Just Kids af Patti Smith, 2010. Læste og oversatte udgave er fra 2016. 305 sider. Forlag: Klim. Anmeldereksemplar modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
For nogle måneder siden læste og anmeldte jeg Hengiven af Patti Smith, som jeg var meget begejstret for. Så da Klim spurgte, om jeg ikke havde lyst til at anmelde en af hendes andre bøger, kunne jeg ikke sige nej. De fleste har efterhånden hørt om Just Kids, som er blevet manges yndlingsbog og som vandt National Book Award prisen. Her er min oplevelse af bogen.
I Just Kids følger vi Smith fra hun bliver født i 1946 i Chicago, under en snestorm. Hun fødes ind i den lavere middelklasse, omringet af røgskyer, Jesu ord og den ene sygdomsperiode efter den anden. Med en livlig fantasi, naturlig førergen og glæde for bøger og musik, vokser Smith med tiden ud af sine rammer, og efter at have bortadopteret sin datter i en tidlig alder, drager hun 20 år gammel mod New York. I drømmen om livet som kunstner.
I New York støder hun på den selvsikre og eksperimenterende kunstnerspire Robert Mapplethorpe. De indleder hurtigt et forhold, og selvom de er fattige, sultne og desperate for kunsten, har de deres forhold som holdepunkt, som fortsætter med at pulsere gennem hele livet. I 1969 bliver Patti og Robert en del af det legendariske Chelsea Hotel, som huser en masse kunstnere. Her tager det fart. Vi følger, hvordan de på deres vej til toppen møder en række andre kunstnere, og hvordan disse på forskellige vis inspirerer og hjælper parret. Men også, hvordan mange af kunstnerne falder på vejen til toppen.
“De var begge to forud for deres tid, men de levede ikke længe nok til at se de tider, de var forud for.”
Fortællingen giver et stort indblik i det amerikanske kunstnermiljø på det tidspunkt. Patti og Robert snubler også selv, både i sygdom, relationer og i hvordan de skal gribe livet an på. Uanset hvad der sker, forbliver de dog forbundet for livet og hinandens store inspirationskilder og unægtelige støtter. Robert og Patti bliver med tiden et famøst par, Patti som multikunstner og Robert som fotograf. Det her er fortællingen om vejen dertil, og deres helt specielle forhold, akkompagneret af billeder og deres kunst.
“Jeg stod og tænkte på, at denne lobby var som en magisk port, da de tunge glasdøre blev åbnet som af en vind, og en kendt figur i en stort og lilla kåbe trådte indenfor. Det var Salvador Dalí. Han så sig nervøst omkring i lobbyen og smilede så ved synet af min ravn. Han lagde sin elegante, benene hånd på mit hoved og sagde: “Du ligner en ravn, en gotisk ravn.””
Gennem bogen bliver jeg fascineret over, hvor dedikeret man kan være til noget og jeg har den dybeste respekt for Patti og Roberts iver. Det er noget vi alle kan lære meget af, her i vores ellers så flygtige verden. Selvom Patti og Roberts forhold er dét, som på mange måder får dem begge gennem livet, så kan jeg ikke studse over, hvor mange situationer Patti må give afkald på sig selv i forholdet. Det er til tider nærmest mere pinefuldt for mig at læse om, end deres hungersnød og alvorlige sygdomsperioder.
Ligesom i Hengiven og som Patti Smith er så kendt for, formår hun også i Just Kids at tage os med ud på en rejse, hvor vi sidder på første parket. Det er spændende at træde ind i den tid og i det liv, men til tider begyndte jeg at kede mig. Omend parret møder mange kunstnere, og de alle på forskellig vis har haft betydning, kunne jeg ikke undgå at føle at der til tider var uoverflødig namedropping af kendte og diverse begivenheder samt steder. Jeg følte mig til sidst mættet af Patti Smith og hendes detaljerede fortællerstil samt opofrelse, og måtte sætte læsehastigheden op for at komme igennem. Just Kids blev ikke min yndlingsbog. Men jeg er sikker på at vende tilbage til Hengiven en dag, og jeg forstår sådan set godt, hvorfor mange er stor fan af Just Kids.
