BOGANMELDELSE: “Forfatteralmanak 2018” (2017) af Aarhus Litteraturcenter & Alice Aagaard

Forfatteralmanak 2018 af Aarhus Litteraturcenter & Alice Aagaard. Udgivelsesår: 2017. 173 sider. Forlag: Aarhus Litteraturcenter. Anmeldereksemplar modtaget af forfatter og forlag – tak!

Siden jeg var barn, har jeg haft et ønske om at skrive en bog. Derfor var det også med stor glæde, at jeg opdagede forfatteralmanakken omkring november sidste år.

Forfatteralmanak 2018 er “..et arbejdsredskab for forfattere”. Det er en kalender, hvori man noterer sine skrivemål uge for uge, samtidig med at der står gode råd, og forskellige metoder samt teknikker til ens skriveproces. Der er forskellige motivationsteknikker og skriveøvelser. Et afsnit om at selvudgive, om følgebrevet til når man skal sende ind til et forlag, og meget mere. Alt sammen skrevet af mennesker og forlag, som har god erfaring med områderne. Herudover er der lister. Lister over steder du kan have glæde af under din skriveproces, eksempelvis en oversigt over det danske, litterære landskab, og lister du selv kan udfylde. Fx en liste, hvori du kan notere de bøger du gerne vil læse og de kreative indfald du får undervejs i din skriveproces.

Forfatteralmanak indeholder dermed meget af det du skal bruge til din skriveproces. På bare 172 er den både et redskab, en kalender og en informativ bog. Man kan let have den med sig, da den vejer lidt. Derudover har 52 danske forfattere bidraget til projektet med hver af deres bedste skriveråd – et skriveråd til hvert af årets uger. Det er forfattere som fx Kirsten Thorup, Kim Leine og Merete Pryds Helle. Ideen er rigtig god, for udover at det er inspirerende og spændende at læse deres råd, så føles det som, at man hele tiden har et heppekor af forfattere med sig undervejs og at man allerede er en del af litteraturverdenen.

Udseendesmæssigt kunne Forfatteralmanak godt være mere spændende. Måske har man ville nå ud til en bredere målgruppe med det neutrale og halvkedelige udseende. Men derfor kunne den stadig godt være pænere. Den har en spiralryg, som gør at bogen kan stå af sig selv, men det virker ikke til at være tænkt ind i nogle dele af bogen. Noget andet jeg godt kunne savne er en lomme eller en anden måde, hvorpå man vil kunne tilføje sider. Man er sjældent herre over, hvornår ideerne opstår. Derfor kan man nogle gange blive nødt til at skrible dem ned på et lommetørklæde eller på bagsiden af et brev. Her ville det være rart, at det hele kunne samles i almanakken. Noget andet der undrer mig, er de få notatsider. Der er sat 10 blanke sider af til kreative indfald, på trods af at almanakken selv henviser til et studie som tyder på, at dét at skrive i hånden både fremmer hukommelsen, forståelsen og kreativiteten.

… Og til sidst, vil nogen måske spørge, hvordan det så er at have Forfatteralmanak fra en forfatterspirers synsvinkel. Sagen er den, at ingen bog i verden kan få dig til skrive, hvis du ikke selv kan få dig til det. Og ingen bog kan få dig til at blive forfatter, hvis du ikke sætter pennen på papiret. Gang på gang. Dag for dag. Men Forfatteralmanak 2018 giver en masse inspiration og gå-på-mod. Og så kigger den på dig og minder dig om din drøm. Dét i sig selv er noget værd.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *