Dyr [sorteret efter alder] af Frøydis Sollid Simonsen, 2014. Læste og anmeldte udgave er på dansk fra 2018. 47 sider. Forlag: Vild Maskine. Anmeldereksemplaret er modtaget af forlaget – tak!
Bedømmelse:
”Molboøstersen er måske verdens ældste dyr, den kan måske blive 507 år, den kan måske blive 220 år, men så på den anden side – måske ikke. Måske er det bare, fordi den laver flere kalklag om året i stedet for blot ét eller to. Og hvem orker egentlig at blive så gammel, hvem orker at blive så gammel.” (11)
Den dansk-norske forfatter Frøydis Sollid Simonsen er en relativ ny grønspire i forfatterhaven og debuterede i 2015 med bogen Hver morgen kryber jeg op fra havet hos samme forlag. Gældende for begge bøger, står hendes unikke måde at sammenflette naturvidenskabelige fakta med menneskelige relationer og sindstilstande.
Dyr [sorteret efter alder] er en kærlighedserklæring fra Simonsen til hendes demente farmor. Kærligheden, ømheden og omsorgen bliver fortalt leksikalt gennem korte tekster om alskens levende organismer. Insekter jeg ikke vidste fandtes. Dyr jeg troede, at jeg vidste alt om, men hurtigt blev klogere på. Alle skildret i mærkværdige, sjove, fascinerende og nørdede detaljer.
”Huden er tyk og nærmest hårløs, men de har kitler i huden, som udskiller en tyktflydende væske med et rødt pigment, der beskytter og plejer huden mod udtørring og sandsynligvis også mod de sår, de får af hinanden. Dette er årsagen til myten om, at de skulle svede blod. Farmor er på et plejehjem hen over sommeren. Hun efteraber de andre patienter ved at gurgle. Hun siger, at de ikke forstår noget som helst, de er idioter! Mange af dem er demente.” (16)
Det dybt interessante og unikke ved bogen, er måden, hvorpå hele dens referenceramme forbliver i naturvidenskabens verden. En flygtig tanke. En hurtig observation. Eller en spøjs iagttagelse. Alle fortætter ud i en associationskæde af nørdede, naturvidenskabelige fakta. Det er igennem disse, at der opstår en åbning ind til et ungt menneske med eksistentielle spørgsmål.
Det virker på mange måder som en uladsiggørlig sammenfletning. Dyrs egenskaber og insekters levetid, der sammenbindes med farmorens ageren, tanker og ord. Jeg forundres over, hvordan en videnskabs-detaljenørdet bog kan være så let og luftig, og ikke mindst måden det elegant interfererer og væver sig ind i et liv. Det er imponerende og underholdende.
Bogen indeholder flotte illustrationer, nærmere bestemt sort/hvide tegninger, som er lavet af forfatteren selv, ligesom bogens inderside af omslaget er dækket af et stjernebillede, nemlig stjernehimlen i december 1920, da Simonsens farmor blev født. Da bogen udkom for første gang på Flamme Forlag i Norge i 2014 var det uden illustrationer og med et andet omslag. Dem er jeg dog glad for ikke at have misset, for de supplerer teksterne meget fint.
”Skrubtudser har det bedst i nærheden af en dam, men tiltrækkes også af skyggefulde steder som kartoffelrækker og jordbærmarker. Der spiser de biller og små snegle med og uden hus. Har man en jordbærmark med nok skrubtudser, kan man altså spare mange penge på sprøjtemidler. Vi er på besøg på plejehjemmet, sidder på hendes værelse og spiser jordbær fra nabogården. Hun er glad for, at vi er her, hun vil ikke have, at vi går igen.” (18)
Både skrubtudser, tomatsværmerens 1-årige cyklus, silkeormens puppestadie og dværgflodhestens begrænsede socialitet, mødes om at skildre en elsket farmor, der er ved at miste sin hukommelse. Skrive-formen er kløgtig, anderledes, charmerende og letlæselig.
Lige én side mere, lige ét dyr mere. Sådan har det været at læse Dyr [sorteret efter alder]. Hver tekst bliver til små, glimtende guldkorn, der forener noget så konkret som naturvidenskabens faktaverden med menneskets uhåndterlige og diffuse følelser. Jeg vil glæde mig til at følge Frøydis Sollid Simonsens originale forfatter – fodtrin.