Glasklokken af Sylvia Plath, 1963. Dansk udgave 2016. Sidetal: 280. Forlag: Gyldendal.
Bedømmelse: 
Esther Greenwood er en 19-årig pige, som er på praktikophold på et modemagasin med 11 andre collegepiger. Hun befinder sig i 50’ernes New York, og det skulle forestille at blive hendes livs oplevelse, med glamourøse arrangementer, kendte mennesker og materielle goder. Esther observerer dog hele showet med en følelsesløs distance, mens der langsomt spirer en isolation i hende. Det er som om, at det gradvist går op for Esther, hvor få handlemuligheder hun har grundet sit køn (og tid), og hvor substans-løst det hele er.
Da opholdet slutter og Esther får afslag fra det skrivekursus hun ellers regnede med at komme ind på, ser hun sig nødsaget til at flytte hjem til sin mor. Her går tiden i stå, og Esthers følelsesløshed samt isolation galoperer så voldsomt, at hun ender med både selvmordsforsøg og med at blive indlagt på et psykiatrisk hospital.
”Værelset svævede om mig med stor blidhed, som hvis stolene var blevet vægtløse i sympati med min pludselige skrøbelighed.” (s. 58)
Romanen blev første gang udgivet i 60’erne, hvorfor det ikke er svært at forstå dens oprørskhed. Kritisk skildrer den Amerikas kvinderolle i 50’erne, samtidig med at den inviterer den almene borger ind i, på det tidspunkt, et særsyn af et udfordret sind. At forfatteren bag romanen selv havde en depression og desuden begik selvmord en måned efter bogens udgivelse, gør den ikke mindre kontroversiel. Bogen karakteriseres flere steder som en semi-selvbiografisk roman.
På trods af ovenstående, som bør få de fleste til enten at tage afstand eller blive fascineret, synes jeg ikke helt jeg kunne mærke Esther/Sylvia i fortællingen. Det var som om, jeg mistede grebet om karakteren. Som om, jeg ikke helt kunne mærke hende og hendes lidelse. Til at starte med fandt jeg det skuffende og underligt, og overvejede om det kunne være oversættelsens mange slåfejl, der gjorde det. Når nu fortællingen skulle være så tæt på forfatterens egen historie, og med min baggrund taget in mente, ville jeg forvente større troværdighed og flere detaljerede beskrivelser af hendes indre kampe. Med en stor respekt for En dåre fri af Beate Grimsrud og Forbrydelse og Straf af Fjodor Dostojevskij, var det som om, at Glasklokken ikke var god nok for mig. Efter endt læsning gik det dog op for mig, at en depression netop kan være på den måde, som Esther beskrev det. Det kan være ligesom at være i en glasklokke – Det er svært at beskrive, hvad der præcis foregår indeni og det hele føles underligt distanceret og følelsesforladt. Glasklokken er på den ene side robust og som en massiv mur mellem én selv og omverdenen, og på den anden side er den enorm skrøbelig og kan splintre og afsløre én overfor alle, lige om lidt. Netop derfor, er Glasklokken værd at læse.
”Jeg havde håbet, at jeg ved min afrejse ville have følt mig rolig og reflekteret omkring alt det, der lå foran mig – jeg var, trods alt, blevet ”analyseret”. I stedet kunne jeg kun få øje på spørgsmålstegn.” (s. 280).