Fremtidsspejl (2020) af Svend Åge Madsen. 271 sider. Forlag: Gyldendal. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse: 
Fremtidsspejl er mit første møde med Svend Åge Madsen. Det er en svær bog, hvis man forsøger at gennemskue den og forstå det hele, for Madsen leger med mange litterære aspekter, og er ikke bange for at bryde reglerne. Jeg vidste godt, Fremtidsspejl ville være en bog fremtryllet af en krøllet hjerne. Men graden af syret overraskede mig alligevel fra begyndelse til slutning.
Jeg har derfor givet op på at lave en bare forsøgsvist fyldestgørende anmeldelse. Jeg anmelder som førstegangslæser, og her er mine indtryk:
Første kapitel er skrevet fuldstændig uden versaler, og man finder hurtigt ud af, at sådan er det bare, når Sverre Jun tænker. Han er vores første hovedperson.
Sverre Jun er kronofysiker, og da han møder to forskellige kvinder og bliver forelsket i begge, beslutter han sig for at opfinde en algoritme, et fremtidsspejl. Det skal forudse, hvordan kvinderne vil se ud om to, fem og ti år. Således, formoder han, kan han bedre beslutte sig for, hvem han skal satse på at forelske sig i.
Sverre Juns naivitet skinner igennem fra første side, med hans fuldstændige mangel på forståelse og perspektiv. Vi hører ikke noget om hans etiske overvejelser eller refleksioner over, om kvinderne også vil have ham. Det er givet for Sverre Jun, og i begyndelsen var jeg i tvivl om hvorvidt det også var givet for Svend Åge Madsen.
For at gennemføre sit eksperiment tager Sverre Jun til den lille by Nøjrup. De andre karakterer, der bliver vigtige for historien (men ingen plads har på bagsideteksten), har også tilknytning til byen. Med sine skævheder, fællesøkonomi og hunde, der går på to ben, er (og bliver) Nøjrup en hel fortælling i sig selv.
Fremtidsspejl er forrygende forvirrende
…Men giver på en måde også sin helt egen mening. Svend Åge Madsen driller og udfordrer os med fodnoter (der hurtigt bliver til slutnoter i stedet) til henholdsvis egne tidligere, virkelige værker, såvel som fiktive værker, tror jeg da. Jeg droppede hurtigt at følge med i dén del af fortællingen.
“spørgsmålet er ikke hvad der står i teksten, men hvordan værket taler til os. hvilken historie vi hver især gør den til.”
Selvom forfatteren driller os, hjælper han også på vej. I flere passager taler han nærmest direkte til læseren, gennem fiktionen, og tilgiver os for ikke at forstå det hele. Han hjælper os til at føle ejerskab over vores egen læsning af romanen. Den dobbelthed og leg med læseren sætter jeg pris på, for det giver fortællingen en helt anden dimension.
Selvom Fremtidsspejl tog lang tid for mig at læse, er det ikke en dårlig ting at den er svær. Jeg holder af litteratur, der trækker tænder ud og udfordrer mig som læser. Og selvom min hjerne gjorde ondt i forsøget på at forstå de første mange sider, var det den der gode ømhed, som i dagene efter en god træning i det lokale fitnesscenter.
Fremtidsspejl er en krævende bog, der vakler på grænsen mellem gal og genial. Den er ikke for alle, men den er fascinerende og fantastisk, hvis man har lysten til at dykke ned i det viltre og vanvittige univers, der er Svend Åge Madsens.