at skrive en bog, hvor jeg føler mig forstået!