BOGANMELDELSE: ‘Min mormor hilser og siger undskyld’ af Frederik Backman (2015)


Min mormor hilser og siger undskyld af Frederik Backman, 2015. Dansk udgave, 2016. Sidetal: 464. Forlag: People’sPress.

Bedømmelse:

Næsten 8-årige Elsa er et særligt barn. Det er hendes mormor i den grad også. De bor i samme ejendom og gør sig ofte kloge på verden, i en verden fyldt med karlsmarter og kraftidioter. Mormor og Elsa har en fantasiverden sammen, Landet Næsten-Vågen, som de tager til når Elsa skal sove. Eller når mormor prøver at opmuntre Elsa. Men en dag dør mormor, hvilket efterlader Elsa ulykkelig og uden mulighed for at komme til Landet Næsten-vågen. Det bliver starten på en turbulent rejse, hvor Elsa skal fuldføre opgaver for sin mormor. Rejsen fører hende til forskellige mennesker, fortællinger og afsløringer, samt en hel del undskyldninger. Det hele sker, mens hun størstedelen af tiden, forbliver i ejendommen, og gradvist erfarer, at hver af Landet Næsten-Vågens byggesten, er lavet af opgangens personer og deres livsfortællinger.

Opgangens 13 beboere er på hver sin måde meget karikerede personer. Vi har fx den pertentlige og brokkende Britt-Marie, som altid har travlt med at fjerne usynligt fnuller fra sit og andres tøj. Den helt igennem søde Maud, som altid har småkager klar og en alarmerende høj samvittighed. Så er der også Elsas stedfar, som altid har løbetights på, og enten steger spejlæg… eller løber. Karaktererne er underholdende og tjener alle en funktion i fortællingen, men flertallet af dem udvikler sig ikke og beskrivelserne af deres gentagende adfærdsmønstre og flade personligheder, bliver hurtigt småirriterende. Samtidig fandt jeg humoren en tand for overdreven og fjollet, men som jeg ved mange andre bogelskere synes er eminent.

“I Miamas er en “tolk” et væsen, der lettest kan beskrives som en blanding af en ged og en chokoladekiks. De er meget sprogligt begavede og var glimrende på grillen, lige indtil Elsa blev vegetar.” (s. 155)

Jeg sidder tilbage med en noget ambivalent følelse. På trods af min ovenstående kritik, blev jeg alligevel rørt et par gange og ind imellem alt det fjollede, er der også et par vise sten at hente. Måden hvorpå karakterernes livshistorier udfolder sig og flettes sammen med Landet Næsten-vågens eventyrer og fantasivæsener, er både velskrevet og finurligt udtænkt. Jeg kan godt lide ideen om en skør bog, hvor det virker til at flere af sætningerne må være skrevet ned mens Frederik Backman har været overtræt. Jeg læste den bare ikke mens, jeg selv var overtræt. Det gør, at jeg giver 3 ud af 6 hjerter til bogen – men hvad synes du?

“Folk skal have lov til at fortælle deres historier, Elsa. Ellers bliver vi kvalt”. (s. 394).

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *