Stormskader af Katrine Grünfeld, 2015. Sidetal: 110. Forlag: Gyldendal.
Bedømmelse:
Ca. 33.000 fod oppe i luften, på vej til Indonesien, læser jeg Stormskader, som skildrer en kvindes frie fald. En kvinde, som har fået nok af konventionerne omkring det moderne familieliv, og som nu, gransker den med afmålt distance over smadrede flasker vin.
“Hun står i stuen. Fødderne uden strømper mod gulvbrædderne, tæernes afskallede neglelak, det tynde, blonde hår, der ikke længere bliver elektrisk af de allermindste grunde, fordi hun har klippet hestehalen af i raseri over elastikken, fanget i håret.” (s. 5)
Kvinden i Stormskader tager i sommerhus. Langt væk fra sin bekymrede mand, opmærksomhedskrævende børn, weekendaftaler, opdragelse, iPads… for at ryge smøger, drikke vin og rase ud. Forventningerne til mor- og partnerrollen, har skubbet hende ud over kanten og i sit fald er hun landet i en boks, som hun ikke kan se sig selv i. Mens hun er i sommerhuset, spekulerer hun over denne boks og brudstykker af samtaler og situationer hjemmefra dukker løbende op. Dialoger med manden og børnene bliver ridset op, som kvitteringer på, hvor hun er nu.
“Det er meningen at man skal være et menneske, et menneske, et sammenhængende individ, det samme individ hele livet, men dog i udvikling, så ikke det samme alligevel, men uden udfald, eller i det mindste mestrede udfald, kun overdrive en smule, ikke mere end andre kan hamle op med det overdrevne.” (s. 35)
Forklædt i symptomer af angst, depression og et lyrisk sprog, nærmer kvinden sig noget som ligner en eksistentiel krise. Det får hende til at sige ting højt, som andre mødre forsøger at fortrænge. Det får hende til at reagerer vildt, hvor andre mødre ville lægge bånd på sig selv. Grünfelds kvinde virker ustyrlig, forstyrret og forvirret. Men heri ligger også opgøret med samfundets syn på morrollen. For selvom kvinden i Stormskader ikke just virker til at have det godt, råber hun op.
“Måske er det trods. Måske er det lige meget. Måske gider hun bare ikke stå der og lave syltetøj, når et glas i Netto koster mindre end det hjemmelavede.” (s. 31)
“Jeg vil bare have mig for mig selv. Jeg vil hellere slå ihjel, skyde mig ud af masserne end at planlægge endnu en weekend.” (s. 96)
Fordi fortællingen ikke er sødet med kærlighedserklæringer og sødmefyldte lykkelige slutninger, kan det måske på nogen virke barskt og håbløst. Selv skrivestilen er hastig og jeg får en følelse af, at kvinden har forsøgt at sige, føle og mene det hele, i et enkelt åndedræt. Selv opdeling i kapitler er der gjort op med. I netop dette ligger det befriende – skråt op med konventionerne og den-gode-ordentlige-mor-og-forfatter, velkommen til virkeligheden. Velkommen bag facaderne.
Stormskader er en god stemme blandt de mange. Hovedpersonen kan opfattes som syg og fortabt, eller hun kan opfattes som fandenivoldsk og oprørsk. Jeg vælger at se hende som sidstnævnte. Hvad gør du?