BOGANMELDELSE: “Kvinden flytter ind” af Erlend Loe (1993)


Kvinden flytter ind af Erlend Loe, 1993. Dansk udgave 2007. Sidetal: 159. Forlag: Gyldendal. Bedømmelse: HjertefuldHjertefuldHjerteløsHjerteløsHjerteløsHjerteløs

For nogle år siden læste jeg Erlend Loes Doppler, hvorefter det var med høje forvetninger, at jeg skrev flere af hans bøger på min ønskeliste. Tre af hans romaner har siden stået i min bogreol og ventet, mens andre bøger tog min opmærksomhed. Endelig kom turen til Loes første udgivelse, Kvinden flytter ind, hvor jeg allerede nu kan starte med at sige, at jeg er glad for at jeg ikke læste hans bøger fra en ende af.

Vores navnløse fortæller kaster os straks ud i sin særlige situation, som går på at en kvinde er begyndt at komme oftere. Vi ved ikke hvem hun er, hvor hun kommer fra, men hun kommer. Hun kommer, særligt om aftenen, og snakker en masse. Hun bliver hurtigt en større og større del af fortællerens liv, som hun tromler sig igennem, og begynder at fylde både i lejligheden, i sindet og på nerverne. Romanen er en parforholdsskildring, som beskriver de uudholdelige og banale småskænderier der kan være i et forhold, overvejelser omkring forelskelse samt hverdagstankerne der kan ramme os alle, men som aldrig skildres ellers.

“Nidar-Bergene ville have mig til at prøve krystallen. Jeg skulle lægge mig på gulvet med krystallen på panden og tænke på ingenting. Jeg spurgte, om det ikke ville være bedre at vente, til omgivelserne var lidt roligere, men det ville det ikke (når som helst, sagde hun). Om jeg kunne føle noget? Jeg vidste ikke rigtigt, jo måske lidt. Og pludselig kom den følelse af mathed, som indfinder sig, når jeg bliver tilstrækkeligt beruset, og jeg faldt bagover gennem gulvtæppet og linoleummet og blev liggende der og vrøvlede i et par sekunder. Da jeg slog øjnene op, spurgte Nidar-Bergene, om jeg havde været i kontakt med mit astrallegeme. Det er ikke godt at vide, sagde jeg, og jeg kunne mærke, at jeg ikke skulle vente for længe med at gøre mig et ærinde ud på toilettet”. (s. 35)

Bogens banalitet virker til at starte med humoristisk og anderledes. Det er befriende at læse en bog, hvor helt almindelige mennesker, med helt almindelige problemer og tanker, får frit spil, og jeg fanger mig selv i at grine højlydt flere gange.

“Jeg holdt tidlig frokostpause og gik hen for at møde Marianne. Har du ventet længe? Hun svarede ja, men at det ikke gjorde noget, for hun havde spist sådan en virkelig stor og dejlig softice. Hvad? skreg jeg, i oktober? Hvad mener du med oktober? Softice, sagde jeg. Hvad mener du med softice? For helvede, Marianne, spiser du virkelig softice i oktober? Ja selvfølgelig, spiser jeg softice i oktober, sagde hun, og i øvrigt spiser jeg softice præcis når det passer mig. Jeg må sige, at det er mig meget imod! brølede jeg til hende. Der er en tid til alt, Marianne! Og du ved lige så godt som mig, at oktober ikke er softice-sæson! Det er det da. Nej, det er det ikke! Jo, sagde hun. Og jeg skrålede endnu en gang, lige i øret på hende: nej, det er satme ikke! Og der blev helt stille” (s. 13)

Men der går ikke lang tid, før banaliteten, den dysfunktionelle kommunikation mellem jeg-fortælleren og Marianne og den karikerede beskrivelse af kønnene, bliver for… banal. I sidste ende minder Kvinden flytter ind om danske film som Klassefesten, hvor du kan få et billigt grin, som hurtigt er glemt igen…  Jeg er mere til film som Festen.

erlendloe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *