BOGANMELDELSE: “Gå Glip” (2017) af Svend Brinkmann

Gå Glip – Om begrænsningens kunst i en grænseløs tid af Svend Brinkmann, 2017. Sidetal: 144 sider. Forlag: Gyldendal Business. Anmeldereksemplar modtaget af forlaget – tak!

Bedømmelse:

Professor i psykologi, Svend Brinkmann har gjort det igen. Han har skrevet en bog som inviterer til oprør mod tendenser i samfundet, som efterhånden er så indlejret at mange af os ikke engang tænker over dem.

De fleste kender Brinkmann gennem hans bøger Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang (2014) og Ståsteder – 10 gamle ideer til en ny verden (2016). Bøgerne er blevet oversat fra russisk til koreansk og er dermed kommet vidt omkring. Andre kender ham gennem hans daglige samfundskritiske og humoristiske Facebook opdateringer. Senest med opdateringen:

“Er du robust og fleksibel? Passioneret, positiv, proaktiv og med et agilt mindset? Er du løsningsorienteret og brænder for nye udfordringer? Tænker du innovativt i muligheder frem for begrænsninger?

Så må du hellere søge læge.”

Brinkmann går dog langt tilbage før dette og hans bibliografi spænder vidt. Personligt stiftede jeg første gang bekendtskab med Brinkmann gennem hans bog Kvalitative metoder fra 2010. Den er der mange universitetsstuderende som kender, uanset studieretning. Hvis man ovenikøbet har studeret psykologi, ved man også at Brinkmann diskuterer diagnosers inflation i det vestlige samfund, emner som identitet samt stress og meget mere. Det virker altså ikke til at Brinkmann selv går glip af særlig meget. Men måske netop derfor, er han den rette mand til at fortælle om tendensen FOMO (Fear Of Missing Out) og råbe vagt i gevær.

Gå Glip proklamerer begrænsningens kunst i en grænseløs tid gennem fem argumenter: Det politiske, det eksistentielle, det etiske, det psykologiske og det æstetiske argument. Hvert argument får tildelt et kapitel. Undervejs refererer han vidt og bredt til alt fra Daft Punk til Kirkegaard, for at understrege og bevise sine pointer. Bogen er fyldt med fodnoter – hele 98 af slagsen. Og dette på trods af, at bogen i sig selv kun er 144 sider.

Agendaen er simpel. Vi lever i en verden med uhæmmet vækst, stigende ulighed og unødvendigt overforbrug, hvilket alt sammen tjærer på den menneskelige psyke og jordens ressourcer. For at stoppe dette, skal vi gå glip af ting. Gør tingene langsommere og mere i dybden. Slukke skærmen og undgå fristelser. Dette både i de små hjem rundt omkring, men også på organisatorisk og samfundsmæssigt niveau. “Vi må kultivere et andet landskab.” (s. 111)

Bogen fortæller om, hvorfor vores samfund er galt på den og mindre om løsningerne hertil. Efterhånden ved de fleste, at vi er godt i gang med at ødelægge jorden og os selv. Medierne har snakket om det længe. Ikke at de skal stoppe med det, eller at det ikke i sig selv har en indflydelse, men personligt savner jeg fokus på løsninger. Det troede jeg denne bog ville give, jævnfør dens titel. Det er let at sige at “man skal gå glip” – sværere er det, at efterleve det. Brinkmann kommer først rigtig ind på løsningerne fra side 110, hvor der til gengæld også er nogle konkrete og simple løsninger, som er et overskueligt sted at starte for de fleste.

“Den enkelte kan selvfølgelig gøre noget selv (undgå at oplade smartphonen ved siden af sengen, undgå skærmbrug lige før sengetid, slå notifikationer fra.” (s. 110)

Medierne har flere gange langet ud efter Binkmann på baggrund af bogen. Som professor, debattør, forfatter og far har Brinkmann mange jern i ilden og virker til at gå glip af vældig lidt. Dermed er han ikke den bedste rollemodel, som han også selv har italesat. Personligt er jeg stor fan af, at man praktiserer hvad man prædikerer og at alt ændring starter inde fra. Man kan håbe, at når Brinkmann selv engang rigtig går glip, så vil JOMO (Joy of Missing Out) fylde mere end FOMO (Fear of Missing Out) i hans bøger.

Hør desuden Brinkmann fortælle om sin bog, og få den signeret, til årets Bogforum. Se på mere på Bogforum.dk for tid og sted.

 

 

2 tanker om “BOGANMELDELSE: “Gå Glip” (2017) af Svend Brinkmann”

  1. Pingback: Bryd kampen mod de sociale medier

  2. Pingback: BogForum er en menneskeskabt evolutionsmekanisme - Litteraturhuset

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.