BOGANMELDELSE: “De dage med dig” (2017) af Julie Badura. ANMELDEREKSEMPLAR

De dage med dig af Julie Badura, 2017. Sidetal: 187. Forlag: People’sPress.

Bedømmelse:

“De dage med dig” er Julie Baduras debutroman, som blev udgivet februar 2017. Allerede 3 måneder senere opkøbte et produktionsselskab filmrettighederne til bogen. Med god grund.

Det var helt tilfældigt, at jeg stødte på denne bog. Til et møde med People’sPress, hvor vi skulle snakke om bogbloggerarrangementet, kom der 20-25 bøger på bordet. Blandt de mange flotte og farverige forsider, fangede Baduras bog mig med det samme. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på den. Forsiden er elegant og passer perfekt til indholdet – simpel ved første øjekast (“Det er jo bare noget blomsterværk?”), men med flere lag, ved nøjere inspektion (“.. men.. ligner formen ikke lidt et hjerte?… “). Og når man først læser bogen, er der endnu flere ting man kan koble mellem forside og indhold. Derudover er skriften på forside og bogryg trygt tykt på pappet. Det vil sige, at det stikker lidt ud, når man kører fingrene over bogen. For nogen sikkert ligegyldigt, men for mig en altid kærkommen detalje.

Hovedpersonen er en Kvinde. Hun er dig… mig… din nabo og din veninde. På en arbejdsplads til fyraftensøl, får Kvinden øje på en mand, som tager alt hendes fokus. Der er noget særligt ved manden, som hun ikke kan få øjnene fra, og hun håber hele aftenen, at han også kigger på hende. Imellem aflevering af barn til børnehavebussen og bestillingen af en kop kaffe på Borgergade, går det op for Kvinden, at hun også tager alt hans fokus. Og snart står vi midt i en stormende forelskelse, hvor alt føles for godt til at være sandt. Og det er det naturligvis også.

“Jeg panikker pludselig i det øjeblik. Min krop gør ondt, og jeg kan ikke trække vejret. Og så rammer følelsen mig. Følelsen jeg har gjort alt for at holde på afstand, men som jeg har kunnet mærke ligge på lur. Følelsen af at være så tryg sammen med dig, at det gør mig rystende utryg.” (s. 31)

For ligeså fantastisk som forelske og kærlighed kan være, ligeså meget skrøbelighed og destruktion kan den bringe. Den følger naturens gang, og undlader ingen af årstiderne. Der er det berusende og håbefulde forår, men også den kolde og mørke vinter, for mødet med kærligheden er selvafslørende, som kan få både floristen og parterapeuten på hårdt arbejde. Det er Badura eminent til at fortælle om. Både direkte og indirekte, uden det bliver for kvalmt eller skrevet ud.

“Vi har begge vores undskyldninger for ikke at åbne os i kærlighed til hinanden mere. Kærligheden er overskygget af frygt. Frygten skal beskytte os hver især mod at blive afvist. Frygten for afvisning tog vi begge med os i vores første møde, vi glemte bare at fortælle hinanden det.” (s. 109)

Kvinden og mandens reaktioner på mødet med den store tiltrækning og kærlighed, bliver en illustration af deres tilknytningsmønstre. Og uden der skal gå for meget psykologi i den, så er jeg sikker på, at mange vil kunne nikke genkendende til følelsen af, at når man vil noget rigtig meget, kan man også komme til at trække sig, i forsøget på at passe på sig selv. Jeg selv fik i hvert fald sug i maven undervejs og kunne relatere til kampen for kærlighed og de svære følelser det kan medføre.

Om kærligheden til sidst sejrer i De dage med dig, overlader jeg til læseren at finde ud af. Bogen har mine varmeste anbefalinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.