BOGANMELDELSE: “Kunsten at være alene” af Peter Elsass (2016)


Kunsten at være alene af Peter Elsass, 2016. Sidetal: 220. Gyldendal.

Bedømmelse: Hjertefuld Hjertefuld Hjerteløs Hjerteløs Hjerteløs Hjerteløs

Undersøgelser viser, at over 210.000 danskere over 16 år, ofte eller altid, føler sig ensomme. Et tal man kan formode er endnu højere, da ensomhed er et stort tabu, som blot forstærker den. Jeg møder tit mennesker i terapirummet, som går fortvivlede alene med sin ensomhed. De fleste vil nok blive overrasket over, hvor mange ressourcestærke, veluddannede og umiddelbart socialt unge mennesker, kan føle sig ensomme. Det er én af grundene til, at jeg gerne vil samle folk til litterære terapisaloner. For at vi kan samles i sunde fællesskaber og se og forstå hinanden og os selv gennem bøgerne, og derved bryde både ensomhed og tabuer.

Med ønsket om at undersøge ensomhed nærmere, herunder som researching til mine litterære terapisaloner, har jeg længe haft øjnene på Kunsten at være alene. Bogen sigter efter at behandle emnet gennem en psykologisk, teologisk og antropologisk optik, hvilket får os hele verdenen rundt, lige fra bedende munke i vesten til isolerede Arhuaco-indianersamfund i Sierra Nevada bjergene i Columbia. I mange religioner og ideologier søger man ligefrem ensomheden, som en måde at komme tættere på fx Gud, eller som et værn mod det civiliserede samfund. Jeg tror dog ikke, at man herigennem, som et vestligt ikke-religiøst menneske, finder ”den gode ensomhed”, hvilket ellers er bogens formål.

”Formålet er her at hjælpe den, der er ramt af ‘den onde ensomhed’, ved at give ham en introduktion til den ‘gode ensomhed’ og oplære ham i kunsten at være alene”. (s. 18)

Deraf vil jeg ikke anbefale bogen som faglitteratur omkring ensomhed eller som en måde at nærme sig ”den gode ensomhed” på, hvilket jeg har en fornemmelse af, at Peter Elsass nok heller ikke synes.

Da jeg var færdig med den første gennemskrivning af manuskriptet til bogen her, sad jeg tilbage med en vag utilfredshed: Det var ikke lykkedes at få fat i kernen i ‘den gode ensomhed’.” (s. 189)

Bogen kan i stedet ses som en slags rejsedagbog, hvor Peter Elsass kommer vidt omkring til fjerne hjørner og til sidst fortæller om én af sine vildeste rejser – nemlig en nærdødsoplevelse. Det kan absolut være spændende at læse om. Men en bog om ensomhed, og direkte henvendt til ensomme, vil jeg ikke mene den er.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *